På Trafalgar Square i London ligger en kirke, der har lagt navn til et af kammerorkester i musikkens Champions League: Academy of St. Martin in the Fields hedder holdet, hvis spidskompetence er at spille musik fra dengang mænd gik med paryk. Det gør orkestret oven i købet uden dirigent, og strygerne går i ét med hinanden i et formidabelt hold-samarbejde.

Navnet kunne få én til at tro, at orkestret havde flere hundrede år bag sig, men det er blot 60 år gammelt - og har begået mere end 500 indspilninger. Mange, som aldrig kunne drømme om at gå til en koncert med klassisk musik, har hørt orkestrets musik i blockbuster-film som Amadeus og Titanic. Iona Brown - Sønderjyllands Symfoniorkesters tidligere chefdirigent, der desværre gik alt for tidligt bort - arbejdede sin vej op gennem orkestret, som hun i midten af 1970erne endte med at blive chef for.

I juli 2019 spillede Academy of St. Martin in the Fields - alene strygerne - ved to koncerter på Slesvig-Holsten Musik Festival. Først i Deutsches Haus i Flensborg og senere på Schloß Kiel.

Storslået tuttiklang
Aftenens hovedværk var Johann Sebastian Bachs skønne Cembalo-koncert i D-dur (BWV 1052) med den iranskfødte Mahan Esfahani (født 1984) som solist - ikke blot koncertens musikalske højdepunkt, men også det ypperste i den tekniske udførelse. Ud af en storslået tuttiklang udvikler sig ornamentale melodilinjer, som cembaloet overtager.

Den store udfordring med cembalo som solo-instrument er klangvolumens balance med strygerne, der let kan sætte sig for meget på lydbilledet. Til denne koncert var det naturligvis cembaloet i sin store udgave, claviccembaloet med strengene løbede vinkelret på flygelet, Mahan Esfahani spillede smidigt på og med en sikker præcision, også i de langsomme partier, hvor Bach bevidst efterabede violinerne. Esfahani fik frembragt en klang, der var stærk nok, men den skulle heller ikke have haft mindre. Resten har formentlig ligget uden for hans rækkevidde. Han var nødt til også at forlade sig på akustikken for det er spørgsmålet, om strygerne overhovedet havde kunnet være mere diskrete. Der gik dog heldigvis ingen toner tabt på syvende række, hvor jeg sad.

Bach blev i programmet indhyllet af komponister, som han i særlig grad satte sit præg på. De to første stykker i første afdeling var Mozarts Adagio og Fuga i c-mol (KV 546) samt Benjamin Brittens Præludium og fuga for strygeorkester opus 29. Mozart var stærk inspireret af Bachs kompositionsform med tilsætning af flere jævnbyrdige stemmer. Benjamin Britten var til gengæld påvirket af Bachs smukke melodier og avancerede harmonier 200 år senere.

Stærkt samspil
I anden afdeling var Mahan Esfahani endnu en gang solist i Haydns Cembalokoncert i F-dur - med den suveræne koncertmester Tomo Keller i violinsoloerne. Koncerten blev rundet af med Béla Bartóks avancerede Divertimento for strygeorkester - udført med en fantastisk sikkerhed og stærkt samspil.

Haydn komponerede sin koncert med udgangspunkt i Bach, og Bartók var allerede fra sin tid som ung pianist erklæret Bach-fan.

Aftenens solist fortalte om sit eget stærke, personlige forhold til mesteren: Da Mahan Esfahani var ti år, tog hans onkel ham med til en Bach-koncert for første gang.
“Da jeg kom hjem, ønskede jeg mig brændende pladen med den musik, jeg spillede i aften - med partitur til”, sagde han - og viftede med partituret.
“Bagest i partituret skrev jeg: ‘Jeg vil bruge mit liv med og på Bach’.”