En gang om året sker det. Dansk filmundergrund mødes til et ’battle’ Movie Battle. Der udstikkes et tema, som alle indsendte film skal beramme. I år var det ’slasher’. Et hjertevarmt ord, der for alle gyserfans får det til at risle ned ad ryggen. Ikke koldt. Snarere af fryd og genkendelsesglæde.

Danske Kim Sønderholm har tidligere haft fingrene dybt nede i den blodige slasher-suppedas. Med flere indiespillefilm og -kortfilm på samvittigheden (herunder ”Mental Distortion” og Craig, der begge er i denne genrefamilie) kender han slasheren fra indersiden.

Sammen med Martin Sonntag, fra hvem vi inden længere venter solodebuten Escaping the Dead, har Sønderholm produceret, skrevet og instrueret ”Høsten”, der var med ved årets Movie Battle. Bastian Brinch Pedersen, der også har skrevet Escaping the Dead med Sonntag, har også lagt ord til manus’et.

Temaet er velkendt. En kvinde overfaldes i mørket på en øde gade. Hun vågner i en plasticforseglet kælder til en blodig skæbne. Hendes nyre skæres ud. Hun parteres og distribueres i København. John forsøger at sælge nyren til en gangster, der sælger dem videre. Han afviser, fordi den er beskadiget – og nu er gode råd dyre for John, der hurtigt skal skaffe en ny nyre. Truslen er overhængende: han har samme blodtype.

Kortfilmen er beslægtet med gore-traditionen, som vi kender den længere tilbage i filmens historie. Det er ikke hverken uheldigt eller uden årsag, at Lloyd Kaufman – stifter af gore-studiet Troma – introducerer den endelige version af filmen. Kaufman er et kendt ansigt for alle, der har nydt sadistiske z-gysere. Denne intro var ikke med i Movie Battle, fordi spilletiden her var berammet kortere, end ”Høsten” var.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at ”Høsten” bærer præg af at være netop en hyldest til z-filmens eksplotationstil. Stil, teknik og til dels spillestil er ikke beskåret så nænsomt, som man kunne håbe. Undskyldningen kunne være, at det ligger lidt i den stærke Troma- og gore-inspiration. Det må gerne se lidt kikset ud. Bare der er blod. Og det er der.

Faktisk er det lidt befriende en gang imellem at se en gyser, der fastholder special – og ikke grafiske visual – effects. Slasherens domæne er ikke overbevisende realisme. Det er snarere det modsatte. En kreativ leg med døden, mordet, parteringen. Og som vi kender det fra gyserkortfilm af denne type, kan vi godt forvente os et vendepunkt. En lille punchline, der vender det hele på hovedet.

Filmen vandt Best Special Effects til Movie Battle 2015. I sig selv en slags hyldest til dens traditionelle leflen for dem, der kender traditionen. Pletvist er der faktisk også en vis stemning af Argento, der bestemt også kendte blodets farve.

Kim Sønderholm spiller selv hovedrollen, mens Siff Andersson – som for nyligt er blevet opdaget af indieinstruktøren Kasper Juhl – spiller offer. Hun er et spændende nyt ansigt på den danske indiescene.

Filmen vises på en række arrangementer hen over sommeren. Sammen med Henrik Andersens zombiegyser Udbrud blev den vist bl.a. på Filmstationen på Nørrebro d. 7. maj. Forvent ikke et stort mesterværk. Men forvent en kærlig homage til slashergyserens mere sadistiske element.