Mashups og spoofs på YouTube kan få tiden til at gå, indtil bussen kommer; men for den seriøse cineast skal der en ZAZ-produktion til, brødrene Zucker og Jim Abrahams skal forenes med Leslie Nielsen, for at genreparodien sætter store dele af den tidligere filmhistorie og alle dens stereotyper i relief. Senere genreparodier som Scary Movie-filmene er trætte i forhold til disse tre sammenhængende klassikere, der alle er vokset ud ad den korte, men fine tv-serie Police Squad, hvor Leslie Nielsen, egentlig castet imod sin type, også var politiinspektøren Frank Drebin. Der er fysisk slapstick i de tre film, ikke ulig Peter Sellers' Jacques Clouseau i Pink Panther-filmene; men det er den intertekstuelle overbygning, som giver merværdien i receptionen af The Naked Gun-trilogien. Der er altid mere at opfatte i hver eneste scene end ved første gennemsyn, og ens filmkundskab bliver sat på prøve konstant, når kilden til det parodiere skal huskes.

Filmparodigenren er gammel. En af de tidligste er Buster Keatons Go West fra 1925, som er en parodi på westerns fra næsten før denne genre var konciperet, og Mel Brooks Blazing Saddles fra 1974 kan se satirisk tilbage på genren og kombinere og overdrive dens faste elementer og karakterer.

Fornøjelsen ved at se genreparodifilmene er den bølgen, der er frem og tilbage mellem nærhed og distance til kildefilmene. Vi involverer os, og vi distancerer os. Igen her er der en dobbelt oplevelse, som kan være krævende, men som også er givende, for publikum kommer til at deltage i dialogen mellem kildefilm og parodien, og det kan være sjældent, at man er i stand til at identificere kildefilmen. Det kan faktisk være umuligt, for den mest benyttede intertekstuelle citattype, er den, som Umberto Eco kalder det klicheagtige citat, der ikke refererer til én bestemt kilde, men til så mange, at vi har at gøre med stereotyper eller klicheer, som vi kender ad nauseam. Satiren kan være rettet mod filmindustrien som sådan og dens evindelige klichegenbrug. Igen her var Buster Keaton tidligt ude, som når han i stumfilm The Boat fra 1921 indsatte et tekstskilt i handlingen med "Ten seconds later", eller omvendt i Paleface fra 1924 klippede skiltet “Two years later” ind mellem starten og slutningen af et kys.

Hver af de tre The Naked Gun-film har deres favoritscener. I den sidste må det være satiren på Odessa-trappescenen fra Eisensteins klassiker Panserkrydseren Potemkin. I Naked Gun 33 1/3 The Final insult! triller ikke kun én barnevogn ned ad trappen, men mange, og de suppleres bl.a. med en rød plæneklipper, som tager samme tur. I 2'eren er en af de morsomste scener Frank Drebins flugtforsøg, som forårsager en mængde tunge objekter at falde ned i Meinheimers hoved som fx fire hestesko og den obligatoriske ambolt. Scenen er en kompilation af mange Warner Bros. Looney Tunes-tegnefilm. Skurken opdager ikke noget, for han hører musik og læser avis, hvor der lige er tid til, at publikum kan fange overskriften på forsiden af hans avis: "Sneezing increases your bust size". I etteren er den måske morsomste scene kort og i form af et understatement, hvor Priscilla Presley gør sin glamourøse entre, men falder ned af trappen. Det foregår off-screen, så publikum kun får lyden af hendes fald og kun ser Frank Drebins reaktionsklip. Men vælg selv dine favoritter. Udvælgelsesprocessen bliver ikke kedelig: De tre filmklassikere på Blu-ray anbefales.