For små ti år siden blev en fange lukket ud i det fri fra fængslet i Bautzen ved Dresden - det engang så berygtede tugthus for DDR-borgere, der havde forbrudt sig mod arbejder - og bondestaten. Da forbryderen kom bag tremmer i midten af 1980erne, levede han i DDR. Da han kom ud som en fri mand, mødte han for første gang det genforenede Tyskland.

I Wolfgang Beckers film Good Bye, Lenin! (2003) går den partitro fru Kerner (Katrin Sass) i koma, da hun i oktober 1989 ser sin søn Alex (Daniel Brühl) demonstrere i Østberlins gader. DDR-pamperne fejrer republikkens 40 års fødselsdag i Palast der Republik, mens folket på gaderne indirekte sørger for, at det bliver den sidste mærkedag for DDR.

Otte måneder senere vågner moren, fru Kerner, op fra koma, men med risiko for at få et tilbagefald, hvis hun udsættes for chok. Derfor må hun for alt i verden ikke vide, at DDR er væk. Og så begynder det store fup-nummer.

Efter Murens fald er alle alle øst-møblerne blevet smidt ud. Men Alex er nødt til at indkapsle moren i en fiktiv østtysk sikkerhedszone omkring hendes sengeleje på de 79 kvadrameter i den typiske DDR-lejlighed.

Al inventaret må derfor tilbage, og lejligheden omdannes til en illusion af et Heimatmuseum fra DDR-tiden. Sammen med vennen Dennis (Florian Lukas) optager Alex sine falske versioner af DDR-nyhedsudsendelsen Aktuelle Kamera og går på en næsten håbløs jagt efter Spreewälder Gewürzgurken og andre østmærker, der for længst er blevet erstattet af vestvarer. På tv-skærmen ser moren ved et uheld skarer af mennesker kravle over muren, uden at DDR-vagterne griber ind. Det bliver i sønnens morsomme fortolkning til indbyggere i Vestberlin, der flygter til Østberlin, fordi de higer efter at leve i et socialistisk samfund. Og mens løber løbsk, kommer Daniel til at holde mere og mere af sin barndoms DDR. Det lyder af en komedie, og Daniel Brühl har da også en ironisk-historisk distance, når hans fortællerstemme lægges ind til filmen.

Daniel Brühl underspiller og fylder fortællingen med nuancer, så Good Bye, Lenin! udvikler sig til et drama. Katrin Sass var selv en af DDRs mest populære. I sin rolle afslører hun en hemmelighed fra fortiden, der bliver et billede på de mange forskellige skæbners livsløgne, som DDRs fald blotlagde.

Sønnens potemkin-kulisse holder ikke, og illusionsnummeret forvandler sig stedet for til en alternativ, men tankevækkende historieskrivning. Filmen skifter tempo mellem eftertænksomhed og action med komedie i første del og tragedie i anden del. Good Bye, Lenin! er ikke blot et stænk "ostalgi", men også et portræt af en splittet østtysk familie og dens skæbne i opbrudsårene 1989-90.

Filmen bør ses flere gange, for den har flere dagsordener og et væld af referencer. De fleste af dem hamrende ironiske. Efter murens fald går datteren (Maria Simon) på arbejde i Burger King, hvor hun udmærkes som »månedens medarbejder«. Diplomet kommer op med en nål på det blomstrede DDR-tapet hjemme i betonblokken. En hyldest til den dyrkelse af produktivitet, der fandtes i begge systemer!

Moren Christiane Kerner er det absolutte omdrejningspunkt i filmen. Hun legemliggør den perfekte DDR-borger, det idealistiske menneske, der fuldt og helt går ind for det socialistiske samfund og den socialistiske menneskeopfattelse.

Sønnen Alex er filmens fortæller og skaber af det store svindelnummer, der driver handlingen fremad. Hans stil er ironien, og med den beskriver han såvel sin egen som DDR-statens historie op til Murens fald.

Alex' to år ældre søster (Maria Simon) er filmens tredje hovedperson. Hun repræsenterer dels DDR-statens mange enlige mødre, men også deres pragmatiske indstilling til tilværelsen, som kommer til udtryk efter »die Wende«, hvor hun uden videre opgiver sit studium for at tjene til dagligdagen i Burger King.

Instruktøren Wolfgang Becker har tidligere hudflettet den tyske socialstat i den hjertevarme film Das Leben ist eine Baustelle (kom i 1997 på dansk: Livet er en byggeplads). Hans film er ikke politisk, men som hans kollega Tom Tykwer (der har lavet blandt andet Lola rennt og Heaven) rammende har sagt om Good Bye Lenin!: »Det er en meget politisk film i måden, den bliver opfattet på«.

Sjældent har en film opnået en sådan popularitet internt i både det tidligere Vesttyskland og det tidligere DDR og uden for Tysklands grænser. Det hænger i høj grad sammen med, at den både repræsenterer Ossiernes og Wessiernes perspektiv på DDR og på genforeningen af de to tysklande. Tilmed er den lettilgængelig, selv hvis ikke man at have forhåndskendskab til DDR.

Filmen rummer barokke scener, der i flere tilfælde bliver urkomiske. Den er åben og flertydig og får med en absurd historie os til at fatte forandringen og den uvirkelighedsfølelse, mange DDR-borgere er vågnet op til i 1989-1990.

Sløret rives brat væk fra morens øjne i en bevægende og storslået scene, hvor hun ved et uheld bevæger sig ud I det ny Østberlin med Coca Cola-reklamer og en helikopter, der er ved at flyve en statue af Lenin væk.

Imens erkender sønnen, at der med DDRs de facto-indlemmelse i Forbundsrepublikken også blev trukket værdier ud med badevandet – hvor han i sin ungdom hadede alt i arbejder- og bondestaten. Erkendelsen går begge veje – DDR-tro møder et Vesttyskland, de ikke troede fandtes (moren), og tidligere DDR-kritikere (sønnen) ser pludselig andre ved DDR, de ikke så, da de levede i diktaturet.

Denne film må være en gave til tysk-undervisningen på gymnasier. Vil man have mere at vide om filmens tilblivelse og i øvrigt få et større kendskab til DDR og die Wende, kan den tyske Deluxe-udgave anbefales med dens hele tre dvd’er.