Mens politikerne lige nu bakser med at få et nyt filmforlig til at falde på plads, vil jeg gøre opmærksom på et - af uvisse grunde - negligeret område, som ligger mig meget på sinde: Støtte til Art-cinemas. Måske er der mange, der ikke aner, hvad en Art-cinema er – heller ikke af politikerne. Derfor her et forsøg på en forklaring.

Da der gudskelov stadig – selv om det ofte er med trisser og lodder - bliver produceret kvalitetsfilm rundt om i verden, hvorfor skal Danmark så – i hvert fald, når det drejer sig om at fremvise disse film - være et filmisk uland? Og åbenbart et af de værste af slagsen. I f.eks. Paris er der 110 biografer, og en stor del af dem er Art-cinemas. Mange af dem er oven i købet begunstiget med økonomisk støtte i form af fradrag i huslejen. I København er der 16 biografer. Men hvor mange Art-cinemas? Og hvor meget støtte?

Det er pinligt, at f.eks. Bille Augusts fremragende Nattog til Lissabon og at Jan Troells enestående Dom over død mand ikke er blevet vist i en dansk biograf, og at flere og flere danske film efter blot et par dage forsvinder ud i mørk glemsel. Og at en af Danmarks store filminstruktører, nyligt afdøde Henning Carlsen, skulle ende sit liv med at sidde hjemme i sin dagligstue og vise sin sidste film for muligt interesserede, fordi den ikke kunne blive vist i en biograf på grund af et overvejende kommercielt fokuseret biografmiljø.

For at kunne vinde hovedgevinsten i et af de kendte TV-programmer ”Hvem vil være millionær?”, ”Pengene på bordet”, eller hvad de nu alle sammen hedder, skal man kunne svare på et sidste spørgsmål, som selvfølgelig er så udspekuleret, at næsten ingen har en kinamands chance for at svare rigtigt.

Dette sidste millionspørgsmål kunne være: Hvor mange Art-cinemas er der i Danmark - 2, 7, 9 eller 13? For at kunne svare på dette snedige spørgsmål, må man selvfølgelig først være klar over, hvad en Art-cinema er for en underlig størrelse. I Kulturministeriet kalder man en Art-cinema for en Kunstbiograf. Det gør det hele endnu mere vanskeligt, da der jo er så forskellige meninger om, hvad kunst er. Og hvis vi holder os til filmen, så er der nogen, der mener, at film aldrig kan blive kunst, dog i lykkeligste fald: ”Underholdning på et utrolig højt plan”. Dette er ikke sandt. I heldigste fald dukker en eller to film op hvert år, som er rene kunstværker. Det er selvfølgelig sådanne film, man skal tage vare på og som skal vises i en Kunstbiograf. Posthus Teatret har været så privilegeret at lægge biograf til nogle af disse film, og de bedste af dem har ved kærlig pleje kunnet vises hver aften i op til tre år.

Da jeg var 16-17 år, så jeg en sen nat i den ikke mere eksisterende Platan Bio - man kunne om lørdagen kl. 23 se to film for éns pris – den første et rent makværk – en film, som skilte sig helt ud fra al anden filmunderholdning. Filmen hed Øjne uden ansigt - fransk, skabt af Georges Franju. Hvad var det så, denne film gjorde ved mig? Hvad er det, der bl.a. gør, at en film overrumplende skiller sig ud? Som Poul Aarøe Pedersen skrev forleden i Politiken: ”Film, der får os til at stille nye spørgsmål, fordi de forstyrrer den gamle orden, er næsten altid de bedste.”

Lad mig give nogle eksempler på sådanne ”forstyrrende” film. De omtalte filmskabere lever stadig, desværre ikke alle i bedste velgående.

Roy Andersson er svensker. Jeg kender ham personligt helt tilbage fra dengang, han skabte sin første film, En kærlighed historie, i 1970. Hans anden spillefilm, Giliap, blev en sådan kommerciel fiasko, at han bestemte sig til, at skulle han fremover lave film, så skulle han have total frihed og kontrol med alt. Det er gennem de mange år blevet til blot fire film, hvor trilogien, som begynder med Sange fra anden sal og nu er fuldført med En due sad på en gren og funderede, som netop har vundet førsteprisen i Venedig, vil stå som en milepæl i filmhistorien.

Aleksandr Sokurov er russer, og om hans Mor og Søn fra 1997 ” skrev pressen, ”Filmkunst med kæmpe K. En af årets mest bevægende og æstetisk smukke biografoplevelser. Et uforglemmeligt visuelt kærlighedsdigt.” ”En rendyrket kunstfilm lavet uden skyggen af markedshensyn og popularitetskriterier.”

Victor Erice er spanier. I sine 75 år har han kun fået mulighed for at lave tre spillefilm: Ånden i bistadet, Syden og Kvædetræets sol. Alle mesterværker!

Nuri Bilge Ceylan er fra Tyrkiet. I næsten 20 år var der ikke i Danmark blevet vist en eneste tyrkisk film. Det var først i 1999, at hans Majskyer fik premiere, og da Posthus Teatret i 2006 ansøgte Det Danske Filminstitut om importstøtte til instruktørens næste film, blev det et afslag med den begrundelse, at selv om det drejede sig om en af de allerstørste europæiske filminstruktører, var der ikke tilstrækkeligt publikum til den slags film. Nuri Bilge Ceylan vandt De gyldne Palmer i Cannes i år med en film på 3 timer og 20 minutter.

De nævnte film ville ikke være blevet vist i Danmark, hvis Posthus Teatret ikke havde haft en biograf og tillige været importør. Og uden økonomisk støtte ville det ikke have kunnet lade sig gøre.

For mange år tilbage var Vester Vov Vov og Posthus Teatret ved at kuldsejle økonomisk. Vi henvendte os til Københavns Kommune - kulturborgmesteren hed dengang Tom Ahlberg. Vi fortalte, at hvis kommunen ikke hjalp, i det mindste bare med dækning af huslejen, måtte vi lukke. Dette bevirkede, at vi de næste år overlevede ved at kunne klamre os til denne kommunale redningskrans (støtten var på omkring 150.000 kr.)

Vi kontaktede derefter Det Danske Filminstitut. Nu da kommunen støttede, så var der en mulighed for, at Staten også ville gå ind med et tilsvarende beløb. Efter flere års ihærdig kamp lykkedes det i det allerførste filmforlig: Filminstituttet fik politikerne til at afsætte omkring 8 millioner til at støtte Art- cinemas i Danmark.

Dette bevirkede, at Københavns Kommune omgående fjernede sin støtte. Nu kunne vi jo klare os uden. Det havde vi også kunnet, hvis ikke disse øremærkede 8 millioner til fordeling til biograferne af uforklarlige årsager lynhurtigt skrumpede ind og blev til ca. 2 millioner. Nu var støtten tilbage, men til under det tidligere niveau. Det var, som når man i Matador havner på det forbandede felt lige før mål, der beordrer en tilbage til start. Men det skulle blive endnu værre. For fem år siden mistede Posthus Teatret den sidste mulighed for hjælp udefra, da Filminstituttet fratog os Art-cinemastøtten med den begrundelse, at ”Man kan ikke kalde sig en biograf, hvis man ikke viser 40 forskellige film hvert år.”

At det derfor de sidste mange år har været en kamp for at overleve, tror jeg, enhver vil kunne forstå, også når jeg fortæller, at Kommunen uden at tænke sig om, godkendte indretning af et støjende diskotek oven over Posthus Teatret, hvilket gjorde det umuligt for os at vise film i de tre år det eksisterede. At vejrguderne heller ikke har været positivt stemt, men oveni har ramt os med to skybrud, har ikke bedret troen på fremtiden. Men et er guderne og deres bevæggrunde, dem lærer man alligevel aldrig at forstå. Men landets politikere - håber man - har viden, kan tænke, handle og opføre sig anstændigt.

Henrik Pontoppidan har skrevet i erindringsbogen Undervejs til mig selv om den vel nærmest i dag glemte, danske digter Viggo Stuckenberg, hvis liv var en evig kamp mod sygdom og for at overleve, og som døde kun 43 år gammel. Digteren var i audiens hos minister Alberti, fordi Stuckenberg havde ansøgt om frigivelse af en lille arv, der var båndlagt.

”I armstolen ved skrivebordet sidder den bredbugede politiker, en kødklump på et par hundrede pund, landets justitsminister og største kæltring. Og overfor ham – stående ude på gulvet – den forlegne Stuckenberg, den sjælfulde digter med det allerede opslidte legeme, den stilleste mand i landet, og den redeligste. Svaret han fik lød sådan: ”Forhåbentlig kan den betrængte stilling, De er i, lære Dem at tage Dem noget nyttigt for i fremtiden.”

Hvad siger politikerne i dag? Er det nyttigt at drive en Art-cinema? Eller skulle man have brugt sit liv på noget andet?

For år tilbage spurgte jeg Det Danske Filminstitut, om de kunne definere, hvad en Art-cinema var. Jeg mente, at det var en biograf, der viste fremragende kunstneriske film. Svaret fra Filminstituttet kom efter lange overvejelser:” En biograf, hvor man ikke spiser popcorn.” Jeg håber, at man i det nye filmforlig vil give mulighed for mere næringsrig mad til det danske filmpublikum!

For at vende tilbage til ”Hvem vil være millionær?”- spørgsmålet: Hvor mange Art-cinemas er der i Danmark – 2, 7, 9 eller 13?

Hvis man ser på den støtte, som Det Danske Filminstitut i dag giver til Art-cinemas, så er deres svar på 9 forkert. Så Filminstituttet vinder ikke. Jeg kender selvfølgelig svaret: 2! Og hvem er det? Det er ikke Cinemateket, der - selv om de hver måned har premiere på en ny film - med deres statsstøtte er på kanten af konkurrenceloven?

Det kan jo heller ikke være Posthus Teatret – vi er p.t. og pr. definition ikke en biograf, da vi jo ikke viser minimum 40 premierefilm hvert år. Desværre vinder jeg ikke nogen million. Den kunne Posthus Teatret ellers godt have brug for, så vi omsider kunne få ro, løn for vores arbejde og kunne holde et lykkeligt 50års jubilæum.