Det kgl. Kapel har fået ny chefdirigent. Han hedder Aleksander Vedernikov og er netop tiltrådt, efter 7 år som chefdirigent for Odense Symfoniorkester. Vedernikov har mange andre opgaver rundt om i verden; han er en yderst erfaren og meget rutineret maestro. På operaen har Vedernikov allerede løftet flere opgaver – jeg husker en stærk og inspireret Lohengrin (2016), hvor han dirigerede orkestret og sangerne med en fjer (forestillingens gennemgående symbol)!

Denne første kapelkoncert i sæsonen havde et smukt sammensat program: En uropførelse af den østrigske komponist Johannes Maria Stauds Stromab, Mahlers Rückert-Lieder plus 4 orkestersange af Rich. Strauss – og Tjajkovskijs 5. Symfoni. Romantisk musik fra ende til anden, om end komponeret med mere end 100 års mellemrum.

Staud var selv til stede ved koncerten, og det var tydeligt at han var glad for opførelsen. Det havde han også grund til, for alt var sat grundigt på plads af Vedernikov, og man kunne kun glæde sig over at høre hele det kæmpestore symfoniorkester med alskens slagtøj folde sig ud. Værkets titel refererer til novellen The Willows af Algernon Blackwood, som skildrer 2 unges kanotur på Donau og et besøg på en øde flodø, hvor der sker mange mærkelige ting. Der er ikke tale om egentlig programmusik, men om en meget stemningsintens musik, som med sikker brug af alle symfoniorkestrets virkemidler – melodiske, rytmiske, harmoniske og især klanglige – fremmaner mere eller mindre (u)behagelige og foruroligende stemninger.

Det uhyggelige
Allerede Freud filosoferede over Das Unheimliche – som især i den romantiske periode er både ’det uhyggelige’ og ’det fremmede’, alt det vi mennesker er bange for, i omverdenen og i os selv. Musikken er måske den kunstart, som mest præcist kan lade os mærke dette i kroppen og sjælen. Det uhyggelige/fremmede i musikken er fx mærkelige klange, rytmer, akkorder, intervaller – og Staud viste sig at være en mester i at gestalte dette på både gamle og nye måder. Et meget flot stykke ny orkestermusik, traditionsbevidst og samtidig frisk og interessant.

Også Mahler var en mester udi Das Unheimliche, dog mest i sine symfonier. De 5 Rückert-Lieder er miniature-mesterværker, som mere er præget af længsel, vemod, melankoli og inderlig glæde end af undergangsstemning, uhygge og angst for det ukendte. Kun i den midterste sang Um Mitternacht møder vi Das Unheimliche i digterens dybe ensomhedsfølelse i midnatsmørket.

Koncertens solist, den svenske mezzo-sopran Anna Larsson, er en af sin generations største Mahler-fortolkere, kendt fra mange koncerter (også i Danmark) og indspilninger. Det blev dog tydeligt i første sang, at hendes karriere har passeret zenit. Hendes fløjlsstemme er blevet lidt tungere og mørkere og vibratoet større, og det tog tid før Larsson havde sunget sig ind på rummet og fået klangen afstemt så hendes fortsat sublime fraseringer og stærkt indlevede fortolkninger kunne gøre deres fulde virkning. Det gjorde de fra den 4. Sang, og især den afsluttende Ich bin der Welt abhanden gekommen var dybt bevægende (”gudesmuk”, som en tilhører bag mig hviskede).

Også de efterfølgende fire korte sange af Richard Strauss var en studie i Liedkunst, store og stærke følelser udtrykte med ofte små, subtile midler. Den høje, smukke sangerinde fik et stort og meget fortjent bifald. Vedernikov var igen en uhyre sikker dirigent, denne gang for det noget mindre orkester, Mahler foreskriver.

Fortvivlelse og triumf
Efter pausen – som blev forlænget af en falsk alarm, der sendte publikum ud i aftenmørket foran bygningen – gjaldt det Tjajkovskijs 5. Symfoni, der spænder fra det højspændt tragiske til det næsten overgearet triumferende.

Vedernikov dirigerede værket udenad, uden taktstok, han kommunikerede sine intentioner fuldstændig klart med sin ret usædvanlige direktion, der blander tydelig taktering med store og små gebærder og i perioder næsten tai-chi-agtige bevægelsesmønstre. Kapellet fulgte ham mønsterværdigt og gav publikum en fuldgyldig Tjajkovskij – på godt og ondt.

Symfonien er gennemkomponeret, med et tilbagevendende (skæbne)tema, som fremtræder i mange forskellige variationer og dynamiske gestalter i de enkelte satser, svarende til et stort antal forskellige stemninger og følelsesforløb. Spørgsmålet er, om temastoffet egentlig er stærkt nok til at bære alt dette. Jeg kom undervejs til at tænke på den amerikanske komponist John Cage der sagde ”Jeg kan godt lide at blive bevæget, men jeg kan ikke lide at blive skubbet”. Man kan godt komme til at føle sig ”skubbet” af Tjajkovskij, og det bliver egentlig ekstra tydeligt i en fortolkning som Vedernikovs, der er meget organisk og straight, med præcise fraseringer, med ekstremt veldoseret dynamisk variation, smukke overgange og temposkift og en eminent balance mellem instrumentgrupperne. Visse afsnit er fra komponistens side nærmest ”blærede” i deres virtuositet og højstemthed, og det bliver meget tydeligt, når dirigenten serverer dem som de er, uden manipulation eller forbehold. Måske betyder det også noget, at akustikken i Operaen er lidt efterklangsfattig – man savner en naturlig, rund varme omkring langsomme tempi og lange slutakkorder.

Orkesterspil af høj klasse
Det Kgl. Kapel har været igennem en hård tid. Afskedigelse af et større antal medarbejdere og frivillig lønnedgang har været prisen for kapellets overlevelse i sparetider, hvis logik er svær at fatte for udenforstående. Det mest glædelige og løfterige ved denne aften var på den baggrund det spillevende orkesterspil, som kapellet og Vedernikov sammen præsterede i alle værkerne.

Ikke to toner i en melodisk frase blev spillet ens, ingen gentagelser var uden en eller anden subtil ændring, som netop er det der skaber liv – eller gør musik til klingende liv. Orkestret råder over en masse dygtige solister, og mange af dem var på banen ved denne lejlighed – måske specielt hornisten Ola Nilsson og klarinettisten Lee Morgan - samt koncertmester Lars Bjørnkær, som spillede en bedårende violinsolo som indledning til Strauss-Lieden Morgen. Men det var gruppesammenspillet og balancen mellem grupperne, der var den store oplevelse – sammen med den helt særlige kvalitet, jeg – med et teoretisk begreb fra psykologien (Daniels Stern) - vil beskrive som den nuancerede vitalitetsdynamik: ikke musikkens hvad, men dens hvordan.

Med Vedernikov ved roret kan Det kgl. Kapel føre musikskuden gennem oprørte og stille vande, så man føler sig fuldstændig tryg under sejladsen – man kan koncentrere sig om at skue ud på havet og kysterne - og mærke sig selv undervejs.