Indrømmet. Undertegnede ved ikke ret meget om tango. Nuvel, tre ting var dog kendt. Først og fremmest er Argentina arnestedet – tangoens hjemland. Dernæst er Gotan Project (et band der blander klassisk tango med electronica - red.) blevet hørt en del i hjemmet og endelig var der det ret så spøjse faktum, at tango og tangomusik er blevet folkeeje i…. Finland! Dette virker lidt besynderligt, idet at vort broderfolk højt mod nord, ligefrem ikke synes at have masser til fælles med en musikgenre, der emmer af lidenskab. Til gengæld er det ikke svært at forestille sig finner se meget alvorlige ud, mens de danser.

Derfor var det med et ganske åbent sind, at undertegnede, med sin smukke hustru under amen, begav sig ind i Musikkens hus i Aalborg for at opleve Danmarks Underholdningsorkester, der sammen med solister hentet ind fra udlandet og en håndfuld dansere fejrede den argentinske tangokomponist Astor Pizzolla, på 100-året for denne fødsel.

En af de mest overraskende ting ved at blive udsat for et par timers tangomusik, uden ganske meget forhåndskendskab, var den store bredde som koncerten bød på. Man kan måske sige sig selv, at dette selvsagt sker hvad enten man åbner op for en hel ny musikgenre, eller for den sags skyld, som her, fokuserer på en komponists livsværk. Overraskende var det ikke desto mindre, hvor mangfoldig Pizzollas musik er. Eksempelvis var der musikstykker, der mest af alt mindede om soundtracket til en heist-film, andre virkede mere som deciderede dansenumre og så fremførte gæstesolist Julia Zanko en række meget fine sange (hvor der var ganske stor spredning i deres respektive udtrykket). Endelig var der også stykker, der helt tydelig flirtede med den klassiske musiks formsprog.

Danmarks underholdningsorkester var virkelig velspillende og veloplagte, og det var gæstesolisterne også. Orkestret blev styret af Alexis Cardenas, der også flere gange undervejs greb førsteviolinen og leverede bevægende toner. Julia Zenko var stemmen til musikken og selv om hun i de første par numre ikke virkede som om hun levede sig synderligt ind i sagerne, var det som om hun havde fået sunget sig varm efter pausen og dér leverede en langt mere indlevende og personlig udgave af de sange hun fremførte.

Det var dog, i denne anmelders øjne, den norskfødte Per Arne Glorvigen, der stjal showet. Folk, der kender lidt til den argentinske tango, vil vide, at det er den såkaldte ’bandoneon’, altså den særlige harmonika, som Astor Pizzolla også selv var mester til at spille, der er central for den sound man forbinder med tangoen (foruden klaver, sang og violin, selvsagt). Glorvigen leverede eminent harmonikaspil undervejs, særligt i det lange nummer der indledte anden del. Her oplevede publikum ikke alene hvor virtuost han kunne spille, men også hvor udtryksfuldt dette instrument kunne være. Det rakte fra den helt stille, ene tone, over utrolige temposkift, til klangflader, der til sidst i nummeret blev akkompagneret af hele orkestret. Hvem havde dog troet at en mand med en harmonika, kunne flå så meget i publikums hjertestrenge som var tilfældet her?

Som nævnt var der masser af variation fra det ene nummer til det næste. Det var ikke kun når Julia Zanko dukkede op og deltog i udvalgte numre, for der dukkede også en række dygtige dansere op, for at cementere, at tango ikke udelukkende handler om musik, men måske i lige så høj grad om bevægelse.

Forestillingen bød på fire dansere i alt. 2 kvinder (Corina De La Rosa & Marcella Troneosco) og 2 mænd (Alejandro Andrian og Kristian Andersen). De skiftede i løbet at de små to timer showet varede partnere undervejs – ja, faktisk fik de to mænd også lov til at tage en hurtig svingom. De viste allesammen, at dansen har såvel en masse faste trin og bensving, men også at tangoen er en af de typer dans, hvor de deltagende kommer meget tæt på hverandre. Endnu engang må anmelder dog undre sig over påstanden om at tangoen er så passioneret en dans, når nu det tydeligvis også er ret forbudt, at have meget andet end et utroligt alvorligt udtryk smurt på ansigtet, mens man udfører den. Det er svært at spore lidenskaben, når det ikke slår gnister mellem de dansende. Det var faktisk kun i nogle af de sidste danseoptrin, at der kom smil på danserenes læber, hvilket faktisk var ret befriende, da det skabte den kontakt mellem dem, som ellers havde manglet.

Kærlighed til tangoen har muligvis ikke overbevist Kapellets udsendte så meget, at der søges efter tangolektioner på internettet, men det var en stadig en øjenåbner (eller rettere ’øreåbner’’ – red.) at opleve bredden i Pizzolas musik. Især når det blev præsenteret på så fin en måde. Pressematerialet nævner også Victor Hugo Diaz, der har stået for koreografien, men især bør en anden teksnisk medarbejde, nemlig Sune Verdier få hæder for et forholdsvis enkelt, men utroligt effektivt lysdesign, der både var meget stemningsfuldt og som lykkedes med at sende tilskuerne afsted til en hyggelig Terverna, i stedet for at have oplevelsen at sidde i en stor koncertsal.

Kærlighed til tangoen – En fejring af Astor Pizzolla 100 år var en virkelig dejlig oplevelse. Ikke alene stod koncerten som en skøn kontrast til den netop overståede Aalborg Metal Festival, og så alligevel for der er også masser af vildskab at spore i tangoen. Det bliver bestemt ikke undertegnedes sidste tango, tværtimod har aftenen vakt en nyfunden interesse for både Pizzolla og tangomusik mere overordnet. Godt gået Danmarks Underholdningsorkester!