Det er ikke altid, at film nøjes med at skabe mytologier ud fra sin egen handling. De store eller blot mindeværdige værker er tilmed ofte behæftet med sine egne myter om produktionen, om de medvirkende personer eller folkelige myter om de steder, hvor bestemte scener er optaget. Et godt eksempel på en film, der samler alle de tre elementer, er Shadow of the Vampire, som spiller på myterne om Murnaus klassiker Nosferatu fra 1922 – det antydes fx, at en ’rigtig’ vampyr medvirker. Denne type mytologier er i høj grad med til at skabe kultpotentiale for film. Det gælder også for Alex Proyas’ filmatisering fra 1994 af James O’Barrs tegneserie The Crow fra 1989, der samlet på flere måder etablerer grundlaget for mytologier. Desuden er det også ganske simpelt en god tegneseriefilmatisering.

Som adaption starter The Crow allerede i James O’Barrs egen biografi, da hans forlovede blev slået ihjel i 1981. Det var ikke under slet så kriminelle omstændigheder, som det fremstår i The Crow, men det efterlod sine sår, der ikke ville hele. Dette forsøgte O’Barr på forskellig vis at slippe ud af, hvilket ikke lykkedes, indtil han fandt formen i tegneserien, som også tager udgangspunkt i en personlig tragedie: drabet på Eric Draven og dennes forlovede. Her fungerer adaptionen selvfølgelig i kraft af, at O’Barr henter inspiration fra sit eget liv, mens O’Barr også henter selve mordet på et ungt par fra en virkelig mordsag fra Detroit. Samtidig antyder det også, at fortællingens adaptive kræfter spiller en helbredende rolle for forfatter (og eventuelt læser), men for O’Barr fandt han kun yderligere selvdestruktive redskaber i løbet af arbejdet med tegneserien – elementer af selvnedgørelse, der går igen i såvel tegneserie som film.

Men nu er det filmen, det handler om – og det er en af de bedste af sin slags. Tematisk og narrativt følger den en meget klassisk fortællestruktur, hvilket kendetegner mange tegneserieuniverser – i dette tilfælde er stilen dog anderledes fra tegneserie til film. Det, der dog udmærker specielt denne filmatisering, er fokuseringen på den personlige lidelse og omsættelsen af denne til dialog. Det er en mørk film, der henviser hele handlingen til nat, mulm og dystre skygger. Filmen er spækket med velkonstruerede karakterer, der fungerer så skarpt skårne, at dialogen blomstrer naturligt fra dem: Det er nemlig filmens helt gennemgående force, der hæver den over mange lignende tegneseriefilmatiseringer om hævngerningen. Den skyggefulde stemning både suppleres og modspilles af en ordveksling, der leveres med overbevisning af ikke mindst Brandon Lee. Det er Brandon Lees bedste – og sidste! – præstation.

Når det kommer til stykket er fortællingen og karakterkonstellationen ganske banal. Den bygger et ganske sort/hvidt univers op, hvor der ikke er ret meget tvivl om det gode og det onde. Det dystre aspekt dukker derud over ikke mindst op i og med, at skurkene selvfølgelig er destruktive, men Draven – som vi ikke nødvendigvis skal afsløre for meget om – ikke nødvendigvis bringer så meget lys ind. Den personlige lidelseshistorie er for voldsom til, at der er plads til lyspunkter. Der er dog få – og der er dialog, der er velsmurt som poetisk rock (et aspekt filmen også leger med). Fortællingen, der jo er relativt basal, er drevet frem af en lyrisk dialog, som illustreres tematisk af netop kragens rolle: en ekstra synsvinkel for vores helt. Lyriske dialoger synes – trods den noget banaliserende afrunding på filmen – at have sit eget fortælleplan i The Crow.

Det var dog ikke dialog, fortælling eller O’Barrs selvbiografi, der var årsag til filmens tidlige gennemslagskraft. Det var derimod den tragiske skæbne, som skuespilleren Brandon Lee gik i møde under optagelserne til filmen. I en af scenerne, hvor Draven bliver skudt (den tidlige, hvor han og hans forlovede omkommer), bliver Brandon Lee ramt af en rigtig kugle, der havde sneget sig i settets pistol. Han dør ikke med det samme, men omkommer fire timer senere på hospitalet. Tragedien blev selvfølgelig undersøgt grundigt, og det viste sig at være en ganske tilfældighed eller blot udtryk for rigtig dårlig planlægning, at kuglen stadig var i pistolen. Ingen er i hvert fald blevet sigtet for mord.

På trods af frikendelsen af alle implicerede svirer denne historie selvfølgelig stadig med sammensværgelsesteorier – uden at de her skal få plads. Den primære og mest obskure årsag til sammensværgelsen er selvfølgelig, at en lignende skæbne – mener flere – ramte Brandon Lees far, den berømte skuespiller og kampsportsmester Bruce Lee. Under færdiggørelsen af Enter the Dragon fra 1979 kollapsede Bruce Lee, og den senere obduktion viste, at han formentlig havde fået noget smertestillende, han ikke kunne tåle. Omkring Bruce Lees død svirer derfor omfattende sammensværgelsesteorier om, at dette skulle være mord. Intet er blevet opklaret eller for den sags skyld afkræftet. Det er antydet, at den kinesiske Triade – en undergrundsmafia – skulle stå bag, og denne teori fik kun fornyet kraft, da Brandon Lee også omkom på settet til en film. Til sammen er det intet mindre end fremragende og dragende mytisk stof ikke kun omkring en film, men også om en hel familie.

Da filmen ikke var færdig på det tidspunkt, hvor Brandon Lee blev skudt, diskuterede man, om filmen også skulle lade livet. I stedet valgte man dog at tilegne filmen til Brandon Lee, mens selve filmen blev gjort færdig ved hjælp af computerteknologi – derfor er flere passager i filmen optaget uden Brandon Lee, selvom han alligevel medvirker. Derfor blev receptionen af filmen, da den udkom, også præget af omtalen af den tragedie, film var omgivet af. Anmeldere har skrevet, at Brandon Lee hjemsøger hvert et billede. Andre har understreget, at filmen både tematisk – såvel som bogstaveligt – er kunst, der imiterer døden. Brandon Lees skæbne hænger i hvert fald som en særlig stemning om en helt særlig tegneseriefilmatisering.

På flere måder er The Crow derfor adapteret. Først fra O’Barrs eget liv og den virkelige tragedie fra Detroit og ind i tegneserien. Dernæst fra tegneserie til film, hvilket er et regulært godt resultat. Til sidst måtte postproduktionen – i overført betydning – adaptere Brandon Lee efter hans død til de dele af filmen, der ikke var færdige endnu.

De måtte animere og adaptere et menneske!