Marilyn Mazur er et unikum ikke blot i dansk jazz, men internationalt. I 1980’erne turnerede hun med den ekstremt fordrende og fornyende, amerikanske jazzmusiker Miles Davis - indtil det globale rakkerliv blev hende lidt for meget, og hun vendte tilbage til Danmark. Herfra er hendes verden sidenhen gået - især med orkestret Future Song, som hun tidligere har gæstet Flensborg med.

Future Song er fortid nu, men to af de musikere, hun denne gang havde med til denne koncert, var med i orkestret. Bassisten Klavs Hovmann i større omfang end den japanske pianist Makiko Hirabayashi. Klavs Hovmann swinger rigtig godt med Marilyn Mazur - så godt, at de også privat danner par. 

Uberegnelige indfald
Marilyn Mazurs musikalske adfærd er stærk grænseoverskridende. Forstået på den fede måde. Hun er måske lidt svær for mennesker, der gerne vil putte ting i kasser, men det var der så et stort publikum til denne koncert, der ikke ville - altså kategorisere i stramme genrer.

Bag sin store opstilling af tromme, cylindre, bjælder og bækkener i alskens størrelser får hun alle mulige uberegnelige indfald, som alligevel sættes ind i en organiseret form i samspillet med de tre andre musikere.  For selv om kontrasterne til Jacob Buchanans skandinavisk-melankolske tilsnit på flygelhorn - afløst af trompet - i lange perioder var åbenlys, så smeltede musikken alligevel sammen til en helhed. Linjerne gik smukt og elegant igen fra instrument til instrument i flere af numrene - især mellem Makiko Hirabayashi på tangenterne og Klavs Hovmand på kontrabassen.

Jacob Buchanan var i november 2016 den helt store vinder, da han snuppede to ud af de otte priser under årets uddeling af Danish Music Awards i jazz-kategorien med sit værk Buchanan Requiem, der vandt både prisen for Årets Danske Jazzudgivelse og Årets Danske Jazzkomponist.

Bragende bifald
Marilyn Mazur og Jacob Buchanan var mor og far til de numre, der blev præsenteret ved koncerten. Nogle af dem gled ubemærket over i hinanden. Mazurs Wings of Joy var et helt vidunderligt nummer, der kaldte på et bragende og usædvanligt langt bifald i salen. Det var jazzmusik, når det var magisk - og måske især fordi Marilyn Mazurs rytmer sjældent blev fortænkt eller tryllerier for trylleriernes skyld. At hun er så enestående en slagtøjsmusiker skyldes især, at der også er en stærk melodisk dimension i hendes spil. Wauw, hvor den solide sammensmeltning af klangflader og en grandios rytmik bare fik fat i os.

Ind imellem blev der spillet lidt gamle sager fra Future Songs katalog, blandt andet Reflexionsog Søspejlet, men også meget nyt, herunder uropførelsen af That’s Life, der forekom både spontan og med nøje præcision.

Mazur som katalysator
Klavs Hovmand mestrede med et stærkt og personligt håndelag kontrabassen både i den renlivede jazzmusik og den progressive fusion. Ja, alle fire musikere stod lige stærke og jævnbyrdige, selv om kapelmesteren med med sin på én gang spontane og nøje præcise percussion, som kun hun spiller den, påkalder sig ekstra opmærksomhed. Mazur kommer simpelthen bare til at fungere som en katalysator i kraft af sit mesterligt luftbårne og varierede tromme-og slagtøjsspil.

Mens ens blik gled fra musiker til musiker, stoppede det flere gange ved Makiko Hirabayashi, der i stående position spillede på flygelets tangenter og knipsede dets strenge med fingrene på samme tid - og i øvrigt med spændende melodiske vendinger og improvisationer præget af spændende motiver. Som ensemble er man simpelthen nødt til at kvittere Marilyn Mazur Special 4 med topkarakter.