En ener i dansk musikliv Anders Koppel er en ener. Selv i den musikalsk højt begavede og vidt favnende Koppel-familie har han et særligt vingefang. Han er partiturkomponist med knap hundrede ”moderne klassiske værker” bag sig, herunder koncerter (for bl.a. marimba) som spilles over hele verden. Han er komponist af ballet- og filmmusik med op mod 200 titler på værklisten. Han har skrevet tekster og musik til Otto Brandenburg, komponeret musikalske fortællinger til børn og større værker til byjubilæer. Og så er han jo en myreflittig udøvende musiker – nu på sjette årti.

Efter årene i Savage Rose (1967-74) fortsatte han i Bazaar (1976-2013), og nu samarbejder han med sønnen Benjamin og den svenske trommeslager Peter Nilsson i et verdensmusikprojekt, der meget afvæbnende hedder Koppel & Søn (med mange forskellige gæster fra det internationale musikliv). Han indspiller jazz-cder [LINK] og dukker op som sideman her og der. Det er en simpelthen enestående bredde – ikke mindst for en musiker, der især er forbundet med ét meget specielt instrument.

Hammondorglet
Man kan vel egentlig næppe forestille sig noget mere udansk end lyden af et hammondorgel -model B3 med Leslie-højttaler. Lyden kan skabe associationer til fx lummert biografmørke, sitrende film-uhygge, henrevne sorte amerikanske menigheder, gospelsang og soul-ekstase. Den kan være lavmælt og mystisk, svedig og sej, hysterisk og henrevet. Den brød igennem i den soul- og bluesorienterede del af rockmusikken i 1960erne og 70erne. Men trods det fremmedartede og sanseligt-vilde har lyden for rigtig mange danskere været en del af den musikalske virkelighed siden LPen Dødens triumf udkom i 1972.

Åbningsnummeret Byen vågner – som i tre forskellige udgaver indledte fødselsdagskoncertens tre afdelinger – lever af Anders Koppels mestring af denne tunge klods af et elektronisk orgel, hvor hver enkelt tone kan behandles individuelt og tonerne kombineres på utallige måder. Det blev meget tydeligt gennem denne aften, at lyden af Hammond også er fællesnævneren i Anders Koppels musikalske univers – måske med undtagelse af de mere klassisk orienterede værker – fra soul og bluesrocken over danse/balletmusikken til balkan/verdensmusikken, som denne aften fyldte Betty Nansen teatret i fulde fire timer.

En søns gave til sin far
Den ”klassiske” del af Anders Koppels musikliv var kun repræsenteret med et enkelt nummer denne aften – en kuriøs udgave af Schuberts lied Seligkeit, sunget af storesøsteren Lone Koppel med operavibrato, akkompagneret af Anders på hammondorgel og med saxofonimprovisation af sønnen Benjamin. (Det ”klassiske” blev foldet mere ud et par aftener senere på samme scene, hvor både Anders og Benjamin medvirkede i ”Erik Satie revisited”, en hyldest til den særprægede franske komponist.)

I øvrigt bestod aftenens program af kendte og mindre kendte numre fra Anders Koppels kæmpestore ”rytmiske” bagkatalog, sammensat og ledet med venlig myndighed af netop Benjamin Koppel, som selv leverede mesterligt spil på sopran- og altsax gennem hele koncerten. Han havde komponeret koncerten i tre dele, med de indlysende overskrifter Past Present Future.

Fortid Nutid Fremtid
Fortidsafdelingen åbnede med Byen vågner fra Dødens Triumf og bød især på Savage Rose-numre, med to hæderkronede musikere fra dette skelsættende band som backing: Niels Tuxen på mange forskellige guitarer og Alex Riel på trommer. Højdepunktet for mig var en overdådig udgave af Dear little mother, sunget af to meget forskellige sangerinder: Billie Koppel, hvis køligt-indtrængende og særegne stemme fremkaldte minder om hendes mor Anisette som ung, og Marie Carmen Koppel, Anders’ næstældste datter, hvis mægtige gospel/soul-røst blæste håret bagover på publikum i dette og flere andre numre. Sangen blev desuden ledsaget af Josephine Raahauge og Steen Koerner med kongenial streetdance. Jazz-crooneren Mads Mathias bidrog med fine, personlige udgaver af tidlige Savage Rose-hits: Long before I was born, Evenings child og Ticket to Paradise.

Nutidsafdelingen var bygget op omkring Koppel & Søn, altså Anders, Benjamin og den diskrete, hyperpræcise trommeslager Peter Nilsson – og bød på kære genhør med Bazaar-koryfæerne Flemming Quist Møller (congas) og Mehmet Ozan (guitar og percussion), med udtryksfuld dans af pioneren Bill Holmberg (Nyt Dansk Danseteater) og barnebarnet Olivia Kvist Koppel, der formede en fejende flamenco med fysisk saft og kraft. Desuden medvirkede en trio af musikere fra Mellemøsten: Edris Quasimi (tablas), Bilal Irshed (oud) og Django Cevik (saz). I de sidste to rene instrumentalnumre steg intensiteten til jublende højder som alle Bazaar-venner har oplevet ved trioens live-koncerter. Benjamin Koppel har så at sige overtaget Peter Bastians rolle som frontblæser – og gør det på sin helt egen, overbevisende måde.

Fremtidsafdelingen var musikalsk baseret på et overset ”fortidsværk”, nemlig LPen Valmuevejen, som Anders Koppel skrev (tekst og musik) til og indspillede med Otto Brandenburg i midten af 70erne. I dette herlige flowerpower-univers kom fire børnebørn på banen: Molly, Astrid, Viola og Celeste – alle sangere (Astrid desuden trompetist) plus de allerede nævnte dansere. Fremtidsperspektivet var - udover disse talentfulde sangerinder – repræsenteret af trommeslageren Casper Mikkelsen, rapperen Per Vers og DJ Noize, som bl.a. bidrog med en herlig video-scratch (eneste gang hele aftenen hvor man hørte Anders Koppel tale – på video) med freestyle rap fra Per Vers til. Der var ikke et øje tørt i salen, da den lange aften sluttede varmt familiært med alle på scenen i nummeret Så lad os synge og danse og le – et enkelt budskab og samtidig en fin sammenfatning af aftenens mange indtryk.

Dem vi savnede
Koppel-familien er (som det fremgår) rig på talenter i alle aldre og udmærker sig desuden ved et varmt fællesskab. Anders’ hustru Ulla, som har bidraget væsentligt til fællesskabet gennem årene, også som sanger, måtte gerne have været med, men valgte at følge festlighederne fra tilskuerpladserne.

Den nære fællesskabsfølelse kunne mærkes hele aftenen igennem, uanset om ”gæsterne” var Anders’ gamle musikerkollegaer eller de musikalske børnebørn. Der var selvfølgelig også nogle man gerne ville have haft med denne særlige aften, men de var alle lovligt undskyldte: Sangerinderne Anisette (svigerinde) og Naja Rosa (niece) turnerer rundt i landet (Savage Rose fylder 50!).

Broderen Thomas forlod bygningen for over ti år siden, og Peter Bastian – hvis kontrafaj blev projiceret op et par gange undervejs – døde 27. marts i år. Jeg synes det giver mening at afslutte anmeldelsen med et citat fra Peter Bastians posthumt udgivne bog Allerede Altid Elsket. Her beskriver han den helt særlige tilstand, som Anders Koppel nu må være inkarnationen af, og som prægede de bedste dele af koncerten: det ultimative nærvær i musikken.

Så gør vi vores ting, du tager øjeblikket for pålydende, ingen fortrydelsesret. Det der, vi starter med, det er noget vrøvl, så kommer der en chokeret pause, der er kun en ting at gøre, mere af det samme, bare værre. Så kommer der et tredje element, så begynder vi at arbejde med nogle ting, nogle klodser, og på et eller andet tidspunkt, så tager det over. Og der hvor den ligesom er brugt op…. fornemmer man, at det, vi er nået frem til, det giver med tilbagevirkende kraft mening helt tilbage fra starten. Det begynder at blive en enhed…. Man bliver opslugt af nuet. (s. 62-63)

Epilog med links
I anledning af 70 års fødselsdagen har Cowbell Music udgivet et luksurøst tripel-LP-album med samme tema som koncerten: Anders Koppel Past Present Future. Numrene på LPerne er imidlertid nogle helt andre, bl.a. dugfriske live-indspilninger fra juni i år. LP-boksen, der også indeholder en bonus-EP Familiealbum med private optagelser fra 1981-83, hvor Anders og hans hustru Ulla spiller og synger sammen med børnene Sara, Marie og Benjamin, anmeldes særskilt her i Kulturkapellet.

Hvis du vil vide mere om hammondorglet, dets historie og teknik, kan du læse denne artikel

Koppel-familiens stamtræ kan findes her (de sidste 4 led i en lang familiehistorie)