Familien Mann har fascineret Tyskland i en menneskealder, og fascinationen er ingenlunde aftagende. Familiens historie er viklet ind i Tysklands historie og hele det 20. århundrede.

Omkring årtusindskiftet begik den tyske instruktør Heinrich Breloer en tv-produktion af de sjældne: Die Manns - Ein Jahrhundertroman. Doku-dramaet var en co-produktion mellem WDR, NDR , Arte og det schweiziske fjernsyn. Senere udkom dramaet som en moppedreng af en dvd-udgivelser på 630 minutter med 270 minutter dokumentarisk ekstramateriale. Dvd’en foreligger også i en dansk udgave - stort set identisk med den tyske- med undertekster.

Dvd’en er sammen med en lang række bogudgivelser profetien, der gik i opfyldelse. Klaus Mann (1906-1949) , Thomas Manns søn, sagde i 1936 de ord, der skulle blive noget af en spådom: "Hvor er vi dog en mærkelig familie. En dag vil der blive skrevet bøger om os - ikke kun om enkelte af os, men om os tilsammen". Familien Mann var på det tidspunkt gået i eksil udenfor Hitler-Tyskland.

I perioden mellem de to verdenskrige begyndte Thomas Mann at advare mod den omsiggribende fascisme, indtil nazisterne tvang ham til at forlade Tyskland. Han slog sig ned i USA i 1940, hvor han blev professor ved Princeton University. Thomas Mann (blev frataget sin titel som æresdoktor ved Bonns Universitet som følge af, at han havde forladt det nazistiske Tyskland).

Senere slog han sig ned i Californien sammen med flere andre udviste tyske kunstnere. I den periode skrev Mann to store romaner: den bibelske historie om Josef og hans brødre og Doktor Faustus (1947), legenden om Faust, som solgte sin sjæl til djævelen. Han vendte tilbage til Europa mange år senere og slog sig ned i Zürich, Schweiz, hvor han døde den 12. august 1955.

Der er ikke kun skrevet bøger om Mann, fordi familien fostrede store forfattere, men også fordi Thomas Mann fra 1933 til 1945 stod for det andet Tyskland, det ikke-nazistiske Tyskland. Efter flugten sagde han til verdenspressen, der var samlet i New York:

"Wo ich bin, da ist Deutschland". Thomas Mann havde en tyngde, der overgik mange af de andre tyske forfattere, der også var gået i eksil. Thomas Manns værkers betydning for både samtid og eftertid lader sig kun svært sammenfatte. Hans liv og værker var allerede i hans levetid omstridt og er det stadig i dag. Manns liv spændte sig over nogle af de største omvæltninger i tysk historie, og disse omvæltninger afspejler sig tydeligt i både hans liv og forfattervirksomhed.

Litterære fjender
Hans værker er ikke præget af pludselige geniale indfald eller spontanitet. For hvert værk ligger der ofte årelange, disciplinerede arbejder bag. Hans ofte temmelig borgerlig-dekadente stil skabte ham fjender i den litterære verden, et symptom på den polarisering tiden op til nazityskland var præget af. Doku-dramaet beskriver dog frem for alt Thomas Mann fra den mytiske og mere fatalistiske side - med Armin Mueller-Stahls fremragende skuespil.

I familielivet var han den store personlighed, der uden hensyn forfulgte sine egne mål. Han ragede uklar med broderen, Heinrich, og han spandt så at sige alle sine slægtninge ind i afhængighedsforhold, manglede evne til hengivelse og kunne være »en kold skid«, som det bliver sagt et sted i filmen.

I dokumentardelen er det Thomas Manns næstyngste barn, Elisabeth, der fører os igennem den dramatiske og bevægende historie om Mann-familien. Hun beretter fra de mange steder, hvor familien opholdt sig, og gør det på en blændende begavet måde. Elisabeth døde i 2002.

Familien Mann er en blanding af fiction og dokumentation. Skiftene mellem de to genrer giver fortællingen et liv og et drive. Og skuespilleren Armin Mueller-Stahl har store ligheder med Thomas Manns udseende.

Instruktøren Heinrich Breloer (født 1942) har gjort nyere tysk historie til sit speciale. Han har lavet flere dokudramatiske film om fremtrædende tyske politikere og en film om Baader-Meinhof-gruppens bortførelse og mord på Hanns Martin Schleyer. I Danmark er han dog nok mest kendt for tv-serien om Albert Speer, Speer und Er.

Breloer bruger de to genrer meget effektfuldt til det, de er bedst til: Thomas Manns erklæring fra eksiltiden er den ægte vare i sort-hvid. Men når han sidder på stranden på Sild i Slesvig-Holsten og fra sin position i den skyggefulde sivstol over en bog indgående betragter en ung mand i badebukser, så er det fiktion.

Men familien Mann var ikke blot Thomas Mann, og med filmen vil man kunne blive klogere på både Thomas Manns ældre bror, Heinrich Mann (1871-1950), Thomas Manns datter, Erika Mann (1905-1969) samt Klaus Mann.

Brødrene Thomas og Heinrich Mann indtog i mange år den samme konservative kulturkritiske position, men fra 1905 begyndte de at gå hver deres veje, og omkring Første Verdenskrig kom det til et alvorligt brud mellem de to, hvor de I mange år ikke var på talefod med hinanden. Thomas Mann kritiserede skarpt den tyske tradition for upolitisk »inderlighed« og krævede, at kunstneren skulle engagere sog moralsk og politisk. Dette undlod Thomas Mann, og Heinrich Mann mente derfor, at broren legitimerede de reaktionære kræfter I både kejserriget og Weimarrepublikken.

Netop dette modsætningsforhold skildrer filmen meget tæt. Krigsudbruddet I 1914 hilste Thomas Mann med begejstring, og han skrev polemiske indlæg mod broren, blandt andet det monumentale essay Betrachtungen eines Unpolitischen (1918), hvori han forsvarede tysk inderlighedskultur over for vestlig civilisation.

Klaus Mann kæmpede med at stå I skyggen af sin berømte far. I mellemkrigstiden lavede han teater og kabaret med søsteren, Erika Mann. Mens Thomas Mann havde svære kvaler ved at forlade Tyskland efter, at nazisterne kom til magten, var Klaus Mann hurtig til at se, hvor det bar hen. Han forlod Tyskland i marts 1933 og levede fra 1936 i eksil i USA. Her spillede han sammen med onklen, Heinrich Mann, en central rolle I forsøget på at samle tyske eksilpersonligheder til modstand mod nazismen. Thomas Mann var derimod meget se nom at stå på toget. Han reagerede først efter, at nazisterne i 1936 havde frataget ham det tyske statsborgerskab.

Filmen sammenfatter Thomas Mann som forføreren, den store personlighed, der hensynsløst forfølger sit eget mål og spinder sin familie ind i et net af afhængighedsrelationer. Han er eniet, der betaler for sin kunst med en svigtende evne til hengivelse, og må leve med en iskold ensomhed.

Han har selv gennemspillet dette kunstnertema i Doktor Faustus, den roman, han skrev i USA under krigen, og absolut er et af de største litterære værk på tysk siden Goethe.

I mytologien omkring familien Mann er børnene generelt blevet set som ofre. Både for tiden, for farens berømmelse og væsen - og for den stil, der prægede forældrene. Det er en opfattelse, som doku-dramaet Familien Mann deler og forstærker.

Det karakteristiske for Mann-børnene er, at de - på nær fortælleren Elisabeth - aldrig rigtig kommer hjemmefra. Dette på trods af, at de havde talenter, muligheder og uddannelser, der burde have kunnet bidrage til en store frigørelse fra barndomshjemmet. Alle »troldmandens« børn var intenst forbundet med deres barndomshjem livet igennem, og denne higen efter forældrenesisær farens, accept og kærlighed slap dem ikke på noget tidspunkt i deres liv. Kun Elisabeth Mann gik sine egne veje. Hun forlod tidligt barndomshjemmet, da hun som knapt 20-årig giftede sig med en 36 år ældre mand, et harmonisk forhold, der varede til hans død. Hun var sin fars yndlingsdatter. Og det er hende, der sidder tilbage som nutidsfortælleren i dette filmværk, der vil stå tilbage som en runesten over Tysklands store forfatter-dynasti de næste mange år.