Den skandinaviske velfærdsmodel er ikke den rene idyl. På forsiden handler det om en enshed og rettelse mod et fællesskab, konstrueret fra oven, med konsekvenser for neden. Bagsiden er det, der skiller sig ud. Det anderledes. Og det skal gemmes væk. Psykiatrien handler om det, der ikke passer ind. De individuelle og de kollektive psykoser. Hvad er det, der ulmer underneden, når overfladen hviler i stilhed og ensrettelse? Det har den svenske forfatter Johan Theorin begået en roman om. Den hedder Sankt Psyko.

Theorin er en af de mest interessante nyskud i den vækstende svenske krimitradition. Han debuterede i 2007 med Skumringstimen, som Det Svenske Krimiakademi akkrediterede med prisen for den bedste krimidebut. Han fulgte op med Natstorm i 2008, der fik prisen for den bedste krimi. Slet og ret. Theorin var med andre ord hurtigt lukket ind i det gode selskab. Disse to romaner udgør sammen med Blodlag fra 2010 de første tre bind af den såkaldte Ølandskvartet. Tre fremragende krimier, med et originalt karaktergalleri, og med spændende nybrud inden for krimigenren.

Mens vi venter på fjerde og sidste bind i serien, har Theorin udsendt Sankt Psyko. En selvstændig fortælling uden forbindelse til Ølandsfortællingerne. Men tematikker går igen. Menneskets indre psyke er et kernepunkt for Theorins interesser, inden for krimien og inden for spændingsromanen. Fortællingerne er blevet omtalt som skrækkrimier, mest fordi Theorin trækker på et vokabular fra gyserens repertoire. Der er trolde, elverfolk og spøgelser. Og en natur, der svarer igen overfor mennesket. Sankt Psyko bevæger sig væk fra krimien og mere ind i gyserens domæne.

Fortællingen handler om Jan, der rejser til en mindre forstad, hvor han har fået arbejde i en børnehave tilknyttet det psykiatriske hospital Sankt Patricia – i folkemunde kaldet ”Sankt Psyko”. Ret hurtigt viser han stor interesse for hospitalet, men det er fra starten en anelse uvist, hvad det er, der tiltrækker ham. Er det biluheldssyndromet: Det, der adskiller sig, er forkert, tiltrækker os? Eller er det snarere noget bestemt inde på hospitalet? Det bliver hurtigt klart, at Jan har en fortid, der gemmer på hemmeligheder. Hvad det er, dukker langsomt op. En fortælling om en fadæse i en børnehave nogle år tidligere, samt et møde med en kvinde, blander sig i Jans interesse for børnene i børnehaven Lysningen. En institution for børn af indlagte forældre. Produktet af samfundets bagside.

Sankt Psyko er et nervevridende drama med særligt fokus på hovedpersonens indre. Jans fortidsproblemer, traumer og hans forsøg på at trænge ind på hospitalet. Ind i det forbudte. Romanen består egentlig af tre fortællinger. En nutidsfortælling om Jans arbejde i børnehaven, en om Jans teenageår og en om hans egen psyke og mødet med den kvinde, han ikke kan give slip på. Disse tre fortællinger skal langsomt samle sig. Og i takt med at de roligt får flere og flere fællestræk, stiger spændingsmomentet. Indledningsvist et roligt og velfortalt karakterportræt. Afslutningsvist spænding af en art, der langsomt kryber ind i romanens univers. Først lidt trægt, men snart meget pirrende og fængende.

Det er et interessant træk ved Theorin, at han – når han trækker på forskellige genrekoder – blander kortene på en måde, der nærmest strider lidt imod ’det, man må’. Genrepurister vægrer sig ved spøgelser og trolde i krimiens normalt sandsynlige univers, mens Sankt Psyko – i sin mere eksplicitte brug af gyserens træk – ikke indsluser det overnaturlige - nærmest omvendt. Virkeligt originalt. Portrættet af den krakelerede psyke står i centrum, og er den vigtigste spændingsgenerator. Krimien spiller dog med. Der er noget i fortiden, der skal opklares. Personer, der vil vide noget om ofre. Men det er i denne bog et hengemt bispor, der står i skyggen af den psykologiske thriller.

Sankt Psyko er ikke så godt skrevet som Theorins første tre romaner. De tre spor virker hver for sig i begyndelsen en anelse stakatiske. Opsplittede. Det bliver til nogle meget små kapitler, der råber lidt på en mere konstruktiv indarbejdelse. Den kommer undervejs, men det virker lidt ubearbejdet i den første halvdel. Sproget er også anderledes end i de foregående romaner. Mindre poetisk end tidligere og mere som rene betegnere end en symbolsk isbjergsmodel. Det ændrer dog ikke ved, at Sankt Psyko har sine fine kvaliteter. Portrættet af en hovedkarakter, der ikke nødvendigvis er den, læseren normalt vil identificere sig med, giver krogede tær undervejs. En tidlig antydning af pædofili gør det meget svært at indlade hele læseprocessen på Jan som hovedkarakter.

Sankt Psyko er et værdigt intermezzo, mens vi venter på den store afslutning af kvartetten. Et indre blik på det, der piner de fleste. Psykiske problemer. Det, der ikke kan ses, men kun føles. Og Sankt Psyko kan i høj grad føles. Krybende spænding, der nager sig fast. Lidt langsomt, men ganske sikkert.