Den verdenskendte, toneangivende kinesiske kunstner Ai Weiwei kom i 2012 i fængsel, anklaget for skatteunddragelse. Da han blev løsladt igen efter 81 dage under konstant opvågning af to umælende soldater, havde styret i Beijing forsøgt at give den kritiske kunstner mundkurv på. Den internationale presse var naturligvis på plads, men kunstneren selv hverken kunne eller måtte udtale sig.

Heldigvis blev Weiwei i denne periode fulgt tæt af den danske dokumentarfilmmager Andreas Johnsen (som tidligere har stået bag bl.a. persondokumentarerne Kidd Life og Natasha), og nu da Ai Weiwei har fået ophævet sin husarrest, er det blevet muligt for omverdenen selv at opleve Weiweis liv under myndighedernes konstante overvågning.

Selv om det kommunistiske styre officielt har anerkendt Weiweis talent (det var eksempelvis ham, der designede udformningen af det nationale stadion i Beijing til sommerlegene i 2008) bryder de sig ikke om hans – set med kinesiske øjne – meget kritiske blik på styret. I modsætning til stadionet kan stort set alle andre af mandens øvrige kunstprojekter ses som politiske og leverer ofte en sønderlemmende kritik af det aktuelle, kinesiske samfund set fra individets, i dette tilfælde kunstnerens personlige, udgangspunkt.

Eksempelvis kan man i filmen opleve hvordan han – under sin husarrest – skabte værket S.A.C.R.E.D. med udgangspunkt i netop sin fængsling. Værket kunne opleves samlet ved kunstbiennalen i Venedig i 2013, efter det – af sikkerhedsårsager – først var blevet sendt til seks forskellige steder i verden, i et vellykket forsøg på at få det bragt udenom de kinesiske toldmyndigheder.

I filmen, der har fået titlen, Ai Weiwei – The Fake Case, tegnes der et meget personligt portræt af den samfundskritiske kunstner. Titlen refererer til den sag om skatteunddragelse mod hans selskab ”Fake” der i sig selv forekom falsk, idet skat ikke rigtigt er et begreb, der arbejdes med i folkerepublikken.

Selv om det er en film om en stor kunstner, er det ikke mandens kunst som ender med at blive filmens fokus. For selv om både den skabende proces og tankerne bag denne selvsagt nævnes, så er det i langt højere grad et forsøg på at lave en meget personlig skildring af manden, der i løbet af filmen bliver nærmest ophøjet til et symbol på alt det fortrængte og uudsagte, som eksisterer i dagens Kina.

Eksempelvis oplever kunstneren helt håndgribeligt folkets tilslutning til hans projekt, da han efter sin stævning oplever at papirflyvere lavet af pengesedler begynder at flyve hen over muren til hans ejendom. Som han selv siger er det første gang i kinas historie at noget sådant sker og det berører ham dybt.

Vi oplever også Weiwei som familiefader, der dog ikke helt kan undgå at lade sig påvirke af myndighedernes pres på ham. Han leger og bader med sin lille søn, men det er svært ikke i næste nu at opleve manden med hovedet i hænderne, trættet af den konstante kamp. Weiwei og hans medarbejdere er konstant udstyret med mobiltelefoner, der synes at dokumentere alt hvad der sker i deres verden, et udtryk for at kameraet som hvermandseje, sammen med internettet, er blevet en vigtig del af den lotusrevolution som kunstneren og hans kollegaer håber på står for døren.

På den vis ender Johnsens film ud med at blive lige så meget et blik ind i hverdagens Kina og de problemer som styret har med at forsøge at kontrollere informationen, som det bliver et intimt portræt af en mand hvis livsværk paradoksalt nok forekommer umuligt, havde det ikke været netop for styrets pres.

Der findes klicheen om den lidende kunstner, der takket være enten fattigdom, et besværligt følelsesliv eller et liv under grusomt pres fra dennes omverden, har kunnet skabe stor kunst og denne tanke bliver endnu engang tydelig her. Det er samtidig bare ikke nogen kliche, at opleve hvordan en enkelt mand på den måde bliver trynet og hvordan den ytringsfrihed som alle os i denne del af verden tager så givet, varetages i et land hvis styre vil gøre alt for, ja netop at styre!

Ai Weiwei – The Fake Case er en rørende og interessant dokumentarfilm, der ikke kun er interessant for de der holder af Weiweis projekter eller af kinesiske forhold, men som i sin egen poetiske fortælleform også formår at ramme meget bredere. På papiret lyder det måske som en film for feinschmeckere, smagsdommere og kunstinteresserede, men i realiteten er det en film, der tegner et følsomt billede af et ekstraordinært menneskes liv, og som i sidste ende kan blive inspirerende for alle der ser den.