Hun er ukrukket, har en ironisk form for humor og drikker gerne en øl direkte af flasken efter en koncert. Det er noget, som flere jazzskribenter har hæftet sig ved, når den britiske jazzsangerinde Claire Martin har været i Danmark.

Ordene kunne man sagtens sætte på mange briter. Man er på fornavn med hinanden, og ting bliver som oftest sagt uden omsvøb. På det punkt er danskerne og briterne på bølgelængde tværs over Nordsøen - selv når stormen rasede, som den gjorde her op til weekenden.

- Jeg håber, at mit hus står endnu, når jeg kommer hjem, sagde Claire Martin, da hun den 17. februar stod solidt på scenen i Flensborg.

Når prædikaterne ovenfor bruges om Claire Martin, kan man jo få den tanke, at det netop ingen selvfølge er inden for hendes branche - altså det med et være ukrukket og nede på jorden.

Men når man nu har autoriteten på en helt anden måde, er det jo også helt unødvendigt at være alt for meget diva. Og autoritet har Claire Martin, når hun synger, både i det blide og i det dramatiske.

Det talstærke publikum fik en herlig aften. Uden pause, uden mulighed for at købe drikkevarer, men til gengæld med mundbind - som man her i februar 2022 endnu ikke har smidt syd for grænsen. Men man lod sig ikke afskrække. jazz-publikummets ledetråd at være: No risk, no fun.

Det fjerde stik
Måske fik vi i virkeligheden den fjerde booster-vaccine denne aften. Ting forekom mindre trælse og mindre februar-agtige efter at have været i halvanden times selskab med Claire Martin og hendes tre danske jazzmusikere: Mads Bærentzen på piano, Thomas Ovesen på bas og Kristian Leth på trommer.

Det var standardernes aften: Cole Porter, Bernstein, Gershwin med flere. Men det blev aldrig fortærsket. Claire Martin sang Lover, Come Back to Me mindst lige så godt som Ella Fitzgerald. Her kunne den blonde brite virkelig være med i tempo, og hendes indsats blev også belønnet med et bragende bifald fra salen. Men der var også nyere kompositioner og jazzede fortolkninger ud over det klassiske standardrepertoire.

Sublime fraseringer
Balladen My Foolish Heart fulgte efter og var en god kontrast: His lips are much too close to mine. Jo, i løbet af aftenen nåede Claire Martin at være forelsket seks, syv og otte gange - med sublime fraseringer og dramatisk accentuering. Her og der kom lidt scat-sang, hvor hun improviserede en melodi som ved instrumentalsoli. Med stavelser, der ikke giver mening, men som man bliver glad i låget af: Ba-ba-dee-ohh-bee-boob-boob…!

Hun fyrede en flot og fabulerende version af med Elvis Costello-nummeret Baby Plays Around, hvor der også var god luft til, at Mads Bærentzen kunne folde en solo ud på klaviaturet.

Som noget af det sidste fik vi en blues til at gå ud i den blæsende aften på: Ernestine Andersons Never Make Your Move Too Soon og to fuldfede ekstranumre blev det til. Jeg er sikker på, at publikum kunne have brugt et tredje, men det ville have været lige i overkanten efter denne vokale langdistance-tour.