Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




Blodlag / Johan Theorin / 445 sider
Lindhardt og Ringhof. ISBN 978-87-11-41258-9
Anmeldt 4/11 2010, 08:29 af Kim Toft Hansen

Mange ting lader sig gøre – i Theorin


Mange ting lader sig gøre – i Theorin

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Et af de seneste, lovende bud på en ny svensk krimiforfatter er Johan Theorin. Han debuterede med den anmelderroste og debutantpræmierede Skumringstimen (2007), og fortsatte velmodtagelsen med Natstorm (2008), som Det Svenske Krimiakademi valgte til årets krimi. Tredje bind i den såkaldte Ølandskvartet er nu udkommet på dansk – og hedder Blodlag. De enkelte bind er selvstændige og kan fint læses enkeltvist, men enkelte karakterer – særligt den aldrende Gerlof – går igen, og gør romanserien til netop det, en serie af fritstående fortællinger.

Vi starter midt i ræset – in medias res – med Per Mörner, der forbrændt og forkommen sidder midt i en sø af benzin, mens en skikkelse stryger en tændstik for at tænde bål. Derpå springer vi tilbage i tid, hvor vi møder romanens tre centrale karakterer – Per, Vendela og Gerlof – der alle bor på den Østsvenske ø Øland. Gerlof sidder på plejehjem, men vil hellere hjem på øen, hvor han befinder sig bedst – og kommer det. Per bor med sine to børn, den indadvendte Jesper og den syge Nilla – Nilla har været gennem en lang række undersøgelser, men de kan ikke finde ud af, hvad hun fejler. Vendela er flyttet tilbage til øen efter at have vokset op der. Hun er gift med den selviske forfatter Max, der skriver selvhjælpsbøger – uden på nogen måde at være selvhjulpen.

Vejene krydses bogstaveligt talt tidligt, da Max er ved at køre Jesper ned – et tidligt fjendskab spirer allerede fra starten. Men plottet tager for alvor først fart, da Pers dysfasiske far Gerhard – der som kunstnernavn kalder sig Jerry – ringer for at fortælle, at han får brug for hans hjælp. Per finder ham tævet og knivstukket på gulvet i farens filmproduktionsselskab midt i en brand, der starter, ligesom Per træder ind ad døren. Branden er tydeligvis påsat, og Per får med nød og næppe Jerry hjulpet ud, for kun at opdage, at to andre vil brænde inde. Politiet tilkaldes, men Jerry, der har haft en hjerteinfarkt, har problemer med at tale, så han kan ikke forklare politiet – eller Per – hvad der er sket. Ikke andet end, at det trækker tråde ind i et problematisk firma med en beskidt historie.

Samtidig trækker Theorins roman kraftige veksler på gammel mytologi og folkelig overtro om elvere og trolde. Gerlof læser sin afdøde kones dagbøger, hvor hun omtaler en trold, der besøger hende, når hun er alene. Vendela er ved at skrive en bog om elvere, som hun tror, hjælper hende – og langsomt får vi også hende barndomsfortælling bundet ind i nutiden, hvor også elvere og andet godtfolk spiller en væsentlig rolle. Mytologien efterlader en særegen fornemmelse af, at der er mere på færre end blot en hævngerrig mordbrand, der skal slette spor af en fortid, der trækker blodsporet ind i den svenske pornobranche. Der er tilsyneladende noget på spil, som får os til – i en vaskeægte tøven – at spille med på elvernes tilstedeværelse på Øland.

Blodlag er ikke kun en krimi. Den er mere en portrætfortælling af flere familier og personer, hvis livstråde vikles grundigt ind i hinanden – også fortid og nutid knudres gevaldig ind i hinanden og bidrager med nye perspektiver. Theorin viser i denne roman, at han mestrer den omhyggelige personskildring. De psykologiske lag hos vores tre følgesvende får en dybde, der tegner et glimrende portræt af den berøring, som mennesker – der kun overfladisk ænser hinanden – alligevel ender med at have på hinanden. Det er veldrejet og fint. Samtidig trækker elvermytologierne en understrøm gennem det meste af romanen, der momentvist viser en vis inspiration fra fantasygenren – uden at det på nogen måde tager over. Det er med, og det er undervejs op til læseren selv at være kritisk over de pudsige hændelser, der forstyrrer undervejs. Det er så nemt at komme til at tro (på det).

Der går faktisk mange sider i romanen, inden der rigtig kommer drev i fortællingen – og det er faktisk først de sidste godt hundrede sider, der reelt vil kunne kaldes en krimi. Den første store del har sit opklaringsspor, der godt forsøger at løse mysteriet om mordbranden og dens følgevirkninger, men det er kun elementer, der adspredt dukker op i forbindelse med de mere præcise forviklinger, der viser sig mellem de implicerede personer. Undervejs viser der sig dog at være en lang række pointer med det, som vi troede var ligegyldigt for krimiplottet, og det er romanens helt klare styrke, at den efterlader et væld af subtile spor undervejs – som først viser sig at være spor, når vi kommer længere frem i romanen. Plottet, forviklingerne og portrætterne er godt skruet sammen.

Afslutningerne i Theorins første to romaner har fået nogle kritiske vendinger med på vejen – også af Kulturkapellets egen anmelder. De to første i serien knytter simpelthen for mange knuder alt for hurtigt til sidst – så mange, at det både er svært at følge med og nærmest kropumuligt selv at kunne regne bare lidt af sammenhængen ud. Problemet er det samme i Blodlag, der kunne have fortjent små hundrede sider mere – og det siger egentlig ikke så lidt, når romanen i forvejen er på den gode side af de 400 sider. Men det er i høj grad en skam, at det gode tempo og fine karakterdrama, der udspiller sig gennem de første 300 sider ikke får lov at indvirke på afrundingen af en god fortælling. Det går altså for stærkt – fortjenesten ville være, at romanen i stedet tegnede nogle psykologisk linjer frem for en sensationel og noget eksplosiv afrunding, der ikke helt er i overensstemmelse med alt det foregående.

Lad det ikke skæmme en ellers glimrende roman, der viser, hvor skarpsindig en plotter og god fortæller, Theorin er. Samtidig er Blodlag også interessant i dens måde at vinkle opklaring, personkarakteristik og mytologisk folketro sammen til en Ølandgryde, der stadig vil simre efter sidste side. Det er vel et godt tegn at ønske sig hundrede flere sider i en roman efter endt læsning.


Forrige anmeldelse
« Den egyptiske tenor «
Næste anmeldelse
» Omegapunktet »


Flere prosaanmeldelser