Af alle de mange hadegrupper, der findes på Facebook, har Thomas Buttenschøn også fået sin.

Han synger som lort. Han er grim. Han har lædersandaler. Og han lugter. Lyder nogle af begrundelserne.

Fred være med dem, der kan finde på at hade Thomas Buttenschøn. Når han går på scenen med sit store sorte garn og sine søde mørke øjne, så er vi nogle, der ikke kan andet end at blive glad oveni.

I kulturhuset Volksbad i Flensborg, hvor loftet er sort som Buttenschøns hår, blev hans anarkistiske hårvækst ét med universet. Det var et syn for guderne - og musikken kræs for ører og forstand.

Og det med en blanding af Ronja Røverdatter og Pippi Langstrømpe ved sin højre side. En fræk farverig kælling med en sort humor, der det ene øjeblik konkurrerede med hendes musik og det næste øjeblik gled ind i musikken - blev en del af den. Annika Aakjær hedder hun - og hun forklarede selv lidt om sit ophav:

Jylland ligner en nissemand. Jeg kommer oppe fra hatten, og nu er jeg nede i røven, lød det med en stemmeføring, der i hvert fald ikke sælger vaskepulver.

Men gjorde det billedligt, at Vendsyssel er hatten og Sydslesvig røven.

Og det var heller ikke meningen at sælge vaskepulver denne aften. I en branche, hvor mange tager sig selv meget alvorligt, har Annika Aakjær og Thomas Buttenschøn en totalt ironisk distance til sig selv og deres omverden.

Hvor befriende.

Annika Aakjær kom ind med indianerfjer og legetøjsguitar og forklarede, hvorfor der til overflod findes sange om ulykkelig kærlighed.

En sang om at sidde på wc
Det er vigtigt at skrive den slags sange og især til grimme mennesker. De ved alt om ulykkelig kærlighed. Men det er vigtigt at skrive en sang, der kan ramme alle. Så jeg har skrevet en om at gå på wc, forklarede Annika Aakjær og gik i gang med en lyrisk beretning fra ”Drømmenes toilet”.

Hun har det med at fortælle lange historier mellem numrene. Det er der nogen, der ikke så godt kan lide. Blandt andre anmelderne i musikmagasinet Gaffa.

Jeg synes, det passede rigtig godt til det lille intime Volksbad I Flensborg, til stedet og atmosfæren. I en større koncerthal var den nok næppe gået. For man tror Aakjær, når hun fortæller, at hun fik en halvrådden studentereksamen, blandt andet på grund af en tysklærer, der havde en midlife-crisis og åbner for sin intense og i perioder også nuancerede sangstemme med ”Utilfreds i en alder af 55”.

Utilpassede sangere
Den rødhårede og den sorthårede skiftes til at synge og et par enkelte gange sprang Butenschøn midt ind i Aakjærs sange og lavede kærlig parodi. Buttenschøn blev født hiv-positiv, men siger, at hans sygdom ikke har noget med hans musik at gøre. Pudsigt, at det så var sangen ”Vidunderlig”, der blev sunget dér, hvor Buttenschøn er bedst: »Det er helt vildt underligt, at jeg ikke ved om jeg nu, er her i morgen. Det er helt vidunderligt. Ja det, helt vildt underligt«. Meget intenst og helt igennem.

Han sang fra albummene Billeder af min baggård og Køter, charmerende og som en, der er stærkt utilpasset på den sympatiske måde. Og her er det, at Buttenschøn og Aakjær passer perfekt til hinanden.

Begge har rim og metaforer, der er vrede på den glade måde - ikke så humorforladt som de venstreorienterede protestsangere i 1970erne eller dansk rocks gamle sarkastiske talerør C. V. Jørgensen. For så slemt er livet nu heller ikke. Det var vel det væsentligste musikalske budskab, man kunne tage med sig fra koncerten.