For barok-fans var koncerten Bach and Friends ved Slesvig-Holsten Musik Festival det rene guf. Nummer tre i rækken af Johann Sebastian Bachs Brandenburgkoncerter som første punkt på dagsordenen, og hans både meditative og temperamentsfyldte Dobbeltkoncert som finale - derimellem både Händel, Vivaldi, Geminiani, Pachelbel, Telemann og Albinoni, der er meget mere end den Adagio i G-mol, som millioner kender ham for - sikkert uden at vide det.

Barokmusikken er gennemsyret af strygere og basso continuo og generalbas med fortløbende basstemme. Hver enkelt sats har som regel kun én følelsestilstand, og musikken præges ikke mindst af pludselige skift mellem tempi og dynamik. Sådan fortalt, når man skal koge barokken ned til nogle få linjer. Stilarten strakte sig over cirka 150 år fra cirka 1580 til 1730, så der er også så meget andet, der hører barokmusikken til, men denne koncertaften tog udgangspunkt i Bach og havde tråde til de komponister, der var hans samtidige. I flere tilfælde tog Bach deres musik som udfordring til at komponere ny musik.

På scenen i Flensborg var Zürcher Kammerorchester - stående - i besætning af skiftende størrelse med den irsk-britiske violinist Daniel Hope, der er født i Sydafrika og taler et formfuldendt tysk, som kun få angelsaksere magter det. Han har en udstråling som en Inspector Barnaby og fortæller gerne udførligt og underholdende om repertoiret.

Den 46-årige violinist Hope spiller både klassiske standard­repertoirer, ny kompositionsmusik, indiske ragaer og jazz, og hans musikalske talent har ført til en lang række prisoverrækkelser. Han kalder sig selv en aktivistisk kunstner og har optrådt ved flere humanitære arrangementer. Hopes talent blev opdaget af den verdensberømte violinist Yehudi Menuhin, da Daniel Hope var 11 år. Han er uddannet på Royal Academy of Music hos den russiske violinist Zakhar Bron og er i dag bosat i Berlin.

Stærk intensitet
Det schweiziske ensemble kan meget mere end barok, men er blevet udråbt til at være et af Europas bedste barokorkestre.

Aftenens solist - der siden 2016 har været musikalsk chef for Zürcher Kammerorchester - spillede med en stærk intensitet og en tone, der kunne slå gnister. Fraseringen var flydende, og hver en tone udkrystalliserede sig klart. Brandenburgkoncerterne og Dobbeltkoncerten - dobbelt fordi den er for to violiner i front - hører til den klassiske musiks standardværker, og ikke blot kendere (som er helt sikkert var en del af denne aften i den næsten fyldte koncertsal) kender de bedste indspilninger af musikken. Så selv om det på den ene side var taknemmeligt at servere velkendte stykker, var det på den anden side ikke uden risiko : Vi ved ganske udmærket, hvordan det kan lyde, når det lyder bedst.

Man vidste dog ikke helt, hvor man havde Hope efter Brandenburgkoncerten spillet med lille besætning, men i takt med, at der kom mere volumen og fylde på med større besætninger, desto mere steg publikums engagement. To fine eksempler på barokkens særlige concerto grosso var Geminianis femte i g-mol og Vivaldis for to violinger, cello, strygere og bas i d-mol - den sidste sammen med kammerorkestrets faste stemmeførende, andenviolinerne, Daria Zappa Matesic.

I anden afdeling vankede der stående bifald efter en flot udførelse af de to satser i Johan Pachelbels Kanon i D-Dur (første sats er den mest kendte af Pachelbels overhovedet), Telemanns relativt ukendte violinkoncert i a-mol, Albinonis koncert for to violiner i d-mol (der tjente som inspiration for Bach) og Bachs afsluttende Dobbeltkoncert.

Der var hele tre ekstranumre til de begejstrede tilhørere - deriblandt to gange Vivaldi.