Hollywood er ikke ensbetydende med lykkelige slutninger længere. Film lige fra Titanic over Million Dollar Baby til The Departed virker til nærmest at dyrke det tragiske og svælge i det patetisk sørgelige. Eller gør de? Er der i virkeligheden særlig langt fra Titanic til den helt klassiske Hollywoodslutning? Er Million Dollar Baby så dyster endda? Hvordan bliver det tragiske skildret i den amerikanske filmkultur i dag?

I Robert Altmans The Player (1992), der er en pastiche over den måde, man laver film på i Amerika, er der en sigende dialog mellem produceren Griffin Mill og hans kommende kone, June Gudmundsdottir. Samtalen drejer sig om et filmmanuskript. Griffin siger, at det ikke duer.

“It lacked certain elements that we need to market a film successfully.”

“What elements?”

“Suspense, laughter, violence. Hope, heart, nudity, sex. Happy endings. Mainly happy endings.”

The Player opsummerer fint traditionen for happy endings inden for den amerikanske filmindustri. Alligevel er der nogle amerikanske film, der trodser normen og slutter mere tvetydigt eller direkte ulykkeligt. Og hvad mere er, flere af disse film bliver belønnet med hæder, omtale og Academy Awards. Hvis man kigger på Oscarvinderne for bedste film gennem de sidste 15 år, indeholder listen adskillige film, der ser ud til at mangle den efterspurgte happy end. Film som Titanic (1997), Million Dollar Baby (2004), The Departed (2006) og No Country for Old Men (2007) er eksempler på dette.

I denne artikel vil jeg argumentere for, at mange film, der giver sig ud for at ende ulykkeligt, faktisk på mange måder kan siges at ende lykkeligt alligevel. At en ”ren” ulykkelig slutning er ekstremt sjælden i den amerikanske filmindustri. At vi stort set aldrig ser alting gå sort i sort, fordi det simpelthen er uforeneligt med en appel til det brede publikum. Det centrale i mit argument er, at hovedpersonerne eller andre vigtige karakterer i filmen altid gennemgår en positiv udvikling, der trodser det, som på overfladen kan ligne et ulykkeligt endeligt. Vigtige karakterer kan sagtens dø i amerikansk film, men næsten aldrig uden at have fuldført et projekt eller hjulpet andre karakterer videre.

Titanic: De gode vinder, de onde taber
En nærmest ikonografisk film med en ulykkelig slutning er James Camerons Titanic fra 1997. Horder af teenagepiger græd deres øjne ud til synet af den synkende luksusliner og dens passagerer – ofte over adskillige biografture – og over alt klingede Celine Dions pathosfyldte temasang, My Heart Will Go On.

Helten i Titanic, Jack, måtte lade livet i et heroisk offer for den blomstrende Rose. Det var i sandhed en moderne tragedie, som alle kunne identificere sig med.

Selv den danske filmforsker Torben Grodal kalder Titanic for en tragisk film og konkluderer på baggrund af dens succes, at lystfølelse ikke alene er knyttet til handlingens resultat, ”... men at mennesker også opnår lyst ved voldsomme følelser af negativ art.”

Det er meget muligt, at Torben Grodal har ret i sit udsagn. Men Titanic er et ringe eksempel på det, han gerne vil sige. Den er til gengæld et fremragende eksempel på det, som jeg gerne vil sige – og det er let at trække tråde videre til andre film, når først man forstår det grundlæggende princip i den falske ulykkelige slutning. Hold fast et øjeblik, mens vi kort kigger på Titanic som fortælling.

Og hvorfor har Titanic så en falsk ulykkelig slutning? Skibet synker jo, og den mandlige helt Jack synker med?

Jo, men den virkelige hovedperson i Titanic er Rose. Og filmens egentlige ærinde er, at vi skal gennemleve en udvikling sammen med hende; en udvikling fra materialistisk, undertrykt og følelsesmæssigt hæmmet overklassepige til stærk, selvstændig og fri kvinde. Den udvikling er den helt centrale bevægelse i filmen, og den lykkes til fulde. Set i det perspektiv er Jack mest af alt en hjælper for filmens egentlige helt, Rose. Han repræsenterer alt det, hun gerne vil være, og som hun længes efter, og han hjælper hende med at indfri hendes potentiale. Og da han har hjulpet hende og reddet hende og der derfor ret beset ikke er brug for ham længere set fra et dramaturgisk synspunkt, er det fuldt ud forsvarligt at lade ham synke til bunds. Han har fuldført det, som han i filmen selv betegner som det vigtigste for ham: ”I can’t turn away without knowing that you’ll be alright. That’s all I want.”

Og ’alright’ bliver hun til fulde. På Titanic lærer hun handlekraft og de sande værdier her i livet. Hun lever efterfølgende et helt og fuldt liv med realiserede drømme og dør varm i sin seng, kun for at blive genforenet med sin ungdoms kærlighed i himlen til sidst.

Der er sjældent en film uden konflikt, og her er Titanic heller ingen undtagelse. Roses forlovede Caledon ’Cal’ Hockley og Roses mor Ruth er egoistiske og materialistiske skurke, som forsøger at kaste grus i maskineriet og male deres egen mølle. De får løn som fortjent: Cal mister Rose og begår senere selvmord, og Ruth bliver overladt til sig selv og sandsynligvis et liv i den underklasse, som hun så inderligt foragter.

Titanic er på en gang en hyldest til mandligt opofrende heltemod, kærlighed og kvindekamp. Og med dens sejrende heltinde, uselviske helt og tabende skurke, skal der god vilje til at kalde det for en tragedie.

Million Dollar Baby: Den amerikanske drøm fuldført
Et nyere eksempel på det samme er Clint Eastwoods Million Dollar Baby fra 2004. På overfladen kan det virke til at være en tragisk fortælling om en pige, der kommer ud for en ulykke og dør alt for ung. Men der er andre ting på spil, hvis man graver lidt dybere.

De første halvanden time af Million Dollar Baby er en succeshistorie, hvor en white trash underdog mod alle odds opnår succes og professionel anerkendelse som bokser. Hun beviser og realiserer den amerikanske drøm, inden hun brækker nakken og ender i sygesengen. Og filmen er på ingen måde blind for, at det er en tragisk ulykke den kvindelige hovedperson, Maggie Fitzgerald, kommer ud for. Den vælger bare at lægge vægten på alt det positive. Fortælleren i filmen formulerer det over for boksetræneren sådan her:

”Maggie walked through that door with nothing but guts. No chance in the world of being what she needed to be. A year and a half later she is fighting for the championship of the world. […] People die every day, Frankie. Mopping floors, washing dishes. And you know what their last thought is? I never got my shot. Because of you, Maggie got her shot. If she dies today, you know what her last thought would be? I think I did alright. I know I could rest with that.”

Million Dollar Babys fortællemæssige strategier ligner Titanics. Hovedpersonerne lykkes med deres projekter, inden de dør, og det er det vigtigste. Det er de samme mekanismer, der sættes i værk ved Maggies og Jacks dødsfald. De havde begge potentiale til meget mere, men grundlæggende nåede de alligevel, hvad de skulle, før de døde. Jack fik sørget for sin elskedes velbefindende, og han døde uden fortrydelse. Maggie fik kæmpet sig ud af underklassens slum, set verden og bevist, at hun var en fremragende bokser. Begge karakterer er helt og aldeles afklarede på deres dødslejer, hvilket disse replikker, netop ytret velvidende at døden er på vej, opsummerer på glimrende vis: ”I got what I needed. I got it all.” samt ”Winning that ticket, Rose, was the best thing that ever happened to me. It brought me to you. And I’m thankful for that, Rose. I’m thankful.”

Der er altså tale om vigtige karakterer i fortællingen, som vinder en kamp, og det er med til at gøre det tilsyneladende sørgelige meget mindre sørgeligt.

Variationer over den samme formel: The Departed og There Will Be Blood
Det er ikke altid hovedpersonerne, som skal udvikle sig. Det er The Departed fra 2006 et eksempel på. I filmen følger vi Billy Costigan og Colin Sullivan, der er undercover i henholdsvis mafiaen og hos politiet. Det er imidlertid Madolyn, Colins kæreste, der skal flytte sig i løbet af filmen og indse, at hun lyver for sig selv i sit forhold, og at hendes kæreste er en løgnagtig kriminel. Ligesom i Titanic spiller Leonardo DiCaprio hjælperen, der lader livet, men får en kvinde til at flytte sig følelsesmæssigt og dermed fysisk – og gør hende i øvrigt også gravid inden sin død. The Departed er grundlæggende en film, hvor de onde får som fortjent, og der således bliver genoprettet balance i verden.

Det samme er på spil i There Will Be Blood fra 2007. Her sidder hovedpersonen Daniel Plainview til sidst fordrukken og alene i sit prægtige hus. Han har opbygget et imponerende olieimperium, men er gået følelsesmæssigt bankerot i processen. Det er imidlertid hans søn, H.W. Plainview, som beviser filmens præmis. Han afskriver sin faders oliemillioner, løsriver sig fra den åndelige korruption, og starter sit eget oliefirma med sin kone i Mexico. Han sejrer således en indre kamp og beviser, at materielle goder ikke er alt.

Det helstøbt ulykkelige sælger ikke
Når man ser filmene på den måde, som jeg i denne artikel har foreslået, er der meget få rigtigt ulykkelige film af amerikansk herkomst – og når der endelig er, er de som regel produceret af et independent filmselskab. Et eksempel på det er Darren Aronofskys Requiem for a Dream fra 2000. Hele filmens ærinde er at afvise den amerikanske drøm og svælge i det ulykkelige: Hovedpersonerne ender enten i fængsel, som narkoprostituerede eller som sindssyge.

Requiem for a Dream er en film med mange kvaliteter. Dens visuelle og auditive univers er imponerende, og den er da også blevet prist: Den ligger på The Internet Movie Databases top 250 over de bedste film i verden, og den blev nomineret til en Academy Award. Samtidig må man anerkende, at den med en indtjening på godt tre en halv million dollars i USA ikke var en bred publikumssucces. Til sammenligning indtjente Titanic omtrent sekshundrede millioner dollars i USA.

Det ulykkeligt lykkelige
Titanic ligner et bevis på, at det er muligt at få det helt store publikum i biografen med noget ulykkeligt. På den anden side bekræfter den alle fordomme om Hollywood, inklusiv dem om happy endings. Den indeholder lige præcis de ting, Griffin Mill i The Player siger skal bruges for at markedsføre en film med succes: Spænding, latter, vold. Håb, hjerte, nøgenhed, sex. En lykkelig slutning – der i dette tilfælde kommer forklædt som ulykkelig slutning.

Det er nærliggende at spørge, om ulykkelige slutninger er uforenelige med en appel til det brede publikum. Her er det svært at se bort fra, at en film som Requiem for a Dream vil tragedien og stort set ingenting tjener ind, hvor en film som Titanic gør alt for at lindre smerten og skjule tragedien og holder pladsen som den bedst indtjenende film i verden i 13 år. Imellem disse ekstremer lægger der sig flere film med tilsyneladende ulykkelige slutninger, hvoraf Million Dollar Baby og The Departed har pæne indtjeninger.

Fællestrækket for alle succesrige film med en ulykkelig slutning lader til at være, at de ikke har en entydigt ulykkelig slutning. Der er som udgangspunkt altid et projekt vundet, og det er en præmis for, at filmene overhovedet bliver lavet.

På den måde kan man danne sig et indtryk af amerikansk kulturhistorie set gennem de tragiske og melodramatiske film: Der er et behov for at behandle det ulykkelige og ikke mindst for at knytte mening til det ulykkelige. I den amerikanske selvforståelse er det svært eller umuligt at acceptere, at centrale karakterer i fortællingerne dør for ingenting. Derfor bliver det ulykkelige behandlet i meningsfulde, lukkede fortællinger, der bliver anerkendt med priser og nomineringer – når man ser på Academy Award vinderne for de sidste femten år, er film, der behandler det ulykkelige (Crash (2004), American Beauty (1999)), eller som tilsyneladende har en ulykkelig slutning (No Country for Old Men (2007), The Departed (2006), Million Dollar Baby (2004), Titanic (1997) ganske pænt repræsenteret. Man anerkender altså det ulykkelige og belønner det med priser. Men når filmene vil tragedien for meget, har de svært ved at nå ud til det helt store publikum, hvilket en film som Requiem for a Dream er et eksempel på.