Vampyrfilm har altid behandlet seksualitet igennem filmhistorien. Men det er forskelligt, hvor eksplicit seksualiteten kommer frem i filmene.

Bella sætter sig op i sengen og slår forlegent blikket ned. ”Vil du ikke…? Det er helt i orden,” siger hun. Med et intenst blik i øjnene svarer Edward: ”Tro mig, jeg vil gerne, men jeg vil bare gerne være gift med dig først.”

Dialogen er fra filmen Twilight: Eclipse (2010). Vampyren Edward er seksuelt tiltrukket af sin menneske–kæreste Bella, men det indre rovdyr, som han prøver at tage afstand fra, vil også have hende. Ved at lade Bella være den forførende og Edward den afvisende henviser scenen til samfundstemaer som sex før ægteskabet og pigen som den uskyldige.

Ifølge Kim Toft Hansen, studieadjunkt ved Institut for Kultur og Globale Studier på Aalborg Universitet, afspejler Twilight-serien (2008 –) en del af nutidens seksuelle tendenser: ”På den ene side ønsker fortællingerne at vise en teenagers fremvoksende seksualitet, men på den anden side afspejler de en meget afholdende tilgang til seksuel udlevelse. En nærmest victoriansk kyskhed.”

Lektor og docent i engelsk ved Karlstad Universitet i Sverige, Maria Holmgren Troy, fortæller i en artikel til videnskab.dk, at afholdenhedstemaet er en ny trend i vampyrfortællingerne. I Twilight bliver afholdenheden afbilledet som det moralsk korrekte regelsæt at leve efter. Filmen vender derfor de seksuelle undertoner på hovedet i forhold til eksempelvis Francis Ford Coppolas filmatisering af Bram Stokers Dracula (1992) såvel som True Blood (2008 –), som behandler det seksuelle meget eksplicit. Her fremstilles hedonistiske værdier, hvor vampyrernes adfærd bestemmes af deres lyst efter blod.

Den eksplicitte seksualitet
I filmen Dracula udspilles en scene, hvor den unge Lucy (Sadie Frost) i søvne begiver sig ud i sin have kun iført en rød natkjole med en slids, der fører op til midt på låret. Hun ender på en bænk, hvor Mina (Winona Ryder) finder Lucy i en seksuel stilling sammen med Grev Dracula, der er i varulveskikkelse. Filmscenen er et eksempel på, hvordan vampyrfilm op igennem filmhistorien har behandlet seksualiteten og erotikken. Tendensen har sin begyndelse i 1960’erne i et samfund, der var præget af den seksuelle frigørelse. Det er særligt den franske instruktør Jean Rollin (The Rape of the Vampire og Fascination), der trækker det seksuelle ind i vampyrfilmene. Til forskel fra afholdenhedstemaet i Twilight, handler Rollins film om en udlevelse af drifterne.

”Han laver film, der nærmest fjerner det beskidte hos vampyren, som i stedet bliver til et smukt væsen med en forbandelse. Rollin brugte gentagende gange pornoskuespillerinder for at kunne få de meget eksplicitte erotiske scener i kassen,” fortæller Kim Toft Hansen.

Vampyren er et komplekst væsen
Dracula og vampyrkarakteren generelt bruges til at afspejle det seksuelle og erotiske i vampyrfilmene. Kim Toft Hansen mener, at valget er faldet på vampyren, fordi den på én gang er både farlig og dragende. ”Vampyren er måske det mest komplekse monster, idet den virker afskrækkende på os, men samtidig er den også tillokkende og tankevækkende,” siger han.

De to populære vampyrfilm fra 1990’erne, Dracula og Interview with a Vampire (1994), fremstiller på hver deres måde denne komplekse karakter. I førstnævnte spiller filmen både på det smukke og erotiske og det eksplicit grimme og onde. Det gør den ved at lade Dracula ændre form fra at være en gammel bleg mand med en lang rød kappe, langt hvidt hår og lange, krogede negle til at være en høj, smuk men mystisk fremmed. I Interview with a Vampire derimod forbliver vampyrerne smukke – udadtil i hvert fald. Heri er det kun deres sjæle, der er onde og grimme. Fælles for de to film er dog, at vampyrkaraktererne lever efter de hedonistiske værdier, hvor det er lysten efter blod og sex, der styrer deres liv.

Madonna/luder–kompleks i vampyrfilm
De seksuelle temaer har altid været mere eller mindre eksplicit tilstede i vampyrfilmene. Selv i den næsten 90 år gamle Nosferatu, som også er baseret på Bram Stokers roman Dracula. Det er dog ikke nøgne kvinder eller forførende, smukke mænd, der ses i denne film. Den fremstiller derimod det klassiske Madonna/luder–kompleks, der handler om kvinden, som både er den ærbare hustru og den villige, lystne kvinde.

I Nosferatu er det karakteren Ellen, der personificerer Madonna/luder–komplekset. Det kommer til syne i filmens sidste scene, hvor Ellen med en viden om, at hun kan stoppe Grev Orlok, lader ham komme ind i sit soveværelse. Han bliver så distraheret af hende, at han bliver ved hendes side til solen står op, hvilket ender med hans død. Ellen må ofre sig selv og lade sin krop blive uren for at holde byen ”ren” – fri fra vampyrer.

Det er ikke kun i film fra 1920’erne, at Madonna/luder–komplekset tages op. Temaet findes også i Coppolas vampyrfilm, hvor det i filmens begyndelse er karakteren Lucy med den udadvendte seksualitet, der personificerer ”luderen” og den rene Mina som ”Madonnaen”. Det ses i scenen, hvor Lucy er iklædt en nedringet rød natkjole med et slids, der går til midt på låret, og Mina bærer en lys natkjole, der dækker det meste af hendes krop. Efter Minas møde med Grev Dracula bevæger hendes karakter sig mere over mod ”luderen”, og filmen udtrykker denne ændring ved, at Mina i en scene bærer en nedringet, rød kjole, røde læber og med håret frit hængende. Filmen når kulminationen på Madonna/luder–komplekset, da Mina overgiver sig til Grev Dracula og drikker hans blod, fordi hun vil være, hvad han er.

Nosferatu og Dracula fremstiller på hver deres måde Madonna/luder–komplekset, og de er eksempler på, at både den seksuelle afholdenhed og den seksuelle udlevelse har eksisteret i vampyrfilm op igennem filmhistorien men også i de enkelte film.