Før vi ser det første billede i filmen Loving Vincent optræder er der ud over de sædvanlige titelskilte en information om at filmen er blevet til blandt andet for at fejre at polske by Wroclaw var kulturhovedstad i 2016 (sammen med San Sebastián – red.). Man kunne nærmest ikke forestille sig en flottere reklame og sekundært glæder man sig som animationsfan allerede, med tanke på hvor mange unikke, eksperimenterende animerede film der kommer fra netop Polen, tænk på f.eks. Walerian Borowczyks tidlige film, eller Zbigniew Rybcyzynskis videoeksperimenter. (Redaktøren ved godt at dette måske kunne lyde meget kulturelitært og fisefornemt, men det handler jo blot om en kærlighed til denne type film, så læs endelig videre – red.)

Før denne introsekvens, får seeren dog en information, der måske er den vigtigste, nemlig at alle billeder i denne animerede film er skabt i hånden. Ikke nok med det - de er alle lavet som oliemalerier. Idet filmen handler om den verdensberømte, hollandske maler Vincent Van Gogh, er dette valg selvsagt truffet i et forsøg på at indfange det ganske unikke udseende, som vi forbinder med mandens billeder.

Det er muligvis meget svært at forestille sig, endsige beskrive, hvordan halvanden times oliemalet animationsfilm ser ud, men kapellets udsendte kan med sit begrænsede ordforråd og med oprejst pande udbasunere at det er helt fantastisk at opleve. Enkelte sekvenser, eksempelvis filmens meget flotte titelsekvens, er skabt, som en slags stop-motion. Den teknik kender flere af vore læsere sikkert fra nogle af de graffiti-videoer som kan findes flere steder på nettet.

Resten af scenerne i Loving Vincent skabt af over 100 kunstnere, der har malet deres skillerier, efter sekvenser som er optaget på film først, den såkaldte rotoscoping effekt, der i sin tid blev opfundet af animatoren Max Fleicher. Dette giver billederne en materialitet, som er næsten håndgribelig, samtidig med at det også er muligt at genkende enkelte af de skuespillere som medvirker i filmen. Mest utroligt er det dog at filmmagerne i den grad er lykkedes med at gengive Van Goghs palette og måde at male på.

Selv om mange af filmens scener består af dialoger, er de mest imponerende sekvenser de hvor ”kameraet” bevæger sig gennem landskaber eller i de rum der bliver skabt. Mange af disse rum – og figurer der optræder i filmen – er desuden genkendelige for dem der har et kendskab til Van Goghs produktion. Helt bevidst har filmmagerne sat sig for at give liv til mandens mest berømte skillerier.

Det kunne være endt som en noget søgt og plat affære, men er i stedet er eksperimentet endt med at være dybt fascinerende, nærmest hypnotisk. Dette fordi man som tilskuer konstant, bl.a. via de flotte billeder der flimrende træder frem foran en, bliver mindet om teknikken og det enorme arbejde der ligger bag hver indstilling. Dette gælder også for de mange sort/hvide flashbacksekvenser, der lige som dem i fuldfarve består af malerier der er blevet animeret. Disse er dog bevidst ikke på samme måde skabt i den karakteristiske malerstil som vi kender det fra Van Goghs malerier. Sikkert bevidst da disse flashbacks ikke er Vincents egne, med derimod tilhører bipersoner i filmen. Fravalget af farve betyder heller ikke at disse dele af filmen bliver mindre imponerende. De giver blot lidt afveksling fra den meget kulørte pallette som naturligvis er den mest fremherskende.

Handlingen foregår et år efter Vincents død og hovedpersonen er en ung mand, i gul jakke http://www.svreeland.com/ls-gal016.html, der ankommer til området nær Paris, fordi hans far lå inde med et brev fra Vincent til Theo, kunstnerens bror. Da han også opdager at Theo er død bliver han lidt rådvild, men begynder at snakke med alle de folk som kendte kunstneren mens han levede. Gennem disse samtaler forsøger vor protagonist at danne sig et indblik i Vincents sidste dage.

Jo flere folk vores hovedperson taler med, jo mere uklart bliver omstændighederne om selvmordet. For måske tog Vincent i realiteten ikke sit eget liv, som ellers er den officielle historie. Hvad kan der ellers ligge bag dødsfaldet og hvem har haft et motiv til at slå den uligevægtige kunstner ihjel? På den vis benytter filmen på ganske overraskende vis en fortællestil vi kender fra krimien som gennemgåede fremdrift. Overraskende fordi man muligvis ikke havde forventet denne type af historie, inden filmen.

Der kan være de, der måske synes at dette er et billigt trick, men ikke desto mindre er denne fortælleform yderst vellykket hér. Selv om den måske tager sig nogle friheder, så er den også ganske tro overfor virkelighedens Vincent og de begivenheder der ledte op til hans død. Manuskriptet er blevet til gennem et nærstudie af kunstnerens egne breve og en lang række biografier. Selv om mange sikkert havde forventet en mere traditionel biografisk skildring er opklaringsformen ganske effektfuld.

Loving Vincent er en imponerende teknisk bedrift. Selv om fortællingen måske godt kunne været skåret en tøddel strammere, så er det sekundært til den visuelle bredsidde som seeren udsættes for. Det er som titlen antyder lavet med stor kærlighed til kunstneren og så lykkes det virkelig at fange mandens unikke stil og gøre den levende – hvilket må siges at være en bedrift i sig selv.