En maraton gennem Johann Sebastian Bachs musik.

Det var, hvad Slesvig-Holsten Musik Festival bød på med 12 koncerter, der blev spillet på én weekend i og ved det gamle barokslot Gottorp i Slesvig, hvor hertug Frederik den Tredje i 1600-tallet fik kunsten og kulturen til at blomstre. På koncertprogrammerne lørdag og søndag den 20.-21. juli 2019 var lutter musik af barokkens mester.

Man kunne tage hele pakken eller vælge enkelte koncerter ud.

Denne anmeldelse gælder afslutningskoncerten i slottets ridehal med Schumann Quartett fra Köln, en klassisk strygekvartet, der ikke har sit navn efter den berømte komponist, men efter de tre brødre Erik, Ken og Mark Schumann, som spiller henholdsvis violin, violin og cello. Bratschen spilles af estiske Liisa Randalu, der er opvokset i Karlsruhe.

Koncertserien begyndte med ensemblet Flautando Köln i slottets “Hjortesal”, hvor der var virtuose blokfløjtekoncerter på programmet. Derefter fortsatte “vandrerkoncerterne” med to koncerter i “Korsstalden”, hvor russiske Anastasia Kobekina i to partier spillede udelukkende celloværker af Bach, samt to koncerter i slotskapellet, hvor Capella Ostinato krydrede Bach med sang- og instrumentalmusik af andre samtidige komponister, Monteverdi, Frescobaldi og Dowland (det vil sige den tidlige barok).

Afslutningen med Schumann Quartett fandt sted i den gamle ridehal ved Gottorp Slot mellem malerier på særudstillingen med den nordtyske impressionist Hans Olde. De fire unge musikere spillede foran Oldes mægtige maleri af den provisoriske slesvig-holstenske “oprørsregering” i Kiel i 1848, hvor personerne er lige så stor som mennesker i virkeligheden. En imponerende kulisse.

Myten om b-a-c-h På aftenens program var Bachs mytiske Die Kunst der Fuge (BWV 1080) - mesterens sidste værk. En fuga er et stykke musik, der er bygget op over et tema, som bearbejdes som i en kanon. Tempoet i temaet varieres og tilpasses. Det er et kontrapunktisk storkværk, der kom til at bestå af 14 fugaer for fire eller tre stemmer og fire kanons for to stemmer. Værket er skrevet i partitur uden angivelse af instrumenter.

Die Kunst der Fuge var ikke færdig ved Bachs død i 1750, men stopper brat i fuga nummer 14 kort efter, at Bach havde føjet fugaens tredje tema til: b-a-c-h. Er det et tilfælde? Myterne har i hvert fald fået den perfekte grobund.

Schumann Quartet løste opgaven perfekt - til nogle smag sikkert for perfekt. Tempoet blev aldrig for forhastet, men musik af kød og blod med stærke følelser blev det i perioder og i perioder ikke. Kvartetten spillede med en næsten fascinerende kontrol, hvor ambitionen tydeligvis var at lægge sig tæt på barokinstrumenternes klang.

Die Kunst der Fuge er blevet spillet både med fuld symfoniorkesterbesætning og solo på cembalo, der er for barokken, hvad el-guitaren er for rockmusikken. Charmen ved at høre værket med en strygekvartet er, at man kan høre stemmernes med- og modløb og samtidig få fire forskellige musikeres individualitet med i spil. Det lykkedes delvist i løbet af de fem kvarter, som Die Kunst der Fuge varer.

Der findes mange meninger om, hvordan denne Bachs polyfoniens juvel skal opføres. Schumann Quartett gav sit udmærkede bud på, hvordan det kan lyde, når stemmerne er udformet som selvstændige melodilinjer.