da Gard - den danske afdæmpede 2.0-udgave af Alanis Morisette - har åbnet en ny turné.

På Kobbermølle Museum mødte Ida Gard blot med sin guitars strenge, Anne Kristine Winkler på trommer og sin mørke og spændstige stemme. Mere reduceret kunne det næsten ikke gøres. En total kontrast til Ida Gards frisure og tøjstil, der med det mørke hår opsat i knuder og en lang, stribet nederdel ligner en facade på en drama queen, som hun slet ikke er.

Måske vil hun lede publikums opmærksomhed hen på noget andet - som når hun står og fortæller en lang historie om, hvordan hun gik fra at opfatte sig selv som indadvendt til udadvendt. Hun kan være begge dele i sin optræden.

Sidste gang turnerede Ida Gard primært med materiale fra sit album Doors, der udkom i 2013, og med sange fra debut-albummet med den ikke specielt mundrette titel Knees, Feet & The Parts We Don’t Speak Of. I 2015 udsendte hun et tredje album,Womb, der er et solidt og stilsikkert pop-rock-album med medrivende sange, hvor hun har arbejdet med teksterne.

Humor i bogen - melankoli i musikken
Ved koncerten i Kobbermølle var det dog en fordel af kende teksterne på forhånd, for de var vanskelige at si fra det øvrige lydbillede. Mennesket har været på månen, men vi mangler endnu at løse den gåde, hvornår vi får den ofte ganske udmærkede lyrik ordentligt at høre ved rockkoncerter. Ofte drukner vokalen i guitarer, synthesizere og trommer, der er skruet alt for højt op for.

Det er lidt ærgerligt, for Ida Gard har virkelig arbejdet godt med teksterne til Womb. De er blevet til på baggrund af læsninger af den svenske forfatter Mikael Niemis herligt skæve roman Populærmusik fra Vittula om to drenges opvækst med rockmusik og popkultur i det allernordligste Sverige.

Mens der er meget humor i bogen, er Ida Gard i sine sange melankolsk og let dramatisk. Det rockede titelnummer Womb er bare en god og medrivende sang - og det var den også i Kobbermølle, hvor He Spoke To Me og Rocking Rodent især appellerede til det publikum, der ikke havde behov for at have bagdelen klistret til sædet.

Der var også flere af de gode sange fra de tidligere albummer med i sætlisten: Nothing’s Wrong Song og Good Enough, hvor hun skruer ned for tempoet med en sang, der handler om noget, som flere og flere synes at bikse med i et samfund, hvor det gælder om at være sej og have succes. Nogle gange kan man længes efter 1970erne, hvor tidens sangere blæste det hele en hatfuld og var, som de var.