Loops (30 + 47 min.) Købsfilm / Pink Flamingo Entertainment
Anmeldt 7/8 2013, 20:11 af Torben Rølmer Bille
Den kontrapunktiske dialog
Den kontrapunktiske dialog
« TilbageBeskæftiger man sig med lyd på film, er udtrykket ’kontrapunktisk musik’ ofte brugt om de situationer, hvor instruktører har valgt at skabe ekstra kontrast mellem det viste og det auditive, eksempelvis når vi ser zombierne i Romeros Dawn of the Dead stavre rundt i shoppingcentret til en glad lille melodi, eller når Michael Madsens figur i Resevoir Dogs skærer øret af betjenten til tonerne af ”Stuck in the Middle with You”. Derimod er det ikke set særligt ofte at dialogen i en film står i skærende kontrast til det som figurerne foretager sig. Ikke desto mindre er det udgangspunktet i den nye kortfilm Loops.
Ideen med at få tilskueren engageret på et helt andet plan overfor det viste ved at lade figurerne i fiktionen opføre sig helt anderledes end man vil forvente er ellers ikke spritny, for vender man blikket mod teaterteori for et kort øjeblik var det bl.a. den tyske dramatiker Berthold Brecht, der fremsatte ideen om verfremdung (kan nok bedst oversættes med ’fremmedgørelse’) der handlede om at få tilskueren til at blive opmærksomme på at forestillingen de ser netop er teater, i stedet for at opretholde tidligere aristoteliske ideer om at skabe en form for realisme der gør at publikum helst skulle tro, at det som foregik på scenen var virkeligt. I tråd med dette kan man også inddrage franskmanden Antonin Artauds betragtninger om det absurde teater, der også gerne skulle ryste tilskuerens fundament i dennes grundvold.
Loops har nemlig også valgt en bevidst fremmedgørende strategi for at få sin tilskuer til at forholde sig til det viste på en helt anden måde. Det der vises i Loops er nemlig fem forskellige tableauer med forskellige former for sex, der alle har fået hver deres titel som peger direkte mod ord fra pornoens verden.
Der indledes med en S/M session, hvor en kvinde pirres med bl.a. kanyler, derefter ser vi to piger og en mand i kvindetøj fornøje sig med hinanden hvilket efterfølges af en gonzo-indslag, hvor en mand samler en tilsyneladende tilfældig kvinde op fra et busstoppested og tager hjem for at have sex med hende. De sidste to tableauer viser to latexklædte fetichpiger, der boltrer sig med hinanden og sidst er der en udendørs masturbation scene med en mand og tre piger. Det fremmedgørende element er dog det som aktørerne siger, for de fortæller alle tilsyneladende helt personlige ting om dem selv. Monologer der har det til fælles at de ikke er af en direkte seksuel karakter.
Eksempelvis fortæller kvinden i gonzo-segmentet om hvor stor en tilhænger hun er af ligestilling og ligeløn, mens hun sutter pik på kameramanden, den sortklædte dominatrix fortæller om den utrolige oplevelse det var for hende at blive mor for første gang mens hun ifører sig en strap-on eller en af kvinderne i trekanten fortæller om hendes interesse for kunst og især den oplevelse hun havde da hun første gang så Picassos Guernica, alt imens hun stikker fingre op i manden. Det lyder umiddelbart mærkværdigt, men der synes også at være en klar mening med dette.
For lige som når teaterpublikummet oplevede figurer i Brechts og Artauds stykker der opførte sig så mærkværdigt, at de blev bevidstliggjort om at de så teater og måske gennem dette også fik et andet blik på deres virkelighed, synes Loops at ville opfordre sin seer til at betragte porno i et andet lys.
For selv om Loops med rette kan betragtes som en kunstfilm, på linje med Hornsleths kortfilmsværk Fuck You Art Lovers vol. 2 (hvor han fik sine tre pornomodeller til at stønne ”Hornsleth”) så er det også porno, men det er porno der gennem sit bevidste stilvalg italesætter grænserne mellem det pornografiske, kunsten og måske især hverdagslivet.
Skruer man derfor ned for lyden vil Loops fremstå som amatørporno, mens hører man kun lydsiden (foruden støn og den diskrete lumre underlægningsmusik) vil man sikkert tro det er en slags portrætdokumentar. Det kontrapunktiske gør dog, at man både oplever de medvirkende som objekter og subjekter – som mennesker, med hver deres historier og baggrunde.
Det er denne sammenblanding mellem det nære og distancen, der er med til at gøre Loops ganske interessant, foruden det faktum at det er den første film der har fået støtte af filminstituttet, som indeholder så mange scener af eksplicit seksuel karakter, eller rettere hvor filmens hovedfokus er på netop sex. Dette faktum er noget filmens omslag da heller ikke skjuler, hvad enten man mener at filminstituttets støtte til projektet skal ses som en kulturel blåstempling eller som noget enkelte tilskuere kunne mene var forargeligt, skal lade være usagt.
Filmen indeholder foruden Loops, filmen Fetish Generation der er sidste tredjedel af Steen Schapiros Art Core trilogi, som ud over ovennævnte bestod af Ringenes Herskerinde (om piercing) og Dominans (om S/M). Selv om filmen giver et interessant indblik i fetichmiljøet, så er det også tydeligt at den visuelt har nogle år på bagen, for kvaliteten minder om et godt VHS-rip. Endelig er der på DVD’en også inkluderet et længere interview (20 min) med filmmagerne i snak med journalisten Camilla Grove, samt en samling slettede scener. Interviewet er interessant, fordi det netop fokuserer på filmmagernes baggrund og tanker om deres værk.
Loops er et ganske vellykket projekt, der bestemt får betragteren til at føle sig både fascineret og fremmedgjort. Det er ikke en film for sarte sjæle og vil ikke bringe lykke hos nypuritanere eller andre der nemt lader sig forskrække af tanken om at se mennesker dyrke sex, men for alle andre med interesse i det erotiske og pornografiske er det en fin lille film, der synes at stille flere spørgsmål end den giver svar og som måske ultimativt kan rykke ved eller ligefrem ændre ved den holdning man har til billedpornografien. Den er et interessant alternativt indspark i debatten omkring porno – for om ikke andet, så viser den at folk der er villige til at have sex på film ikke alle sammen passer ind i stereotypen om stakler, der bliver groft udnyttet af skruppelløse spekulanter – nogle af dem er ligefrem intelligente, velfungerende og velartikulerede mennesker.