Stille hjerte af Bille August er et yderst foruroligende mesterværk, hvormed instruktøren med et slag pludselig er tilbage og fremme i verdenseliten med et niveau, der svarer til tidligere mesterværker som Pelle Erobreren og Zappa.

Dette kulturkritiske essay må starte de sidste 20 min. før filmens slutning, da jeg her var i store vanskeligheder, fordi jeg ikke kunne holde mere ud og derfor forsøgte at rømme mig og rykke mig i stolen. Jeg balancerede på grænsen til at tro, at jeg måtte indfinde mig på en lægeinstitution for at modtage terminal behandling efterfølgende, mens dog jeg havde en partner at tale ud med. Jeg gentog “mine nerver tåler slet ikke disse ting.” Direkte bekymring for mit fortsatte liv plejer ikke at komme som følge af en film, der kun tager to timer.

Så fremragende kunst kan være svær at acceptere, i et liv man ikke tit tror kan bringes til en uhyggelig ende af noget så endeligt som en film, hvis altså ikke man leder efter en relevant og uhelbredelig dødsårsag og finder den netop her.

Filmens handling
Dette essay giver et analyserende bud på filmens dirrende aktualitet. Hvad føres vi igennem?

Augusts film handler om en familie, der i lang tid har “set frem” til at moderen i den, Esther, spillet af Ghita Nørby, skal tage sit eget liv, førend livet gør noget værre ved hendes død. Efter aftale, på grund af alvorlig sygdom, mødes familien nu i en weekend til to dage sammen, der skal munde ud i at alle tager hjem, og moderen begår selvmord med medicin.

Den syge modtager med sin mand, spillet af Morten Grunwald, sine børn og et barnebarn, ligefrem betænkeligt opløftede. Dette demonstrerer et magtgreb ikke bare over døden og livet, men navnlig over de særegne familiemedlemmer, der først skal gennemgå disse rædsler, moderen er uvenlig siden blot at forsvinde fra. Hun måtte, tænker beskueren, gerne have mere forståelse for dette end en art smilende arrogance, da jo alle familiære fremmødte bliver en art medskyldige (selv)mordere ved at følge og acceptere den døendes planlægning, og derfor med moderens død også må acceptere den nye fremtid, der følger efter.

Vi er i et overklassemiljø. Hendes mand er læge og har rådgivet sin kone til at dø, førend hun er så syg, at hun ikke kan forsvinde, når først årsagerne til det viser sig frygteligere og derfor rigtigere. Imidlertid forekommer Nørby rask, og at fejre sin egen død, der ligger to dage senere, som en fest og lægge juleaften, førend den forekommer, virker måske mere sygt end det øvrige.

Publikum tvinges til at tro på en alvorlig sygdom, der ikke hurtigt nok er dødelig. Vi ser den ikke og gennemlever derfor særligt børnenes relevante mangel på forståelse for, at den moderlige magt ønsker døden så tidligt og forsøger at gøre den til fest. Der ligges op til en fest for meget, men sådan går det ikke og heldigvis. Det kommende tab åbner traumer og sætter alle dem i centrum, der ikke bare må overleve disse to dage men også siden, hvorfor moderen vil afslutte sit eget liv blandt medskyldige: de nære gøres ansvarlige, om de accepterer moderens dødsønske eller forhindrer det. Eller er døden og sygdommen en anden, nu de alle bliver oplagt fælles om den?

Augusts mesterskab
Hvad er der sket i denne familie? August fastholder hele tiden det tavse og usagte. Hjertet er stille med meget sagt om dets tavshed, og man forlader filmen med en foruroligende art vished, der giver mange svar og heldigvis aldrig giver det ene rette eller endelige – med andet end moderens eget desto mere svært forståelige samme. Livets storhed kan ikke besvare denne dets egen gåde, moderen besvarer den med døden.

At instruktøren virkelig kan nå og fastholde denne fylde og magi, er nærmest en utrolig præstation. August opnår det med stort mod til at trække filmen helt ned i tempo, hvilket kræver den yderste disciplin, fordi det er så menneskeligt ikke at ville være for længe i det frygtelige. Her virker det derfor oprørende – og i mærkelig tavs hvile. Han bliver ved med, i en filmisk tilstand der bliver mere og mere uudholdelig at bære, at fastholde samme finhed, ro, konsekvens og balance så ganske nøgent, ærligt og nådesløst, og trækker det sidste ud af sit spørgsmål med mesterskab.

Filmens aktualitet
Dertil kommer måske: at den nutidige læge, der forholder sig medicinsk og sagligt til døden og livet, deler sin nådesløse systematik og disciplin med kunstnere som f.eks. August. August er en iskold iagttager. Alle smukke detaljer og historier docerer han tjenestevillig, uselvisk og perfekt, og netop dette at overlade magten til noget større, end det vi er som mennesker, er det store tema.

For livet er større end os, og Stille hjerte er stor som livet. I vor tid er det i orden, med højt udviklet lægevidenskab totalt at tage magten over livet. Det egocentriske moderne menneske, der selv vil designe og konstruere livet, og ikke lader sig danne af dets naturlige indhold, da alt kan manipuleres i ørkesløs og tom egeninteresse, dette menneske er typisk i fare for at miste respekten for livets storhed, om end ikke typisk i fare for at opdage det.

Dette understreges i filmen af den fremskudte juleaften som familien forsøger at fejre. Her synes vor tid, med ”materielle gavestimuli,” at fejre, at noget større end os selv, at gøre os fri, hvorefter vi, ifølge filmen, spottende tager “friheden” eller pengefriheden i vores egne hænder. Demonstrerer vi ikke den materielle velstands mangel på ydmyghed og bevidner, at vi lever uden tilstrækkelig kontakt med, forståelse af og respekt for det livsfundament, vi ikke selv er årsag til? Livet afsluttes med et magtgreb, og starter ofte også sådan: uden f.eks. de, der er utilfredsstillende og vælges fra, førend de kommer ud til det rigtige liv, hvor den senmoderne kultur ikke tåler at se på deres beskæmmende og uvidenskabelige defekter. Måske man tænker: hvornår er den næste defekt selve kærligheden, som vi også vil magte medicinsk, hvorved jo den ikke længere findes?

Blot er kærligheden ikke nogen defekt i Stille hjerte, om så den her er forstyrrende for dem, der føler den, hvilket generer planlægningen af det forestående dødsforhold. Filmen er en paradoksal fest for, hvad mennesket er: den inderlighed og sorg og kærlighed, der behandles bedre med intakt menneskelighed end med smertefri og apatisk lægerådgivning.

Det er her, mennesket virkelig lever og er størst og smukkest; ikke når det, med næsten statslig og regelbundet selvforvaltning, køligt magter livet udover dets grænser, men når det mister sig selv til livet og derfor tør leve det. Vi kan få, hvad vi allerede har og få nok, og mere end nok, af det fantastiske og ulidelige, der er mennesket, uden konstant at ville have mere end kærlighedens fred og ufred. En ufred også filmens udråbte syge, Nørbys datter, behandler medicinsk for derved – i min tolkning – at sige, at lægemagten kan føre til mental sygdom, at den deler sine helbredsproblemer med patienten.

Moderens yngste datter
Datteren, spillet af Danica Curcic, skal miste sin mor og tåler det ikke. Alene hendes fortid som mentalt syg siger noget om det offer, denne døende ikke har mod til at betale med selv og ikke omtaler. For hvor den ældste datter, spillet af Paprika Steen, efter smukke og desperate overvejelser, “illoyalt” ringer efter en ambulance, der skal hente moderen før døden gør det, bliver det moderens yngste datter, Curcic, der tager med ambulancen, og derved skåner moderens “selvhjælp” for at blive et faktum, der rettelig skal behandles lægeligt. Datteren tager den sygdom, hun lever med, i brug og skåner moderens planlægning, moderen tager døden i brug, førend hun virkeligt kender sin egen, og hedder sygdommen ikke: fremtid?

Esthers mand, spillet af Grundwald, vil slukke for denne fremtid, så et sikkert livslangt ægteskab synes at ødelægge sin 40årige egenret og integritet; så svært langt et liv sammen, så ugenerøst let at afslutte med få piller i masseproduktion. Grundwald tager sin videnskab med hjem til sin kone efter at være pensioneret, hvilket kan tolkes sådan: måske skulle lægen være holdt op, han har ikke længere ret.

Netop fantastiske Grunwald, der jo også spillede sammen med geniet Ove Sprogøe, ligner i filmen en bøddel og spilles lavmælt som filmen derved antyder: er det ikke ham, manden og lægen, der er det stille hjerte? Hans, lægens, integritet beklikkes imidlertid derved, at det viser sig, han allerede har truffet valg på den anden side af konens død ved at have indledt et kæresteforhold til hendes veninde, der også er i selskabet, hvorved filmen direkte rejser spørgsmålet om: er dette i virkeligheden et mord?

Det spørgsmål rejser datteren, Paprika Steen, som igen må nævnes for en fantastisk kunnen. Hun er ikke alene i dette miljø, hvor rigdommens livsstilssygdomme besejres af menneskelighed. Hvor velstanden i filmens miljø følges af kundskab og lægevidenskab i pletfrie og stilrene omgivelser, har vi også overmodet til en grad, hvor det ikke opdages. Ønsket om magt og perfektion får dog næsten klinisk udeltagende karakter, når behandlerkulturens lægemagt og lægeviden mødes med virkelige mennesker, denne fiktion er så virkeligt rig på: når lægen er læge i sit eget hjem, læge i modsætning til menneske, altså.

Grunwalds læge-rolle er umulig helt at trænge ind til, og man takker for mysteriet, og for at Grunwald gør det så påfaldende enkelt. Hans uhyggelige hemmelighedsfuldhed er det sidste filmen slipper og ikke siden lader os slippe med – når filmen endelig er slut, er den kun begyndt i ham, der forlader dens afslutning i biografen næsten syg. Netop Grunwald forlader også alene sit oplyste slot for at lade sin mage dø som resultat af hans pillehumanisme – og udviser derfor, ved at gå og gå alene, ikke mod til at turde se på den død, han selv forårsagede og skyldigt siden forlader.

Her er kærligheden udslukt mellem mand og kone og overtaget af “lægeinstrumenter” og planlægning: læge og patient. Når de endelig til sidst er alene, siges der intet imellem dem. Det er som om deres menneskelighed bliver ødelagt af ordineret umenneskelighed til en dyb skyldig stilhed. Den menneskelighed, altså, de på en mærkelig og uhyggelig måde begge synes tømt for.

Afslutning – af livet?
Jeg har nu brugt begreber som “ofre” og “vidne,” klassiske og måske slidte religiøse termer, og vil gerne dertil føje “ønsker” og “drømme” med fare for, at de er uhelbredelige og bør eftertjekkes af et mere præcist ordineret lægeligt ordforråd.

Vor tids konstante, disciplinerende, repressive, hvileløse og desperate lykkekrav skulle måske være besvaret med liv, spørger filmen, ikke misbrug af medicin og tidssvarende dødsårsager. Lykken inkluderer smerte og er den således ikke vanskelig for denne vor kulturs detaljerede, medicinske og kulturelle smerteløshed i fobi-former? Må også drømme- og kærlighedsønsker helbredes, hvad skal så herefter skåne vores udsatte og vaklende kærlighed, dersom ikke vi derfor fjerner den?

Burde vi ikke helt påtage os det hele liv, den menneskelige deltagelse, altså, uden medicinsk afstumpning og brutalitet? Menneskets liv kan lægen afslutte med medicinske evner befriet fra de menneskelige; han lader mennesker dø rettidigt og planmæssigt og “efter deres egne interesser.”

Sådan højt udviklede og stærkt kyndige medicintyper kan så vor tids lægedøde ordinere deres testementale tak til med hinsides pengegaver til fremtidige og endnu mere videreudviklede dødstyper i håb til endda endnu yderligere fremtid, først selv fri af den. Den senmoderne kulturs teknologiske afdøde kan i fremskridtets tjeneste så nære medicinhåb efter sit endeligt så ganske “uselvisk,” frataget den fremtid, den døde selv kun nåede at blive et ydmygt men foreløbigt instrument for. Altså, lad der komme flere af min slags, der afslutter sagsforholdet med detaljerede og afmålte morfinpræparater, er så forskningen fremskridtets?

August har gjort mangfoldige fremskridt i et mesterværk med emner nok til flere og helt andre tolkninger end blot dette ene essay – hans utrolige og smukke film viser, hvorfor vi stadig kan takke – og navnlig nu kan takke for August. Her findes evige spørgsmål aktualiseret i vores egen tid og med lovende svar, mener jeg, denne vor egen tid endnu taber til, omend ikke uden at forårsage store lidelser, netop hvor den synes at ville forhindre dem.