Caroline og Roberta

- Interview med Henrik Kolind om "Caroline – den sidste rejse"

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

I en tid, hvor fortællingen om Caroline Mathilde og livlægen Struensee har været på alles læber. I en tid, hvor Danmarkshistoriens måske mest berømte kærlighedshistorie kan gå hen og vinde en Oscar-statuette. I en tid, hvor dansk indiefilm får mere og mere opmærksomhed. Ja, i en sådan tid kan Henrik Kolind og Christine Hermansens film Caroline – den sidste rejse måske ikke overraske.

Filmen tager direkte udgangspunkt i historien om forholdet mellem Caroline og Struensee. Ligesom Nicolai Arcels storfilm En kongelig affære. Caroline er oprindeligt produceret i 2010. Altså længe før danskerne blev eksponeret for Arcels historiske drama. Filmen Caroline fører dog handlingen op i nutiden, placerer den inden for et moderne firma med nutidige arvtagerproblemer, og minimerer fortællingen til en lille kammerspil, der foregår i et svensk sommerhus, som antageligvis er Christine Hermansens eget. Ja, fortællingen er genkendelig, men formatet er nyt.

Caroline har været længe undervejs. Hermansen udtænkte idéen for 25 år siden, men projektet blev aldrig til noget. Idéen hang ved. “Jeg er nødt til at lave den. Den har fyldt så meget i mit liv i så mange år,” siger Hermansen selv. Derfor stiftede hun i 2009 selskabet Roberta Film for at indspille filmen sammen med et produktionshold bestående af instruktør Henrik Kolind, der er uddannet ved Northern Film School i England, produceren Lars Valentin, der er uddannet ved indieskolen Super16 i Danmark, og Hermansens mand komponisten Helge Drenck.

Filmen blev nomineret til Hollywood Reel Independent Film Festival, hvorefter distributører ønskede at se en længere udgave til distribution. Det blev derfor til den nuværende udgave af Caroline, som har været vist i udvalgte danske biografer. ”Vi mente selv, at vi med en længere version ville være i stand til at gå mere i dybden med karaktererne og samtidig gøre filmen mere tilgængelig. Vi ser det ikke som en ny version, men en film, der er kommet hjem og er blevet gjort færdig”, siger instruktør Henrik Kolind.

Caroline adskiller sig betragteligt fra Arcels storfilm. Ikke kun tematisk ved at flytte fortællingen i tid. Men den benytter sig også af en væsentlig mere udfordrende æstetik, der læner sig mere op ad det, der – i mangel af bedre – bliver kaldt for art house. Skuespillet er bevidst teatralsk, scenografien minimeret til at fokusere på karaktererne, mens kameraføringen er langsom, klippefrekvens lav. Alt sammen karakteristiske træk ved den typiske danske kunstfilm i stil med fx Jytte Rexs film.

Roberta Film blev stiftet af ægteparret Christine Hermansen og Helge Drenck. Navnet betyder ikke det store, men er opkaldt efter parrets elskede hund. Motivationen til filmproduktion kommer fra at ville gøre noget andet, noget mere end den gennemsnitlige danske filmproduktion. “Vi har et stærkt ønske om at producere film, der fortæller ægte historier, og som er i stand til at røre sit publikum”, fortæller Kolind. “Film som vægter æstetik og ikke er bange for at udfordre. Film, der inspirerer mere til eftertanke end til popcorn”.

At indspille filmen for egne midler, fortæller Kolind, var ikke nødvendigvis ment som en protest imod det danske filmsystem. Noget, der ellers kan være kendetegnende for den danske indiefilm. En central årsag til en selvstændig produktion for egne midler er dog den lange behandlingstid hos Det Danske Filminstitut. Dog håber produktionsholdet på at få DFI-støtte til deres næste projekter. Indtil videre er dokumentarfilmen Un vie om en 100-årig fransk kvinde og ungdomsfilmen Midt imellem på vej gennem postproduktion.

Da jeg spørger til relationerne i det spirende danske indiemiljø, bliver Kolind overrasket over, at der rent faktisk er et spirende indiemiljø. Men han ytrer en vis begejstring for at være en del af denne tendens. Både produceren Valentin og Kolind selv er uddannet inden for uddannelser, der ikke er beslægtet med de officielle danske filmuddannelseskanaler eller støttesystemer. Produktionen af Caroline bærer dog præg af film produceret på et lavbudget, indspillet ”på bedste lejrskolevis”, siger Kolind, mens færdiggørelsen af filmen er foregået på tre Macbooks.

Filmen har ikke kostet mere end 1,2 mio. at indspille. En betydelig faktor for tilblivelsen af filmen er med andre ord, at produktionsomstændighederne er blevet væsentligt billigere og mere transportable, end da Hermansen 25 år tidligere arbejde med historien om Caroline og Struensee. Filmens smalle budget samstemmer således med filmens smalle udtryksramme.

Roberta Film er ikke tænkt som en udfordrer af det etablerede system. I stedet fortæller Kolind, at det er et selskab, der alene bygger på en lyst til at lave film. Men samtidig, understreger han, er det ikke det primære ønske at være hverken nicheorienteret eller mainstream. Alligevel adskiller Caroline sig fra mængden af danske film. Og på den måde er det i sig selv et befriende indspark i en dansk filmkultur, som kan synes at cirkle omkring de samme tendenser, fordi det er sikre kommercielle kort at trække. De næste film fra Roberta Film vil dog, mener Kolind, komme til at appellere bredere en art film-segmentet, der bør interessere sig for Caroline.

Selskabet sigter efter at sende filmen i bredere distribution. Inden da er de dog i gang med endnu en festivallancering af filmen i den længere udgave. Derefter er det planen at udgive filmen som købsfilm. Er man dog allerede nu interesseret i at købe en kopi af filmen, kan selskabet kontaktes pr. mail. Se mere om Roberta Film på selskabets hjemmeside.

pil op
Forrige essay
Ikke flere essays
Næste essay
Ikke flere essays