Det er et velkendt fænomen, at skruer man ned for lyden til en gyserfilm, så fremstår den pludselig langt mindre farlig. Uhyggelige krasselyde, klynkende spædbørn, hvæsende katte, lyden af en brandøkse, der flækker et kranie og ikke mindst store, pludselige, voldsomme lyde, der kan få seeren til at spjætte i sædet, er nærmest hverdagskost. Den meget hypede, amerikanske gyserfilm Paranormal Activity er i den grad en film, som afhænger af en effektiv lydside. Faktisk kan man påstå, at det er en film, der lader lyden spille en langt større rolle, end man ellers er vant til at se i gyserfilm, for de er oftest i lige så høj grad baseret på at vise tilskueren abjekte billeder, der kan fremkalde en følelse af skræk, rædsel og afsky.

Filmens præmis er ganske enkelt. Et ungt par bor i et ganske almindeligt hus i en anonym amerikansk forstad. Han har lige indkøbt et spritnyt, semi-professionelt videokamera og hun er mere interesseret i prisen på det. Der er dog en grund til Micahs indkøb, for han har sat sig for at dokumentere de overnaturlige fænomener, som kæresten påstår opstår omkring hende. Derfor begynder Micah at filme alt, som parret foretager sig og sætter endda et stativ op i soveværelset, så hans nye digitale vidunder kan opfange alle de påståede mystiske ting, som Katie oplever.

Først er det en dør, der knirkende bevæger sig uden at der er en vind i huset, men inden længe er der både bankelyde og voldsomme, uforklarlige ting, der forstyrrer parrets nattesøvn. Katie insisterer på at de tilkalder en spiritist, men da han ankommer konkluderer han hurtigt at det – efter alt sandsynlighed - er en ondskabsfuld dæmon og ikke et genfærd der er på spil, så spiritisten henviser til en kollega der er dæmonolog. Hurra, tænker alle genrefans, for har vi med dæmoner at gøre, så er det jo langt farligere – tænk bare på hvad Pazuzu gjorde ved stakkels lille Reagan i Eksorcisten.

Filmen søger i i høj grad at fungere på to niveauer. Dels via den præmis at det som vi ser er vaskeægte ”found footage” - det vil sige, at billederne foregiver, at være nogle vores to hovedpersoner selv har filmet, dels på at Paranormal Activitys uhygge er en tilskueren selv må kreere i hovedet. Det er alt det der bliver hentydet til og det som vi ikke ser, der er det allermest farlige.

Hvad angår reality-effekten så forsøger filmen, gennem sine visuelle og stilistiske markører, at overbevise sin seer om, at det som foregår faktisk er tættere på en dokumentarfilm, end på en iscenesat gyser. Det er i sig selv ikke noget nyt fænomen, for selv om Myrrick & Sànchez i 1999 skabte The Blair Witch Project der affødte en lang række film der ligeledes legede med skellet mellem virkelighed og fiktion (eksempelvis My Little Eye), har vi langt tidligere i filmhistorien oplevet, at filmmagere har forsøgt at bringe en snert af virkelighed ind i en gyserkontekst, mest notorisk er måske Ruggero Deodatos klassiker Cannibal Holocaust.

Problemet med Paranormal Activity er bare, at selv om filmens første halvdel ganske klaustrofobisk og virkningsfuldt illuderer, at der er en god grund til at Micah hele tiden har tændt for sit nye kamera, så kommer realismen til at halte gevaldigt, når først dæmonen begynder at træde i karakter. For her begynder vore to ”reality” stjerner at opføre sig alt andet end realistisk. De synes snarere, at blive ramt af den mentale sygdom, der gennem tiden har ramt en lang række fiktive personager i horrorfilm og som medfører at disse begynder at opføre sig højst irrationelt og ret irriterende. Det er den sygdom, der her sørger for at parret konsekvent, hårdnakket forsøger at løse deres overnaturlige problemer selv. Det er i denne films tilfælde ækvivalent til splatterfilmens storbarmede, blondine, som tager trøjen af og slukker lyset inden hun bevæger sig ned i kælderen for at lede efter sin kæreste, der tilfældigvis har iført sig samme hockeymaske som morderen.

Desuden er det meget svært, igen muligvis ud fra et mere distanceret forhold til filmen, at forestille sig at folk rent faktisk stiller et kamera op mens de spiser, eller at de i det mindste slukker for det, når de pludselig befinder sig midt i et voldsomt skænderi (naturligvis kan man så altid spole båndet tilbage og efterprøve hvem der sagde hvad - á la De Skrigende Halse – men alligevel!)

Så selv om Paranormal Activity, især i sin første del, formår at opbygge en ret fortættet gyserstemning, hvor parret konstant lytter efter fremmedartede lyde (som nervøst anlagte seere jo kan fortsætte med at høre, når de kommer hjem til deres knirkende hybel) og de mange scener hvor den lidt for kæphøje Micah forsøger at fremprovokere en reaktion fra den usynlige antagonist på mange måder, så falder filmen lige så stille og roligt fra hinanden i den sidste, højdramatiske del.

Når Paranormal Activity stadigvæk kan tænkes at fungere, skyldes nok især at mange af dens skrækscener er lagt over på tilskueren og en fyldt biografsal vil garanteret kunne hoppe lige så meget i sæderne, som de tilskuere vi ser i de amerikanske virale videoer, som har været en del af den omtale som er gået forud for dens bredere lancering. For hvad kun et fåtal ved, er at filmen egentlig var færdig i 2007 – men først nu har den fået den brede biograf-distribution. Nu må vi så se om danske biografgængere er lige så modtagelige, som det utal af amerikanere der allerede har set den og gjort den til en af de bedst tjenende film især i forhold til hvor meget den har kostet at lave. Der er altså stadig plads til succeshistorier i stil med Blair Witch og det er i det mindste noget, der kan glæde alle os der holder af independent scenen.