Europæiske kvalitetsfilm til børn i danske biografer


« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon



Rabalder Bio er et særdeles spændende tiltag i danske biografer, som så dagens lys ultimo 2012. Konceptet går i al sin enkelhed ud på at vise Art-House film til børn (og deres voksne) i danske biografer. Specifikt tre film pr. sæson, der løber fra November til Marts.

Med Rabalder Bios egne ord er der tale om “unikke, spændende, ambitiøse og prisvindende kvalitetsfilm til børn og deres forældre”. Alle filmene har dansk tale. Rabalderbio tilbyder film “med noget på hjerte, hvor den gode historie er i højsædet, og hvor der er kælet for animationen – slet og ret film, der underholder og udfordrer børnene – og de voksne”. Filmene byder på skæve universer og karakterer, original visuel stil og en god historie.

Således er Rabalderbio et klart og tiltrængt alternativ til strømmen af danske og ikke mindst amerikanske børnefilm i de danske biografer. Rabalder-filmene er tilladt for alle, men frarådes børn under syv år.

I første sæson var den oscar-vindende franske En kat i Paris af Jean-Loup Felicioli og Alain Gagnol, den irske oscar-nominerede Brendan og hemmelighedernes bog af Tom Moore samt den fransk-belgiske Zarafa af Remi Bezancon og Jean-Christophe Lie på plakaten.



Her i anden sæson har de danske biografgængere haft fornøjelsen af den fine franske perle Ernest og Celestine af Stéphane Aubier, Vincent Patar and Benjamin Renner, den spanske Tad Stones – den tabte eventyrer af Enrique Gato og endelig den italienske genfortolkning af den klassiske fortælling om Pinocchio af Enzo D'Alò.



Filmene er således (indtil videre) af europæisk oprindelse, og de udmærker sig alle ved at være succesfulde og ofte prisvindende animationsfilm i hjemlandet og internationalt.

Bag Rabalder Bio står selskabet Angel Films og distributionschef Peter Sølvsten Thomsen med versionerings- og finansieringsstøtte fra Det Danske Filminstitut.



Et nøgleelement i Rabalder Bio konceptet er en særlig distributionsform, hvor biograferne kun forpligter sig til at vise filmene på weekend-formiddage. Her står salene nemlig ellers ofte tomme, og for børnefamilierne er det i reglen attraktivt at gå i biografen netop på det tidspunkt på dagen. Det er denne nye form for distribution, der skaber en velfortjent plads til disse mere snævre film i de danske biografer.

I sin præsentation af det nye Rabalder Bio koncept udtalte Peter Sølvsten Thomsen: "Projektet er udsprunget af det faktum, at det nærmest er umuligt for gode og kunstnerisk interessante børnefilm at vinde fodfæste i et presset konkurrencemarked. Mange udkommer kun på DVD eller bliver slet ikke købt hjem til distribution i Danmark. Det synes vi er ærgerligt. Med Rabalder Bio har vi prøvet at retænke den gængse distributionsform for herigennem at skabe øget opmærksomhed om filmene samt udnytte den kapacitet, der findes i biograferne på bedst mulig vis."

Via Rabalder Bio filmene sikres muligheden for mere nuancerede filmoplevelser i biografen som helhed. De europæiske film er ikke nødvendigvis bedre end de danske eller de flotte, men ensartede amerikanske, men de er helt bestemt anderledes. Og som DR. Filmlands Per Juul Carlsen skriver det i sin nylige anmeldelse af Rabalder Bios roste ”Ernest og Celestine”, så ”er det bestemt ikke nogen lille kvalitet at være anderledes”.

Rabalder Bio konceptet er vokset betragteligt i dets blot 2-årige levetid. I første sæson fik de tre film dansk premiere i 12 biografer, og allerede her i anden sæson er dette tal mere end fordoblet til 29 biografer spredt rundt om i landet. Også på anmeldersiden er begejstringen for Rabalder Bio til at tage og føle på. I første sæson tiltrak især En kat i Paris sig utrolig megen og flot medieomtale og her i sidste etape af anden sæson tegner der sig et billede af, at Rabalder Bio sæson 2 slutter med lige så stor en succes med Pinocchio, som de lagde fra land med Ernest og Celestine, og som Politiken kårede til årets bedste animationsfilm 2013, og det uden, at Tad Stones falder det mindste igennem. Alle tre film i anden sæson kan fremvise særdeles fine anmeldelser og positiv omtale – blandt mange andre vægtige røster fra Troldspejlets Jacob Stegelman.

Udover nøglekonceptet, som går ud på at distribuere tre succesfulde animationsfilm af høj kunstnerisk kvalitet til det danske biografmarked pr. sæson, så udgiver Rabalder Bio efterfølgende de tre sæsonfilm fra biografen på DVD og VOD under betegnelsen ”Min Rabalder Bio”. Og hertil kommer endvidere udgivelser af en række andre udvalgte internationale film med dansk tale. Disse andre udvalgte kvalitetsfilm udmærker sig i forhold til biograffilmene ved ikke at være animationsfilm.

Blandt rækken af DVD og VOD udgivelser er den tyske børne-actionfilmtrilogi Krokodillebanden, Krokodillebanden vender tilbage og Krokodillebanden Alle for en! af hhv. Christian Ditter (1+2) og Wolfgang Gross (3). Den belgisk-hollandske Pip! af Rita Horts og den hollandske Fuchsia – den lille heks af Johan Nijenhuis er også blandt udgivelserne. Krokodillebanden og Pip! er begge vindere fra børn og ungefilmfestivalen Buster tilbage i 2010.



Senest har Rabalder Bio udvidet igen med lanceringen af en DVD-serie for de lidt større børn. De første to udgivelser i dette regi udkom ultimo januar 2014 – hhv. den prisbelønnede franske Tomboy af Céline Sciamma og den ligeledes prisbelønnede hollandske Kauwboy af Boudewijn Koole.



Det bliver spændende at følge udviklingen af Rabalder Bio i den tredje og kommende sæson – såvel i relation til hvilke nye europæiske animationsperler, vi kan glæde os til at se i biografen, som til kommende Min Rabalder Bio-udgivelser og potentielle nye initiativer.

Du kan læse om Rabalder Bio og de enkelte film på Rabalder Bios hjemmeside og følge med i nyheder på deres aktive facebook-side.

pil op
Næste essay
» Indiefilm Sverige »