Ekkovirkningerne fortonede sig i Flensborghus, da Palle Mikkelborg som en vismand fra Det fjerne Østen lagde håndfladerne sammen og takkede for den store fødselsdagskage, der var sat frem til ham (og hans medspillere). 71 år blev trompetisten, da han gav koncert i Flensborg tirsdag aften.

Han bukkede og bukkede, da han modtog publikums vedvarende applaus. Med det hvide silketørklæde om halsen kom han ind ad sidedøren. Salen i Flensborghus var ganske mørk, så det varede et stykke tid, før publikum kunne lokalisere, hvor den stille, blæsende trompetlyd kom fra. Stemninger og farver bredte sig i rummet. Atmosfæren var hemmelighedsfuld med Helen Davies på keltisk harpe og den uforudsigelige ghaneser Ayi Solomon, der gemte sig bag et væld af afrikanske trommer. Og så gik det løs med et nummer (eller måske flere, der bare gik over i hinanden), der først sluttede efter en lille halv time.

Solomonsk Breakdance
Fødselsdagsbarnet boltrede sig med sine vibrerende klange, toner der blev trukket langt ud og karakteristiske rumklange, der både kan virke prætentiøse og meditative.

Da koncertarrangørerne bød velkommen, huskede de at tilføje, at jazzrækken i Flensborghus ikke blot bød på jazz, men også improvisation. Og godt for det for Palle Mikkelborgs musik ligger et sted langt ude i udkanten af rubrikken jazzmusik - en genre, der ellers har vide rammer.

Det blev en aften med tre kulturers musik, der nogle gange gik sammen i ét og andre gange tog stafetten fra hinanden, men altid i glidende og naturlige overgange - de store kontraster til trods. Ayi Solomon sprang ind i en breakdance til Helen Davies’ instrumentale elegance - man skulle næsten ikke tro, det kunne lade sig gøre. Men det kunne det. Og kapelmester Mikkelborg bevægede sig rundt mellem sin bedre halvdel, Helen Davies, og Ayi Solomon og kogte messing­suppe. Ingredienserne var langt melodisk figurspil, når han foroverbøjet og med krum ryg vendte lydstykket ned mod gulvet, og lakoniske primalskrig, når han vendte instrumentet op mod kosmos.

Der var arrangeret flotte temaer med dragende intermezzi og improviserede afsnit - yderst originalt som det kun er én, der er mand for: Palle Mikkelborg.

Miles og Mikkelborg
Men Mikkelborg er også smag og behag. Nogle finder ham til tider tung, ensformig og patetisk. Det blev kun til godt halvanden times koncert, og efter en times tid begyndte pulsen da også at falde hos undertegnede. Grænsen mellem det meditative og det søvndyssende er tynd.

Det blev dog aldrig tungt. Et af Palle Mikkelborgs tidligste forbilleder var den amerikanske trompetist Miles Davis, og inspirationen fra den elektriske jazz-rock-fusion hænger ved endnu.

Der går fordybelse, filosofi og religion i Palle Mikkelborgs spil. Det er næsten som om, man er til messe med en energi, der både stiger til himlen og rører jorden med den luftige tone og det nuancerede lyddesign.

Det metafysiske har Palle Mikkelborg dyrket, siden han i 1984 skrev nummeret Aura til sin mentor, Miles Davis, da denne fik overrakt Sonningprisen i Danmark.

Palle Mikkelborg fik aldrig nogen formel uddannelse, men hoppede næsten lige ind i det københavnske jazzliv i 1960erne. Han blev medlem af Radiojazzgruppen, som han også var leder af i en periode i slutningen af 1960erne. I 1964 kom han med i Danmarks Radios Big Band, som han i flere perioder også stod i spidsen for, og med fusionsgruppen Entrance hoppede han over i det mere funky.

Farvel med Chaplin
Det var der ind imellem små ansatser til ved koncerten i Flensborghus, hvor harpen - ja det vil i det tilfælde sige konen - også var med til at sætte dagsordenen.

Og sådan landede hele aftenen efter mange ekskursioner med et ekstranummer over »Smile« fra Charlie Chaplins »Modern Times«. En koncert der varede nogenlunde lige så længe som en fodboldkamp. Skulle der have været forlænget spilletid, skulle der have været lidt flere dynamiske udsving. Men det ville omvendt have spoleret det samlede billede af en koncert, hvor musikken bare flød afslappet af sted i suveræn suiteform.