Det er lidt af et mirakel, at Joy virker og underholder i så lang tid som den nu gør. Instruktør Russell, Lawrence og Bradley Cooper har arbejdet sammen så mange gange, at jeg kan forestille mig, at de nu næsten ved, hvad de skal gøre, uden at sige et eneste ord. Det virker for det meste, andre gange ikke. I Joy formår du at blive underholdt af den sekundære historie, hvorimod hovedfokusset bliver trivielt.

Filmen er løst baseret på historien om Joy Mangano, som opfandt Mirakelmoppen, og David O. Russell fortæller den historie ved at kaste adskillige, styrkende metaforer ind i filmen, der skal hylde de selvstændige kvinder, som forvandler personlige svagheder om til professionelle styrker. En tekst i starten af filmen bebyrder dette, så Russells intentioner er krystalklare allerede fra starten.

Grunden til at vi forbliver interesseret i Joy er hovedsageligt på grund af Russells nuværende muse, Jennifer Lawrence, som også denne gang leverer en virkelig god præstation som en kraftfuld, såret, urokkelig og overraskende genkendelig kvinde i en noget ufokuseret dramatisk komedie fra Russell. Filmens tredje akt er en anelse rodet, men hun får sine scener til at fungere, fordi hun er så god til at give det, som hendes instruktør beder hende om.

David O. Russell har for det meste altid været den, som undersøger dynamikken i dysfunktionelle familier i sine komedier, og Joy handler om lige præcis det. Joy (Lawrence) er alt for ung til at være overhovedet i sin familie, men alligevel er hun endt med at være lige netop det. Mange der ser filmen vil uden tvivl være i stand til at relatere til, hvordan denne drømmer jonglerer med familie, venner, børn, kærligheden og alle de fejl, hun har foretaget sig i fortiden. Heriblandt eksmanden (Ramirez), som bor i hendes kælder, og alle dem, som kommer til hende i nød, men som ikke værdsætter hendes hjælp, f.eks. hendes fraskilte forældre (De Niro og Madsen) som ligeledes bor i hendes hus. Vi får at vide, at Joy var ret ferm til at opfinde ting i sin barndom, men livet kom i vejen og afbrød forbindelsen til hendes talenter. Idéen til et nyt produkt er med til at få den barnlige Joy frem igen, og så går det ellers ud over stepperne med at opfinde og lancere det nye produkt.

I filmens introduktionsfase er energien høj (som man nu kan forvente af en Russell-film med disse skuespillere på rollelisten) og vi bliver præsenteret for den kvælende, slugende, nedbrydende vægt, som bliver lagt på Joys skuldre af hendes intense familie. Man kunne næsten forvente, at dette var en Wes Anderson-film på dette tidspunkt, på den gode måde. Joy er uden tvivl underlig (til tider), men stadig et produkt af Russell og hans filmiske tricks. Så selvom mange af scenerne er dramatiske og alvorlige, bliver de fra tid og anden afbrudt af bizarre og humoristiske begivenheder, som er med til at overbevise os om, at det her er en komedie i bedste Russell-stil.

Men Joy er mere end blot den dramatiske og tragikomiske historie om en kvinde, som overkommer samfundets prøvelser og som kæmper mod det, som man anser for at være det ”rigtige” at gøre for en ung, fraskilt kvinde med børn og et dårligt job. Det er Lawrence, som får den historie til at virke. Den anden historie, den sekundære historie, er der, hvor filmen virkelig skinner igennem. Det er fortællingen om byrden på Joys skuldre, forventningen fra alle omkring hende at hun skal gøre, hvad de siger, fordi de er i familie med hinanden. Alle tror, at de er så meget klogere end Joy, og det er de nok også langt hen ad vejen, men vi følger hende gennem hendes rene beslutsomhed og gåpåmod, og når det så endelig lykkes for hende, føles det næsten, som om vi lykkes sammen med hende.

Potentialet med Joy kunne have nået sit højdepunkt, når hun rammer lavpunktet og kæmper sig frem igen (især i scenerne med tv-chefen Neil Walker (Cooper)), men store problemer her og der er svære at se gennem fingre med. Selvom filmen kun varer to timer, føles den episk i sin struktur, og det tager for lang tid at finde frem til filmens fokus og dermed skabe en slutning, som føles naturlig. Lawrence er skam interessant som forretningskvinde, som kæmper for det, der er hendes, men syningerne i manuskriptet viser sit grumme ansigt og de mange sidehistorier er ikke med til at skabe den konflikt, som Russell ønsker at vise os.

Joy har underholdningsværdi, især hvis du forstår Russells erratiske og dysfunktionelle måde at filme på, hjulpet godt på vej af hovedrolleindehaverens brede skuldre. Det kan ikke siges for lidt, hvor fantastisk Lawrence er i denne film, og hun formår næsten mirakuløst at væve hård modenhed sammen ungdommens uskyld. Noget siger mig, at både Russell og Lawrence indså, at de kunne have skabt noget smukt og unikt sammen denne gang, hvis de blot havde trådt lidt tilbage, taget en dyb indånding og brugt lidt mere tid på manuskriptet.