Nazisterne lavede en række propagandafilm, som vi i dag kan betragte som ganske infame. I Der ewige Jude skildrer Fritz Hippler (der var leder af filmafdelingen i det tyske propagandaministerium) jøderne som snyltere på den “ariske” race. Mens denne film gik direkte til sagen, var spillefilmen Jud Süss mere indirekte og subtil i sin måde at svine jøderne til.

Melodramaet Jud Süss er baseret på en virkelig historie om den jødiske finansrådgiver Joseph Süss Oppenheimer, der i 1700-tallet kom hertugen af Württemberg til undsætning, da denne havnede i et økonomisk morads. Den endte med hans offentlige henrettelse for embedsmisbrug.

Den antisemitiske film fabulerer hele vejen igennem stærkt tendentiøst over det historiske kildemateriale, og budskabet var klart, da den gik i biograferne i 1940: “Der Jude muss weg”.

Den danske forfatter Morten Brask er cand.mag. i filmvidenskab og historie og har skrevet flere fagbøger om nazisternes filmpropaganda: Ondskabens film, Film macht frei og Jøden & arieren.

Hvordan han ser de to film med filmvidenskabelige briller. Hvad med nu? Har filmene stadig en betydning i dag?

“Man kan i hvert fald sige, at mange af virkemidlerne lever videre. Vi behøver bare at se en dokumentarfilm, og underlægningsmusikken udnyttes på samme måde til at understrege et budskab, som musikken blev brugt i Der ewige Jude”, sagde Morten Brask.

Mens der i Der ewige Jude spilles harmonisk musik af Johann Sebastian Bach til præsentationen af den klassiske kunst, som nazisterne mente, den ariske race havde frembragt, er musikken ved præsentationen af “den vanartede og jødisk dominerede kunst” - det vil primært sige ekspressionismen - stærkt disharmonisk.

I spillefilmen Jud Süss kulminerer handlingen, da jøden Süss voldtager en blid, kristen jomfru, der ikke kan overleve skammen og derfor begår selvmord ved at drukne sig. Voldtægten og selvmordet havde en chokerende tilsigtet virkning på det tyske biografpublikum, der mange steder offentligt reagerede med spontane ytringer og krav om, at jøderne skulle smides ud af Tyskland, sådan som de i filmen blev det af hertugdømmet Württemberg. 1-0 til nazi-propagandaen.

Frygten
Kan det ske igen?
“Det er allerede sket igen”, lyder svaret fra Morten Brask.
“Den serbiske propaganda brugte nøjagtig de samme virkemidler op til og under Balkan-krigene i 1990erne”, siger han.
Han siger, at han vil være varsom med at trække nazi-kortet, men tilføjer:
“Man kan se, hvordan retorikken i løbet af få år har ændret sig i for eksempel Ungarn. Her lukker man grænserne og vil slet ikke have fremmede ind udefra. Man ser ikke tendenserne så meget i Tyskland. Men de fleste af os husker den tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen: ‘Stuerene - det bliver I aldrig!’. Men det er partiet jo blevet dag. Tingene har ændret sig. I Danmark har vi været ude på en glidebane. Mange er begyndt at sige om dem, der fra begyndelsen var kritiske over for indvandring udefra: “Gud, skeptikerne havde jo ret!”.

Der skal ifølge Morten Brask ikke mange flere terrorbomber til, før det kan udnyttes til, at en stemning bliver vendt mod en hel folkegruppe. Morten Brask havde på et tidspunkt en israelsk veninde, der politisk befandt sig på venstrefløjen, men - eller og - blev stærkt provokeret af udsagn, hun i ny og næ kunne høre fra danskere:
“Nå, ja, man kan jo godt forstå, palæstinenserne sprænger bomber i jeres byer, når I besætter deres land”. Hun svarede: “Bare vent, når der en dag bliver sprængt bomber i jeres land, så skal I bare se”.

En slynget vej
Morten Brask kalder vejen til Auschwitz for “en slynget vej”.
  Med vedtagelsen af Nürnberg-racelovene i 1935 mistede jøderne i Tyskland deres borgerlige rettigheder. Det blev forbudt jøder og ikke-jøder at gifte sig eller have seksuelle forhold, ligesom det én gang for alle blev afgjort, hvem der var jøde, og hvem der var “arier”.

Krystalnatten i november 1938 markerer et højdepunkt og et vendepunkt i nazisternes jødeforfølgelser før krigen. På denne nat blev tusinder af jødiske butikker og ejendomme udsat for hærværk og plyndring. Synagoger blev ødelagt og jødiske gravpladser skændet. Næste morgen var gaderne overstrøet med glasskår - deraf navnet Krystalnatten. Aktionen kostede omkring hundrede jøder livet. Derudover blev estimeret 30.000 jøder afhentet i deres hjem af Gestapo og smidt i koncentrationslejre.

I 1940 arbejdede naziregimet med planer om at sende jøderne til Sibirien, Equador eller Madagaskar. Med angrebet på Sovjetunionen i 1941 begyndte den radikale fysiske “Endlösung”.

De sovjetiske og østeuropæiske jøder blev udryddet ved skydning, i mobile gaskamre med udstødningsgas og fra vinteren 1941-1942 i udryddelseslejre, hvortil også jøder fra Vest- og Sydeuropa blev bragt. Metoderne var dog for langsomme og besværlige til nazisternes perverse ambitioner, og med oprettelsen af udryddelseslejren Auschwitz II - Birkenau i 1942 gik det stærkt.

“Det var en udvikling, der år efter år kom snigende, og det har været svært ikke at blive påvirket af den. Man kan se den frygt, der opstod i Danmark efter massevoldtægterne i Köln sidste nytårsaften. Nazisterne forstod at spille på frygten. Hitler ville gerne have, at budskabet var så direkte som muligt: At det blev blæst ind i hovedet på folk. Propagandaminister Goebbels var litterat og ville hellere snige budskabet ind mere indirekte”, siger Morten Brask.

Rotter og fluer
Man taler i øvrigt om, at Hitler aldrig gav direkte ordre om udryddelsen af jøderne, men vi ved, at Hitler flere gange var direkte involveret i tilblivelsen af filmen Der ewige Jude og sagde: “Nej, det skal være stærkere!”. Filmen var en vigtig faktor i jødeudryddelsen. Den blev vist for vagterne i koncentrationslejrene, så man kan sige, at filmen var en slags ordre fra Hitler.

Der ewige Jude er et bredt anlagt forsøg på at bringe dokumentation for jødens væsen og jøden som snylter på det sunde folkelegeme, blandt andet ved billedligt at sammenstille jøder med rotter og fluer. Til brug for filmen blev der foretaget optagelser i ghettoen i Lodz. Som sådan er det historisk interessante optagelser, men bragt i en udtalt manipulerende sammenhæng.

I modsætning til Jud Süss blev Der ewige Jude aldrig vist offentligt i Danmark.