“Jeg kommer aldrig til at spille mere.”

Mange blev ramt af dommedagstanker, da Coronaen fejede ind over Europa og lagde hele lande ned.

Hanne Boel havde svært ved at se lyset for enden af tunnellen. Dengang i foråret 2020 tænkte hun den mest negative tanke, en musiker, der giver live-koncerter, overhovedet kan tænke: “Jeg kommer aldrig til at spille mere.”

Blandt publikum i Flensborghus var fans kommet kørende til langvejsfra. Blandt andre Yvonne, fortalte Hanne Boel fra scenen. En tysk kvinde, der har fulgt den danske sangerinde i årtier.

Yvonne kan ikke dansk, men det gør heller ikke noget. Hanne Boel begyndte i sin tid at synge på engelsk på et tidspunkt, da det slet ikke var moderne i Danmark. Ja, hvem kan forestille sig det i dag? Men sådan var det altså, da gennemsnitspublikummet i Flensborghus var ungt, uden grå hår og tandimplantater.

Yvonne havde denne gang den korteste vej, hun nogensinde havde haft til en Hanne Boel-koncert. Sølle 800 kilometer havde Yvonne rejst fra sit hjem i Sydtyskland. Ingenting sammenlignet med dengang, Hanne Boel havde mødt sin tyske fan under en koncert i Helsinki.

Tæt samspil
Hanne Boel var rykket tæt sammen med sine to dygtige musikere, Jens Runge og Jacob Funch. Så tæt, at hun “kunne give dem et klask på låret”, som hun sagde. Men - skyndte Hanne Boel sig at tilføje - det gjorde hun naturligvis ikke. Slet ikke i disse tider. Men det bogstaveligt talt tætte samspil er den måde, det kommer til at lyde bedst på, begrundede Hanne Boel det.

Aftenen blev en musikalsk Matadormix med lidt af hvert: nyere og ældre sange og sange, der var Hanne Boels egne, og sange, der ikke var. Men frem for alt akustisk.

“Hvis I tager 50 procent af ansvaret for at få en god koncert, så tager vi de andre 50 procent”, sagde hun fra scenen.

Hun tog turen tilbage til dengang, Berlin-muren stod endnu, og vi alle troede, den skulle blive stående der i mindst 100 år: Black Wolf blev Hanne Boels store gennembrudsalbum i 1988, en plade med soulet poprock, som hun sang titelnummeret fra. Fra samme album kom covernummeret Son of a Preacher Man, som Dusty Springfield havde skudt ud i verden 20 år tidligere. Den var på den tid, Hanne Boel som 12-årig sang i kirkekor. I Flensborg mindede hun sin ungdom med Jakob Knudsens og Oluf Rings Se, nu stiger solen af havets skød. Afdæmpet, men dog med kraft i stemmen.

(I Wanna) Make Love to You manglede ikke. Med en lille trio i Flensborghus var det naturligvis ikke som i gamle dage, da den blev blæst ud for fuld hammer. Det var som om, en far var kommet ind i teenageværelset og havde krævet, at der blev skruet ned for lyden. Men den sang er smuk, som den er - også uden sminke.

Det samme kan siges om Bob Dylans Emotionally Yours, som Hanne Boel serverede med følelse, og hendes meget personlige coverversion af Don’t Let Me Be Lonely, som James Taylor skrev samme år, han blev gift med Carly Simon.

På sit nyeste album, Kopi, fortolker Hanne Boel en række meget yngre kolleger, blandt andre Medina, hvis kærlighedsballade Elsk mig Boel sang med den længselsfuldhed, den skal synges med. Balladen er næsten sms-agtig i sit sprog. Det lød dog ingenlunde skævt i Hanne Boels mund, selv om hun gav udtryk for at have haft sine genvordigheder ved den yngre generations sange. De lader ofte hånt om alt det, der er en del af Hanne Boels opdragelse - blandt andet rim.

Godt at Hanne Boel kom til at spille igen. Hun har 100 procent af æren for den aften. Det meget deltagende publikum til trods. Foto: (c) 2021 Hans Christian Davidsen