Kroke er jiddisch og betyder Kraków. En by dybt nede i det sydlige Polen.

Her mødte tre musikalsk begavede herrer hinanden i begyndelsen af 1990erne efter at have studeret på byens musikakademi. Det var kort efter jerntæppets fald, og appetitten efter alt det, der var forsvundet, var stor.

Før Anden Verdenskrig fandtes den jødiske dansemusik, klezmer, overalt i Østeuropa, hvor der levede jøder. Med Holocaust blev denne musikstil næsten totalt udraderet fra Polen i nord til Balkan i syd. Men jødiske immigranter havde taget traditionen med til USA, og herfra vendte den tilbage til sine oprindelsessteder i Europa og fik i 1990erne et stort comeback.

De tre musikere Tomasz Kukurba (violin og bratsch), Tomasz Lato (kontrabas) og Jerzy Bawol (akkordeon) dannede dengang gruppen Kroke, der i år var hyret til at spille på musikfestivalen FolkBaltica i det dansk-tyske grænseland. Fredag aften stillede de i Slesvighus op til en spændende dobbeltkoncert i Slesvighus.

Kreative loops
Med en opfindsomhed og en fuldstændig uhildet tilgang til musikken tog polakkerne publikum med hen et sted, det med garanti aldrig havde været før. De tre musikere kom jazz- og folk-elementer ned i gryderetten. Triller, glidetoner og melodiske variationer blev som i den mellemøstlige tradition kombineret med komplicerede, men vildt spændende rytmiske mønstre.

Tomasz Kukurba opførte sig på scenen som en verdensmusikkens svar på den uortodokse klassiske violinist Nigel Kennedy (som Kroke i øvrigt har lavet en plade sammen med).

Kukurba brugte også violinen som rytmeinstrument og udnyttede kreativt den moderne loop-teknik til at forstørre lydbilledet. En loop er en samplet lydoptagelse, som en musiker kan optage på scenen, mens musikken er i gang og spille om og om igen og lægge den sammen med den levende musik.

Hop til Estland
Strengene på violinen blev ofte slået an med fingrene, som var det en oud, arabernes guitarlignende instrument. Men indflydelsen henter Kroke tydeligvis fra Balkan.

Jeg blev meget betaget af musikken, men må dog bemærke, at numrene nogle gange blev trukket ud i en unødvendig uendelighed.

Efter pausen hoppede vi fra Polen til Estland. Curly Strings spillede en levende nordamerikansk inspireret form for folkemusik, som appellerede til fest - selv i en corona-tid, hvor man i Tyskland fortsat hverken må det ene eller det andet. Curly Strings diskede op med nogle meget ligefremme og umiddelbare melodier med sange, hvis indhold ofte lige skulle forklares på engelsk først, før de lystigt blev afsunget på estisk.

Med violin, gulvbas, guitar og mandolin i kvartet-besætning - ingen former for slagtøj, blæse- eller tangentinstrumenter - giver navnet “strings” sig selv. Og det gør “curly” også, når man ser den krøllede halvdel af gruppen, forsanger og violinist Eeva Talsi og Villu Talsi på mandolin - et instrument han nogle gange gav en herlig heftig behandling.

Men esterne kan også spille fine ballader, som de beviste i Slesvighus. Noget afgørende nyt kom de dog ikke med, men det gjorde dog ikke oplevelsen ringere.