Kritikere peger på, at dansk film kører i selvsving, og de film, der kommer ud af det – og de film, der får støtte – ikke repræsenterer hverken den efterspørgsel, som findes, og de filminteresser, der eksisterer lokalt og nationalt. Støtten går til få, sågar til tider nationale og institutionelt uddannede instruktører og større selskaber. Alligevel – eller måske endda derfor – er dansk independent film begyndt at blomstre. Flere og flere selskaber ser dagens lys, og flere og flere lavbudgetfilm og film skabt af mindre kendte folk dukker op med et befriende og ofte anderledes blik på, hvad det i det hele taget vil sige at lave dansk film.

En af de producenter og skuespillere, der efterhånden – om jeg så må sige – er ved at være gammel i gårde, er Mustafa Ali, der er stifter af produktionsselskabet MA Productions og foreningen IndieFILM Danmark. Kulturkapellet har spurgt Mustafa Ali om, hvor dansk indiefilm er på vej hen, og hvad idéerne er bag disse smalle produktioner. Han er selv producer af såkaldte indiefilm og formand for IndieFILM Danmark. MA Productions har hidtil produceret seks film, hvoraf nogle stykker er i bred distribution. Vi bedte indledningsvist Ali om at karakterisere indiefilm.

”Det er ofte lowbudget produktioner, anderledes, ikke mainstream og som regel dårligere kvalitet”, siger Ali. ”Indiefilm bliver produceret af selvstændige filmmagere, der laver film med deres egne penge uden om statsstøtte eller de etablerede filmselskaber og filmproducenter. Oftest er disse filmmagere uden den traditionelle filmuddannelse. Mange af dem er autodidakte og har lært at lave film på den hårde måde: Learning by doing. Det foregår i de fleste tilfælde i skoven og gamle forladte bygninger.”

”Indiefilm har oftest ikke et rigtigt budget”, fortsætter han, ”og som regel arbejder de fleste både foran og bag kameraet på frivillig basis. Disse filmproduktioner bliver drevet af hjertet og passion. Mange gange har indiefilm ikke den rigtige kvalitet på grund af manglende filmgrej og andre filmiske virkemidler, men det gælder ikke nødvendigvis indholdet, som kan være anderledes og nytænkende. Indiefilm er for mange en slags selvstændig uddannelse, der giver adgang til filmbranchen ad bagindgangen”.

Netop fordi indiefilm handler om passion og troen på, at et umiddelbart uoverskueligt projekt skal blive til noget, handler det ikke længere om konkurrence. Det handler om samarbejde. Det er her, understreger Ali, at foreningen IndieFILM Danmark kommer ind i billedet: ”Foreningen har hjemsted i København Nordvest og er en platform for alle filminteresserede både foran og bagved kameraet. Det er et sted, hvor filminteresserede kan mødes face to face, networke og dele deres ideer og erfaringer. Et sted for helt grønne filmmagere, der lige er trådt ind i denne vidunderlige verden, og de hærdede filmeksperter, der mestrer mediet. Et sted, hvor filminteresserede kan lære noget af nogen og lære andre noget”.

Det kan til tider overraske, at den enkelte filmskaber overhovedet orker at træde ind i projekter, hvor skilsmisser og økonomisk ruin er farer, der lurer forude, når det ikke er dagligdagen, der kan bruges til arbejdet. Det er sandt at sige noget, den enkelte må brænde for. Hvad er så fordelene og ulemperne ved at producere indiefilm?

”Den vigtigste fordel ved indiefilm er jo”, forklarer Ali, ”at man kan lave lige præcis det, man gerne vil lave, uden at gå gennem den større bureaukratiske og kommercielle mølle. Du er mere eller mindre din egen herre, du har mindre krav og mere kunstnerisk frihed. Og ulemperne er jo mange. Først og fremmest er budgettet alfa og omega i alt. Frivilligt arbejde drives jo af lyst og ikke pligt, så få hverdagsproblemer kan få filmen lukket ned, hvilket er med til at nedslide én psykisk”.

”Rent filmisk og produktionsmæssigt”, drejer Ali sig ind, ”er du nødt til at finde på alternative lappeløsninger. Der er en anden form for pres på. Med andre ord laver du en film uden ressourcer og faciliteter, men den ligger på de samme hylder som produceres af ihærdige filmmagere og pengestærke producenter.”

Det kan måske overraske, at Ali understreger, at indiefilmene ikke er mainstream, mens mange af filmene alligevel læner sig opad mainstream-genrer, såsom Shaky González’ brug af horror og action. Spørgsmålet er så, hvordan Ali vil karakterisere brugen af og inspirationen fra andre instruktører og filmtyper?

”Når jeg tænker mainstream-film, så tænker jeg på en biograffilm. Så har filmen et budget, og folk rundt om kameraet har et navn. Det gør, at filmene bliver produceret af etablerede produktionsselskaber. Lavbudgetfilm bliver oftest smidt direkte ud på dvd-markedet, men genren er stadig afprøvet. Det er altid nemmere at gå ad en sti, der er betrådt af andre. Mange gange bliver lavbudgetfilmene produceret af folk, der ikke har anerkendelse nok. Men det kan hænge sammen med, at producenterne ikke tror på, at de kan hamle op med Hollywood-filmene. Så bliver disse film selvfølgelig ikke produceret, og det gør, at man så vælger at producere dem ad indiefilm-vejen”.


Interesse og vækst
Der bliver – på trods af manglende tiltro til nye navne – produceret flere og flere indiefilm i Danmark. Hvad er årsagen, spørger vi Ali, til denne stigende interesse i at lave lowbudget-film?

”Der er flere grunde til, at der bliver produceret lavbudgetfilm i dag. Først og fremmest lever vi i en digital tid, hvor vi bliver bombarderet med billeder fra alle sider: tv, internet og mobil. I dag er billederne blevet vores andet sprog lige efter modersmålet. Og desuden er vores behov for billedmedierne større i dag. Og så skal man ikke glemme, at det har været muligt for Danmark at komme på verdenskortet, hvad angår film. Det er efterhånden en del statuetter, Danmark har vundet for kortfilm og spillefilm. Det er med til at sætte filmbranchen i fokus, og indiefilm er mange gange det første skridt”.

Det er også tydeligt, hvis vi ser de mange film, som det danske indiemiljø har produceret, at flere og flere bliver bedre og bedre. Det kan der selvfølgelig være flere dynamiske årsager til: samarbejde, nye tekniske muligheder og en voksende interesse. Med en finger på pulsen gennem egne produktioner, spørger jeg Ali, om det også er hans vurdering.

”Digitalt udstyr har gjort det nemt og billigt at lege med for enhver. For 15 år tilbage var det umuligt at tænke på at producere en spillefilm. Man kunne ikke få fat i udstyret, fordi det kostede en bondegård. Det gælder også "know how" – hvordan man laver en film. I dag kan du nærmest lave en spillefilm step by step, hvis du er flittig nok til at bruge YouTube. En mobiltelefon er i stand til at give os bedre kvalitet, end en U-matic low band havde for 15 år siden – og så skulle man være nogle stykker bare for at flytte det rundt”.

Én ting er dog, fremhæver jeg, at produktionsmulighederne er blevet både billigere og mere transportable – det er uden tvivl en vigtig årsag til, at det er muligt, at flere og flere tør give sig i kast med at lave film. Men spørgsmålet er vel også, hvordan er relationerne mellem forskellige danske indiemiljøer. Det burde vel også have en betydning, at flere og flere samarbejder på tværs.

”Sociale medier har virkelig gjort verden lille og bragt folk sammen”, konstaterer Ali, ”specielt i interessefællesskaber. Flere og flere kan broadcaste deres værker på YouTube og introducere sig selv på Facebook. Det har forøget mulighederne for, at folk kan samarbejde på tværs og hjælpe hinanden. Takket være internettet er der kommet flere casting-bureauer og online filmnetværker, hvor det er nemmere at finde hinanden – men intet paradis uden slanger. Der er selvfølgelig også flere produktioner i gang hele tiden”.

Jeg spørger derfor lidt mere ind til det danske indiemiljø. Det er svært for udenforstående at danne overblik over et undergrundsmiljø, selvom det er i vækst. Det er heller ikke nemt at danne overblik over forhold mellem instruktører, mellem producenter, mellem skuespillere, og mellem filmforfattere, også fordi produktioner er lang tid undervejs.

”Sådan som jeg ser det”, tager Ali fat på dette prekære mene, ”er der kommet større konkurrence mellem de forskellige filmskabere. De kritiserer derfor hinanden flittigt, men de er også blevet bedre til at samarbejde og hjælpe hinanden – også når det gælder om at tage en anden kasket på. Her mener jeg, at de er blevet mere fleksible og kan lettere være multifunktionelle. De hjælper gerne hinanden med andre filmopgaver, selvom det ikke er deres speciale. Men det er gældende op ad i hierarkiet og ikke omvendt”.


Fra idé til selskab
Ali har efterhånden trukket på forskellig arbejdskraft gennem sit arbejde med sit selskab MA Productions. Jeg beder ham derfor tegne et billede af, hvordan selskabet er kommet fra idé til voksende selskab.

”MA Productions er et produktionsselskab, der har fulgt mig gennem tykt og tyndt. Den eneste grund til, at det kunne lad sig gøre, er naturligvis, at det er personligt ejet. Jeg har stablet det op hen ad vejen lige siden tidernes morgen. Selskabet har produceret lige fra mine små kortfilm, der aldrig blev til noget, til spillefilm, der blev direkte udgivet på dvd. Lige sådan har selskabet produceret lige fra bryllupsvideoer til kommuneprojekter og reklamespots”.

”Firmaet har også været min egen skole”, medgiver Ali, ”hvor det hele har handlet om at lære undervejs på den hårde made. Der har været perioder, hvor det hele har set sort ud, og drømmen om at lave Hollywood blockbusters måtte fuldstændig aflives. Og samtidig har det lille firma også været årsagen til, at arbejdshandskerne tages på og træskoene bliver poleret igen”.

”Firmaet har eksisteret i mere end 10 år bare on and off. I dag ser firmaet sine bedste dage, som stadig ikke er noget at prale af”, beklager Ali. ”Mange independent film-magere har tilknytning til firmaet, og firmaet håber stadig på og ønsker at kunne trække på nye talenter og friske kræfter, som kan gøre en forskel og vise den etablerede filmbranche, at det ikke kun er store budgetter og filmskolediplomer, der hersker”.

Ali nævner her selv igen, at drømmen om at lave en Hollywood blockbuster har lidt nogle knæk undervejs. Det undrer mig, da det tilsyneladende også handlede om at adskille sig. Jeg spørger derfor, om det oftest er den type produktioner, der er målet eller drømmen? Eller er der også nogle kunstneriske årsager til, at lave independent film?

”Hvis jeg skal være fuldstændig ærlig”, medgiver Ali, ”ville ingen af dem, jeg kender, der laver indiefilm, både foran og bagved kameraet, sige nej, hvis de fik chancen for at være en del af en Hollywood blockbuster. Så det kunstneriske element er sekundært. Når det er sagt, skal det også understreges, at mange gange – for at fortælle en god historie – er det ikke nødvendigt med alle de ressourcer, mange big-budget-film bruger, så man prøver på at finde nye måder at fortælle en historie på”.

”MA Productions har produceret film som Pistoleros og One Last Wish – begge instrueret af min gode ven Shaky Gonzalez med Thure Lindhart, Robert Hansen, Thomas Bo Larsen, Sofie Lassen Khalke og mange andre navne. MA Productions har en del produktioner ude i marken med store ambitioner. MA Productions har et tæt samarbejde med IndieFILM Denmark”.


Foreningen INDIEfilm
Samtalen drejer sig her ind omkring IndieFILM Danmark, og jeg spørger til, hvad støttemulighederne er i foreningen. Er det moralsk, teknisk udstyr eller finansielt – eller måske alle tre ting?

”IndieFILM rådgiver, støtter og hjælper alle nye filminteresserede, der gerne vil producere og lære at producere. Foreningen er i sin uskyldige barndomsfase”, understreger Ali. ”Der er faktisk mulighed for alle de tre nævnte ting. Den sidste naturligvis i begrænset omfang, da indiefilm i sig selv er lowbudget- eller nobudget-produktioner. Moralsk støtte forstår jeg som konsulentbistand og vejledning i produktionsfasen: “what to do and more importantly what NOT to do”. Vi har en rimelig god udstyrspakke, som medlemmerne kan få gavn af. Det er selvfølgelig ikke helt gratis. Men som noget helt nyt vil vi i nær fremtid støtte gode ideer med både moralsk support, teknisk udstyr og i givne tilfælde finansielt”.

Ali nævner her selv Pistoleros og One Last Wish – Pistoleros er ude i bred distribution på dvd. Men selskabet lister seks film under ”Productions”, hvilket får mig til at spørge nærmere til, hvordan denne skal læses. Det er svært at se, hvor filmene er i produktionen – og svært at lokalisere, hvordan de kan ses. Hvis de da kan det.

”Alle de nævnte film har en sær historie. Det er både glæde og sorg, der følger minderne. Men når først filmen er blevet færdig og er udgivet, glemmer man blod og tårer. Pistoleros har været under production i fire år, og er blevet optaget i flere blokke. Den startede som en novellefilm i 2004. Da novellefilmen blev som forventet, blev vi enige om at lave den som spillefilm. Historien fik nye drejninger og kendte stjerner på listen, men æren går til Shaky Gonzalez, som har magiske kræfter. Det vil være uretfærdigt, at ikke nævne Thomas Korsholm, fotografen, der virkelig kan trylle, når det gælder om at få det hele til at ligne en million. Allerede fra starten blev denne film skudt på super 16mm. Processen var dyr og besværlig, og derfor tog det sin tid”.

Et af de mere interessante aspekter ved dette miljø er, at flere og flere kendte navne støtter med sin medvirken i filmene. Ali peger selv på, at en række etablerede skuespillernavne har været med i filmene. Han har også selv – fx i Pistoleros – brugt en gammel kending som Erik Holmey. Jeg spørger til, hvordan opbakningen til indiemiljøet er fra disse mere etablerede navne, og om det er nemt at trække på den slags kræfter.

”Generelt har jeg den opfattelse, at mange skuespillere er large på denne front. Vores filmindustri kan jo knap holde dem beskæftiget ad den lønnede vej. Skuespillerne stiller gerne op for at hjælpe, hvis de ser potentiale i projektet. Erik Holmey er en god ven og er altid klar til at hjælpe. I vores tilfælde er det en fordel, at Shaky har været i branchen i en snes år. Personlige kontakter og venskaber er naturligvis en fordel”.


Jeg vil gerne afslutningsvist vende lidt tilbage til relationerne mellem indiefolk i Danmark. IndieFILM ser ud til at pege på, at der er brug for kollektivt samarbejde. Alligevel fremhæver Ali, at der er intern kritik, og at der er blevet større konkurrence på indiemarkedet. Jeg beder ham derfor afrunde med et par nuanceringer af, hvordan det hænger sammen.

”Kritikken er som regel konstruktiv. Jeg arbejder med flere forskellige folk på flere forskellige niveauer, dvs. folk, der har arbejdet professionelt på store produktioner, og grønninger, der lige har startet sin rejse, og folk med erfaring er modtagelige og flittige til at lære fra sig. Konkurrencen skal forstås på den måde, at indiefilm jo helst ikke skal have tekniske fejl såsom kameravinkler, billedudsnit, overspring osv., med mindre det er bevidst. På den anden side er flere produktioner i gang hele tiden, så det er sværere at trække på indiefolk, da de på samme tid ikke kan være involveret i flere projekter. Indiefilm skal bare være fortalt på en anderledes måde, som jeg ser på det”.

Jeg lader det stå som en afrunding på et filmmiljø i Danmark, der vokser og er i kreativ vækst. Film, der vil være anderledes, må alt andet lige være et godt udgangspunkt. Der er efterhånden ved at være nok at gå i gang med. Heldigvis får flere og flere film lov til at udkomme i bred distribution, så almindelig tilgængelighed ikke fraholder folk fra at se filmene. Depechen er hermed givet videre til både interesserede filmseere og aktive producenter – eller begge – det er lysten, der driver værket i begge tilfælde.