Makkerparret George Pelecanos og David Simon er måske ikke navne som er kendt af alle, men de der har interesse for tv-serier er ikke i tvivl om at det var de to herrer der var de primære drivkræfter bag nyklassikeren The Wire. Små ti år efter den serie stoppede er de nu klar med en ny serie, der lidt på samme måde dykker ned i samfundets skyggesider.

I The Deuce er vi tilbage i starthalvfjerdsernes New York, i en brydningstid hvor ludere, alfonser, politibetjente, gangstertyper og helt almindelige borgere, forsøger at klare sig gennem deres dagligdag. Selv om serien bedst kan beskrives som en multiplotfortælling, hvor en bred vifte figurers historier blandes på kryds og tværs, så er det stadigt muligt at identificere to bærende hovedroller – bartenderen Vincent og luderen Candy.

Vincent har da vi møder ham, flere problemer. Dels er hans kone begyndt at tage ud om aftenen og omgås med andre mænd mens hendes alkoholiserede mor passer hus og børn, dels er der Vincents tvillingebror Frankie (der også spilles af James Franco) som konstant kommer i spillegæld, har et iltert temperament og er meget mere uligevægtig end sin bror. Vincent er heldigvis god til at få ideer og inden længe får han mulighed for at få ansvaret for en bar, der ejes af en lokal gangster.

Candy (Maggie Gyllenhaal) er en af de få ludere i området omkring 42nd Street (hvis kælenavn ”the Deuce” i øvrigt har givet serien sin navn) som ikke har en alsfons. Det er ellers ikke fordi der mangler tilbud fra de mange pimps der også hænger ud i gadebilledet. De lokker og truer hende, men som Candy siger, så er ”min fisse min egen” og derfor er der ikke andre der skal tjene penge på den. Candy har desuden en søn og et hus i forstæderne, der begge passes af Candys mor mens hun selv er på ’arbejde’ inde i byen. Et arbejde der ofte er både slidsomt og farligt.

Ud over at være en ustyrligt velskrevet serie, der byder på mange troværdige figurer, så er The Deuce også en fantastisk miljø- og periodeskildring. I et af de første afsnit ser vi hvordan det lokale politi samler prostituerede op i deres salatfad, kører dem på stationen hvorefter de, idet kommisæren ikke er til stede, bestiller takeout og lader pigerne ryge smøger i baggården. Det virker næsten hyggeligt. I næste nu oplever seeren også hvordan stort set alle betjentene er korrupte og er sovset ind i alle mulige lyssky forretninger, eller i det mindste lover at kigge den anden vej, såfremt de kan få nogle penge ud af de lokale hustlers. Det var en anden tid – og både musikken, scenografien, tøjet og alt andet i serien er gengivet med stor sans for detaljer.

Serien skildrer også i en semirealistisk facon, hvordan billedpornografien langsomt begynder at vinde indpas i den amerikanske kultur. I seriens start slås der hårdt ned på butikker der viser frække film på automater eller som sælger pornografiske film under disken, men idet fortællingen skrider frem lempes reglerne for hvad der rent samfunds- og lovgivnings-mæssigt anses som forkert og derfor er der flere af de medvirkende figurer der får øjnene for at denne branche på sigt kan blive til en meget indbringende forretning.

Seeren oplever på første hånd hvordan der sker en samfundsmæssig ændring, ikke kun i forhold til befolkningens holdning til sex, men også hvad disse ændringer betød for de folk der indtil dette var sovset ind i prostitutionsbranchen. Med frygt for at spoile (så vil du undgå dette, spring endelig til næste afsnit) bliver tilskueren vidne til hvordan driftige kræfter udvikler de første privatkabiner til screeninger af pornografiske film, hvordan den spirende pornofilminsdustri tiltrækker både nysgerrige og kreative kræfter og endelig hvordan den bredere accept af porno kombineret med politistyrkens øgede fokus på at rydde op i prostitutionsmiljøet truer de alfonser, der ellers har haft monopol på købesex.

På denne vis fortæller The Deuce helt grundlæggende den nyere billedpornografis historie, set fra et amerikansk perspektiv. Selv om dette kan forekomme besynderligt, er porno også en del af den fælles kulturforståelse, uanset hvor i den vestlige verden man befinder sig. Serien skal selvfølgelig ikke opfattes dokumentarisk, men derimod som en fiktion, der benytter sig af virkelighedsmarkører, så som eksempelvis reelle locations og så nævnes der titler på nogle af de første, ikoniske, amerikanske pornofilm. Ja, selv vort fædreland bliver nævnt i seriens sidste afsnit som et land der producerer ganske outrerede film. Selv om titlen ikke nævens direkte, så er denne anmelder sikker på at manuskriptforfatterne har hørt om Ornepigen Bodil.

Hvad enten man holder af seriens bærende skuespillere (og bare rolig folkens, til trods for #meetoo anklager blev det tidligt i 2018 kundgjort at James Franco fortsætter sin dobbeltrolle i anden sæson - sikkert muliggjort da både han og Maggie Gyllenhaal også er hovedproducenter på serien), er interesseret i billedpornografiens nyere historie eller blot leder efter en ”must-see” tv-serie som er svær at komme udenom, så er The Deuce et oplagt valg.

Når det så er sagt, anbefales det som altid når Kapellet vurderer produkter at få fat i serien på et fast medie i stedet for at streame den. Blu Ray’en byder på en del ekstramateriale som den interesserede kan kaste sig over. Blandt andet kommentarspor på udvalgte episoder, mindre features om seriens tilblivelse og meget andet – for da slet ikke at tale om at billedet og lyd står knivskarpt.

Så i Kapellets lummerhjørne, er det eneste negative der kan findes ved første sæson af The Deuce at der indtil videre kun er otte fremragende afsnit og det er svært at finde den nødvendige tålmodighed det kræves før næste sæson allertidligst lander i vort Kapel om minimum et års tid.