Selvom engelske Peter Strickland kun har tre spillefilm på sit CV, er det meget tydeligt, at han er et af de mest interessante bud på en filmmager med en konsekvent vision. En vision, der ikke kun indebærer et helt igennem fantastisk blik for æstetisk smukke billeder tilsat den perfekte underlægningsmusik, men han er også en filmager, som gang på gang leverer filmiske fortællinger, som ikke umiddelbart føles som andre.

Det er film, der føles som mysterier. Film som både inter- og intratekstuelt leger narrativt og visuelt med sin tilskuer. Film, der skaber unikke filmiske universer, og som samtidig bryder med den rene abstrakte kunstfilm ved også at inkludere et eller flere budskaber, selv om disse indimellem kan være mangetydige. Kort fortalt er det kunstfilm, som samtidig fascinerer og underholder!

Selv om Strickland er englænder, føles hans debutfilm Katalin Varga som en østeuropæisk film takket være, at den foregår i Rumænien, og at de medvirkende alle taler rumænsk. Selv om filmens fortælling nok er den mest klare af de tre spillefilm fra Stricklands hånd, så gør både billed- og lydside, at den forekommer som meget mere end en simpel historie om hævn. For den giver seeren antydninger af den mystik, der takket være især forskelige vampyrmytologier knyttes til området, og godt hjulpet på vej af en æstetiseret billedside og en eminent lydside.

Stricklands næste film Berberian Sound Studio tager sig ved første øjekast ud som en slags hyldest til hhv. Brian DePalmas fremragende Blow Out, dels til klassiske, italienske giallo-film fra 1970’erne, dog uden at filmen indfrier de mange thriller-spor, som ellers antydes undervejs. Det kan muligvis virke frustrerende på visse seere, men andre vil med garanti blive dybt fascinerede.

Stricklands seneste mysterium har ingen mindre end Danmarks egen Sidse Babett Knudsen på rollelisten. Cynthia, som hun hedder i filmen, befinder sig i en verden, der tilsyneladende udelukkende befolkes af kvinder (og enkelte mannequin-dukker). En af disse kvinder er den unge, smukke Evelyn, der ikke kun fungerer som Cynthias stuepige, men som seeren hurtigt finder ud af også er hendes sexslave. Det er nemlig Cynthias og Evelyns S/M forhold, der fokuseres på. Ikke sådan at forstå at seeren får smidt sortmalede kors, håndflettede piske og gag-balls i synet. I stedet er fokus meget mere på dominansen og underkastelsen, og hvor tæt disse to i virkeligheden er på hverandre.

Denne gang låner Strickland sit filmsprog fra bl.a. Jess Franco, Robbe-Grillet, Buñuel og en række andre europæiske filmmagere, der ligeledes har redet på grænsen mellem et kunstnerisk, metaforisk udtryk på den ene side og regelret sleaze på dan anden. Ikke forstået på den måde, at Strickland er lummer eller ligefrem dyrker nøgenheden, for det erotiske magtspil er her meget lødigt og sobert fremført. Forholdet mellem de to kvinder er både intenst og til tider trist, idet seeren pludselig bliver gjort klar over, hvordan dynamikken i hovedpersonernes relation til hinanden hænger sammen.

Det seksuelle magtspil er nemlig slet ikke så entydigt, som man først antager, og det har da også været en af Stricklands kongstanker netop at fokusere på de skiftende magtforhold mellem de elskende. Et magtforhold, der nemt kan skride, hvis man ikke passer på, eller er enige i, hvordan spillereglerne i denne seksuelle leg bliver udstukket.

Resultatet er i al fald en slående og fascinerende lille film, der med garanti vil blive taget imod med åbne arme af de filmfans, der i forvejen er fascineret af Stricklands unikke, filmiske universer. Der er dømt gudesmukke billeder, der leder tankerne hen på film som Picknic at Hanging Rock eller førnævnte filmmagere fra 70’erne. Det er ofte metaforisk, ofte ligefrem surreelt, men det fungerer mærkværdigvist. Det er utroligt lækkert fortalt, men det bliver aldrig sleazy eller banalt.

Dertil kommer et dragende soundtrack, som duoen Cat’s Eye står bag, der føles et unikt miks af alskens soundtracks, der samlet set fungerer utroligt godt til at understøtte det sære univers, som filmen fører sin tilskuer ind i.

The Duke of Burgundy er bestemt ikke en film for alle. Den er for akademikeren og kunstelskere, hvad Fifty Shades of Grey er for husmoderen. Det er ikke nogen nem film at kaste sig over, for den kræver tålmodighed fra sin tilskuer, men hvad den måske mangler i fremdrift, har den til gengæld i stemning og pointe.

Hører man ikke til de, der er så heldige at bo et sted i Danmark, som viser filmen, er det heldigvis muligt at anskaffe sig en BluRay fra England, der ud over selve filmen også indeholder en kortfilm, instruktørens kommentarspor og meget, meget mere. Det eneste denne udgave mangler er danske tekster.

The Duke of Burgundy er nok mest af alt en film for cineaster, men har man lyst til at blive udfordret rent fortællemæssigt, og har man ikke mindst mod på at lægge øjne og ører til en film, der både visuelt og auditivt er ubønhørligt lækker, så er der ingen undskyldning. Peter Strickland er nemlig en filmmager, der både forekommer utrolig sikker, og som - til trods for hans mange referencer til andre store filmskabere - formår at levere et helt unikt, selvstændigt udtryk.