Ud på de små timer er der jam sessions på La Fontaine. Det ligger i Kompagnistræde 11 i København, og her sidder hammondorganisten Kjeld Lauritsen og styrer det løsslupne show med en hård hånd. Det er ham, der styrer, hvem der kommer på scenen. Kan man spille, får man lov til at blive på scenen. Kan man ikke spille, så siger den venlige Kjeld Lauritsen, at tiden er knap - og næste musiker venter på at komme til.

Da franske Caroline Bugala spillede sigøjnerjazz på sin violin, var Kjeld Lauritsen solgt. Caroline Bugala fik lov til at spille mere end tre numre. Bartenderen mente endda, hun skulle have tilbudt et job på stedet.

Sådan var den dansk-franske forbindelse skabt. Med trommeslager Espen Laub von Liljenskjold og sangerinden Alice Carreri er her skabt en symbiose, som de fleste af os næppe har hørt - eller hørt om.

Ved denne koncert mødte de tre danskere det franske violin-vunder i Flensborg. De havde ikke spillet sammen i halvandet år. Grunden behøver vi næppe at nævne. Men det blev lige til en hurtig afpudsning af sammenspillet, før de gik på scenen klokken 20.

Sød musik
Måske musikernes egne selvkritiske hørelse bemærkede, at det kunne høres. Der var næppe nogen blandt publikum, der gjorde det. Den eneste svipser var koncertens første vokalnummer med Alice Carreri. Det skyldtes dog ikke hende, men Kjeld Lauritsen, der på sit sjældne Hammond B3-orgel begyndte alt for højt oppe og bragte Alice Carreri på afveje. Men tavlen blev visket ren. De startede forfra, så Night and Day var sød musik for selv Cole Porter i hans himmel.

Første skulle der dog lige åbnes med lidt instrumentalt, en argentinsk Piazolla-tango, en fransk sigøjnermelodi og et arrangement af Gabriel Fauré, klassisk naturligvis. Det var nervepirrende for en gammel bluesmusiker som Kjeld Lauritsen.

Der var mange attraktioner i Flensborghus til denne koncert. En af dem var Kjeld Lauritsens Hammond-orgel, der er så tungt, at man ikke vil ønske sin værste fjende, at han/hun får det ned over fødderne. B3-modellen har altid været den mest eftertragtede, en console-model med 61 tangenter og med en unik lyd, som skal høres og ikke beskrives.

Karismatisk stemme
Alice Carreri har en karismatisk stemme og en suveræn frasering. Hun gjorde sig positivt bemærket med blandt andet Bob Dylans Things Have Changed og Billie Holidays Lover Man: “Got a moon above me - But no one to love me - Lover man, oh, where can you be?”. Mon ikke der sad en hel del ‘lover men’ i forsamlingen efter den fortolkning af standarden? I det mindste i fantasien.

Sigøjnerjazz hedder stadig sigøjnerjazz. Måske bliver det en dag også et fy-ord. På fransk er betegnelsen ‘jazz manouche’. Men vi ved, hvad vi mener, og jeg kender ikke den jazzelsker, der ikke kan goutere denne særlige stil, som Django Reinhardt var eksponent for. Romaernes folkemusik er her blandet med den franske musette og chansons. Musikken er bare til at blive glad i låget af, og så appellerer den til følelserne. Sigøjnerjazzen er fyldt med tempo, og musikerne kan lægge deres personlige nuancer ind i den. Det gjorde Caroline Bugala i den grad.

“I can hear the sounds of violins - Long before it begins”, som Alice Carreri så smukt sang i Sway. Bugala diskede op med en vidunderlig varm lyd og en klar evne til improvisation. Helt sikkert også en væsentlig grund til, at halvandet års musikalsk adskillelse ikke var til at høre.

Der var et par gode ekstranumre med i posen, blandt andet Cole Porters Get Out of Town - en lettere bizar kærlighedserklæring: En mand, der ellers er afsat til anden side, er ved at få et for godt øje til en anden kvinde og ønsker derfor, at hun må samle sine pakkenelliker og købe en enkeltbillet til Langtbortistan. Meget smukt fremført.

Vær vis på, at denne anmelder vil benytte enhver given lejlighed til at være sur. Denne konstellation gør det bare så pokkers vanskeligt at være negativ. Øv, da også. Foto (c) Hans Christian Davidsen