Margrete Grarup må være den bedst bevarede hemmelighed i dansk jazzliv. Indtil for halvandet år siden havde end ikke koncertarrangører hørt om denne nordjyske jazzsangerinde, der har en intonation og en stemmevolumen, som holder en fuld koncert igennem.

Margrete Grarup stod på scenen sammen med to veteraner, som sjældent har skuffet: Guitaristen Uffe Steen og bassisten Mads Vinding.

Det varede ikke længe, før man fattede hvilke kvaliteter, Margrete Grarup besidder. Hendes stemme er fyldt med farver, hun styrer mikrofonens afstand med stor rutine, og der saft til jazz og det kraft til blues. Kort og godt: Grarup har bare en sindssyg god stemme. Derfor blev koncerten også en særdeles positiv aha-oplevelse. Grarup lagde ud med Cole Porters Love for Sale, der blev bandlyst af de amerikanske radioer, da den kom fra i 1930. Et udfordrende nummer, der bevæger sig fra top til bund på skalaen. Den fik Grarup til at swinge godt i et  totalt afslappet tempo.

Derefter bevægede sangerinden sig sikkert gennem standarder som Billie Holidays God Bless The Child og On the Sunny Side of the Street, som alle de store har spillet på et eller andet tidspunkt. 

Over en smuk, lavmælt fortolkning af Nat King Coles Nature Boy landende trioen før pausen med en omgang møgbeskidt blues med B.B. Kings Every Day I Have The Blues og så var det naturligvis Uffe Steens tur til at folde sig ud i en sikker solo. Ikke ligefrem venstrehåndsarbejde - og så jo alligevel. Uffe Steen slår i modsætning til de fleste strengene an med venstre hånd og akkorderne med højre. Mads Vinding spillede som altid med velklang, præcision og opfindsomhed.

Fremragende frasering
Højdepunktet efter pausen var - også efter publikums klare reaktion at dømme - titelnummeret fra Margrete Grarups album. Her viste hun virkelig, at hun også selv har sine egne melodier blandt alt det forholdsvis sikre, hun til koncerten havde gravet frem fra de øverste lag af jazzarven. Hvis man endelig skal lede efter et hår i suppen, så må det være det, at Grarup i koncerten brugte det meste af sit talent på gamle kendinge. For hun viste med sin fremragende frasering og mørke gospel-influerede side af stemmen, at hun kan rigtig meget mere.

Rytmisk begavet er hun tillige. Gennem hele Walk With Me stillede hun sig over på Mads Vindings side og slog på bassen med hænderne. Der var fortjent bragende bifald.

Den uhyggelige Billie Holiday-klassiker Strange Fruit om racisme i de amerikanske sydstater sang hun med en vellykket glidende overgang til den easygoing Summertime. Meget intenst, og sammenkoblingen fungerede også musikalsk. Men personligt skulle jeg lige sluge, at to så vidt forskellige tekster - den ene, om Ku Klux Klans modbydelige lynchninger af sorte, blev kædet sammen med den anden, en hymne til det ubekymrede liv. For endnu en gang at lede efter et hår i suppen.

Koncerten blev rundet af med en kraftfuld fortolkning af Georgia On My Mind og Bye Bye Blackbird før et fuldt ud berettiget stående bifald.

Aftenen blev lukket af med What A Wonderful World - og den titel kan vel passende dække den oplevelse, publikum havde ved denne koncert.