Filharmonisk Kor og Sønderjyllands Symfoniorkester
Løgumkloster Kirke 18/12-2021
Anmeldt 24/12 2021, 16:07 af Hans Christian Davidsen
Lille kor med stor byrde
Lille kor med stor byrde
« TilbageEt af verdens mest kendte oratorier i en smuk klosterkirke opført i røde munkesten - opført mens den korte decemberdag gik på hæld.
Kombinationen lokkede os til Løgumkloster Kirke, hvor Händels Messias blev opført med Filharmonisk Kor, Sønderjyllands Symfoniorkester og fire danske solister.
Der var fyldt på kirkebænkene. Händels Messias kan hamle op med meget - også coronafrygten lige før endnu en træls nedlukning, hvor kulturlivet igen må holde for. Publikum holdt sig bestemt ikke tilbage.
Filharmonisk Kor er et amatørkor, men med sangere på et meget højt niveau. Koret er fast tilknyttet Sønderjyllands Symfoniorkester og medvirker ved opførelsen af større korværker.
Koret har ikke den samme volumen som andre større symfoniske kor. Derfor blev korets styrke heller ikke på samme niveau, som de mastodontopførsler af Händels Messias, man kan høre på pladeindspilninger og større koncertsale.
Blot 36 sangere var at tælle på podiet. 22 kvinder og 14 mænd. Det er som regel i tenor-gruppen, det afsløres, at mændene her er i undertal. I fugaen And he shall purify i første afdeling, hvor de enkelte korstemmer, sopran, alt, tenor og bas, nærmest imiterer hinanden og trækkes ud som en lang guirlande, kunne det eksempelvis høres, at koret ikke var helt oppe i kaliberen svarende til 55-60 kormedlemmer. Til gengæld blev der taget revanche i oratoriets to overdådige kor, Hallelujah og Amen.
Den samlede korklang var til den lyse side, men det gjorde ikke noget. De andre dele af lydbilledet druknede derfor aldrig i korsangen, og der var i Løgumkloster en klar, stemningsfyldt kirkeakustik til at gøre koncerten til en stor helhedsoplevelse. Første koncert blev opført i koncertsalen Alsion i Sønderborg den 16. december 2021, og anden koncert i Kristkirken i Kolding (C.F. Hansens smukke klassicistiske kirke) den 17. december 2021 før den tredje koncert i Løgumkloster Kirke den 18. december 2021.
På overarbejde
De kvikke tempi i det både enkle og dybe værk kan sende selv den mest erfarne korsanger på overarbejde, og når man tænker på, hvor stor en byrde det beskedne kor løftede, må man tildele et ekstra flueben i karaktergivningen.
Den svenske dirigent Johannes Gustavsson har tidligere medvirket ved Messias-opførelser i Danmark med blandt andet Aarhus Symfoniorkester. Set fra publikum virkede han til at have godt greb om både orkester og kor. På solistholdet sang Julie MeeRa Albertsen et sikkert sopranparti, og alt-solisten Linnéa Lomholt balancerede smukt i sammenhængen mellem toner og ord i Händels musik.
Teit Kanstrup - uddannet baryton - stod sig fint som bas især i de mere stormende koloraturer, og tenoren Valdemar Villadsen var en, ja velsignelse at lytte til. Teit Kanstrup var en stærk og kraftig profetisk røst i tredje afdelings ene mandlige arie, The trumpet shall sound.
Koloraturteknikken - de mange hurtige toner sunget af en enkelt vokal - høres mange steder i den næsten toogenhalv timer lange Messias - en specialitet fra de italienske operaer, som Händel tog med sig over Den engelske Kanal.
En bred appel
Jeg er sikkert ikke den eneste, der blandt alle de andre attributter elsker Händels Messias for de smukke sekvenser, hvor sopranen nærmest synger i dialog med orkestrets strygere eller de andre steder, hvor strygerne støtter sangstemmerne. Det til lejligheden reducerede Sønderjyllands Symfoniorkester sørgede for en fuldfed lyd tilpas afstemt til kirkeakustikken. Vi sad på de bageste rækker og kunne ikke se særligt meget, men kastede i stedet for blikket opad, hvor klangen hang under hvælvingerne.
Den melodiske fantasi i værket er ganske enkelt uovertruffen. Messias kan vi altid bruge - og da netop lige nu.