Sønderjyske Årbøger er kendt for videnskabeligt funderede artikler skrevet i et seriøst og afdæmpet sprog. Forfatterne - der primært er historikere - er traditionelt strengt objektive. Årbøgerne udgives af Historisk Samfund for Sønderjylland.

Det første kapitel af Sønderjyske Årbøger 2015 (der navnet til trods kun er én bog) bryder markant med traditionen. En øretævende fuckfinger til de politiske opgavestillere er overskriften på en artikel forfattet af museumsinspektør Jens Ole Christensen, der er seniorforsker i krig og besættelse. Heri går han i rette ikke blot med instruktør Ole Bornedal og hans 1864-serie, men også med de ansvarlige, der bevilgede pengene til projektet. Overskriften er dog et citat fra Politikens anmelder, Henrik Palle, der begejstret mente, at serien var netop det overskriften hævdede.

Traumatiseret kulturelite
Jens Ole Christensen mener, at Ole Bornedal reducerer mennesker og menneskeskæbner til statister i en historie, han vil fortælle. TV-serien 1864 handler ifølge museumsinspektøren slet ikke om krigen i 1864, men er historien om 2000’ernes kulturkamp i historiske kostumer.

»Det er ikke sårfeberen fra 1864, vi bliver klogere på, men sårfeberen fra 2001. Serien giver - uden tvivl utilsigtet - et fint billede af de politiske, ideologiske og sociale delingslinjer i nutidens Danmark - og ikke mindst af en kulturelite, der er dybt, dybt traumatiseret af »Systemskiftet i 2001«, som var et frontalangreb på dannelsesmonopolet og smagsdommerkorpsets folkeopdragelse (den åndelige revselsesret)«, skriver Jens Ole Christensen i Sønderjyske Årbøger.

Han kalder tv-serien for en »genopdragelsesrejse« til venstreorienteret-kulturradikalt kerneland for danskere, der har forvildet sig for langt væk fra den rette tros smalle sti.

Med "Systemskiftet i 2001" hentyder historikeren til den daværende Venstre-Konservative-regerings opgør med det, der er blevet betegnet som en kulturelite af smagsdommere.

Grotesk fortegnet
Jens Ole Christensen mener, at »1864« tegner et grotesk fortegnet billede af forløbet op til og under Krigen i 1864. »Det giver for mig at se kun mening på den måde, at det er et nutidigt forløb og nutidige personer, vi skal læse ind i det. Gæt selv hvem. Og den konklusion, vi skal drage, er tydeligvis, at de »moderne« krige er vanvittige og et resultat af vanvittige mænds vanvid«, skriver Jens Ole Christensen.

Han tilføjer, at der ikke er noget galt i at sætte nutidige emner til diskussion - blot det sker på »rimelige præmisser og i en rimelig sammenhæng«.

Inspektøren fra Nationalmuseet mener, at tv-seriens største svaghed er, at den ikke byder på nogen form for dybere refleksion over 1864, hvad krig er, og hvad krig betyder for den enkelte og samfundet. Jens Ole Christensen siger, at filmen gør os dummere.

Men har en filminstruktør ikke den kunstneriske frihed til at lave lige præcis den kunst, han vil?

Jens Ole Christensen anfører, at dette spørgsmål ofte er blevet stillet med dyb indignation i stemmen. »Her skal man huske at svare ubetinget ja, for det er et trick-spørgsmål, som kun skal få modparten til at fremstå som rindalist, bøh-tosse eller ekstremist, hvis man i befippelse skulle komme til at svare forkert«, siger han.

Jens Ole Christensen mener, at svaret afhænger af den præmis, der blev stillet for serien: Var den, at serien skulle være et stykke historisk drama i Danmarks Radios lange og fornemme tradition for at lave historisk drama af høj historiefaglig og kunstnerisk kvalitet med alt, hvad det indebar af krav og konventioner? Eller skulle den blot være et stykke fiktion, der søgte sin berettigelse i andre kvaliteter?

Bevidst tvetydige
»Netop her mener jeg, at Danmarks Radios udmeldinger var uhyre tvetydige - og bevidst tvetydige«, siger Jens Ole Christensen. Han citerer journalisten og debattøren Lars Olsen, der har lavet analyser af det moderne klassesamfund og især hæfter sig ved den tabubelagte magtfaktor, som han kalder for "kulturel kapital".

Til seriens "danmarksbillede" fremhæver Lars Olsen, at helstatens nationale rodebutik passer til de multikulturelle forestillinger hos nutidens kulturelite, men i datidens samfund var den i modstrid med alle betydelige folkelige kræfter.

Alle kan blive enige om, at den danske regering tog grueligt fejl af den storpolitiske situation omkring 1864. Men det ændrer ikke ved den kendsgerning, at krigen i 1864 blev udløst af demokratiske bevægelser på begge sider af grænsen.

Lars Olsen mener, at serien ser datiden med nutidens øjne: »Den er et produkt af en kulturelite, som omfavner globaliseringen, foragter det nationale og ser Dansk Folkeparti som Danmarks største problem. De velbjærgede har ikke forstået, at den nationale danske velfærdsstat giver brede lag en tryghed, de aldrig opnår i globaliseringens fagre nye verden«.

»Måske blev vi så bare lidt klogere på nogle vigtige sociale og kulturelle skel i nutidens Danmark?«, spørger Jens Ole Christensen afsluttende i Sønderjyske Årbøger.