Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
8 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




Hvis det er / Helle Helle / 143 sider
Samleren/Rosinante og co. ISBN 9788763832410
Anmeldt 6/10 2014, 19:26 af Signe Marie Bonnerup Hansen

Endnu en vildfaren roman


Endnu en vildfaren roman

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Er det overhovedet muligt at fare så vild i en dansk skov i Jylland, at det kan tage to dage at finde ud? Eller sker dette kun, hvis man ikke vil ud? I Helle Helles nye roman Hvis det er udspiller handlingen sig netop dybt inde i en skov for to personer, der endnu engang, som vi kender Helle, er i en form for eksistentiel krise, symboliseret ved at de rent fysisk er dumpet ned et for dem fremmed sted, uden synderlig interesse i og savn efter det ”derhjemme”. Så langt mimer indholdet de tidligere værker, ligesom også dette nye værk indledningsvist præsenterer sætningen ”Jeg skal gøre det kort, jeg ved ikke, hvad jeg skal?”, som ligner en udtalelse fra tidligere Helle-karakterer. Vores jegperson er tydeligvis igen i en form for eksistentiel krise og stilles, som også set tidligere i forfatterskabet, ansigt til ansigt med et andet menneske, som henvender sig, og som her ved første øjekast virker ganske normal og ikke ligeså lost som vores jegperson. Dette viser sig dog ikke at holde helt stik denne gang.

Hvor vi tidligere har haft en enkelt hovedperson i Helle Helles romaner, har vi denne gang noget, der minder om to. Begge lige uforløste, lige livsbesværede. Med udtalelsen "Jeg er faret vild i den store skov. Jeg ved ikke meget om skove, jeg er ikke naturens muntre søn", antydes det, at vi denne gang har med en mandlig jegperson at gøre, hvilket er spændende, da dette aldrig er set før hos Helle. Desuden påpeger citatet, at jegpersonen finder sig selv et fremmed sted ude af stand til at kunne handle her. Fortællerstemmen er interessant. Vi har igen at gøre med en betragter, og det, der betragtes, siger en del om jegpersonens karakter. Det er en person, som tydeligvis har rigtig god tid til at tænke og observere. Det er ikke en person, som har andet for. Det, jegpersonen betragter i denne bog, bliver en kvinde, som indledningsvist også pludselig står "ude på stien" i skoven og dermed også forstås at være på udebane. Vi har midt i romanen et langt brud, hvor vi hører om kvindens liv, stadig i 3.person, men som i sin tyngde giver en fornemmelse af hende som endnu en hovedperson. Derfor opblødes trækket med den første mandlige hovedperson hurtigt.

Han er en mand af få ord, men vi får lidt hjælp til at sammenstykke et indtryk af ham igennem kompositionen, som tillader os i brudstykker at møde scenarier fra hans liv før skoven. Der er på trods af disse beretninger i tilbageblik en del tomme pladser i teksten både i forhold til manden og kvinden, og der lægges op til en række spørgsmål undervejs. Hvor kommer jegpersonen fra? Hvem har sat ham af i skoven? Hvorfor kan han ikke finde ud, hvis han ikke har løbet særlig længe? Hvorfor vil han pludselig ud at løbe, når han ikke har gjort det før? osv. Jegfortælleren fortæller til nogen. Det virker som om, der er et behov for at fortælle om sig selv, til sig selv om sit eget liv som en observation. Endnu en fortællerstemme er synlig bag jegpersonen, nemlig forfatteren, der ligesom i den forrige roman Dette burde skrives i nutid giver sig selv til kende. I denne roman ses det i kommentarer til ordvalg og gentagelser: "Brug ikke ordet ikke så ofte" og "Men, men men". I slutningen af romanen hører vi desuden pludselig om "forfatteren", som er død, kvalt i en hårnål, og som dermed bliver en aktør i romanen. Jegpersonen lader desuden til at tale direkte til os som læsere et sted: "Ofte går jeg med sådan en undren, det kan også være en uro, uden at kunne placere den. Jeg har desværre ingen andre eksempler på stående fod". Helle udvider således sin leg med læserens og sin egen medvirken. Scenerne i skoven danner ramme om fortællingen, men egentlig ligger tyngden i en stor del af fortællingen i beskrivelsen af kvindens fortid, og vi møder derfor en mere livlig kvinde med mere dybde end tidligere.

Man spekulerer i begyndelsen over, om der er lagt op til en kærlighedsfortælling mellem de to personer. En lykke som kærligheden ville på den ene side ligne Helle Helle meget dårligt, men på den anden side bevæger hun sig i udviklingsromansgenren, så vi ved, at jegpersonen efter sine prøvelser "ude" ofte ender som et forandret menneske. Helle Helle skulle have sagt, at hun ønsker at udvide sit litterære territorium. Det kan diskuteres, hvorvidt denne roman adskiller sig synderligt fra de tidligere, bortset fra de detaljer, som allerede er nævnt. Flere sproglige formuleringer er kendte, humoren i beskrivelserne er den vante, og som sagt lægger den sig også indholdsmæssigt op af de tidligere bøger. Dette er dog ikke en decideret kritik, da Helle Helle er en formidabel fortæller, som mestrer finurlige detaljer og har et skarpt blik for mennesket. Romanen er dog ikke den bedste fra Helles hånd, men som titlen antyder, er der alligevel tale om et forsøg på et nyt eksperiment via settingen i skoven og de to hovedpersoner. Bogen virker en smule for konstrueret flere steder, og at den skulle være mere alvorlig end de tidligere, er ikke det indtryk, man sidder tilbage med efter endt læsning. Tvært i mod virker den mere håbefuld, og man lades som læser tilbage med et smil og en tanke på livets lykkelige tilfældigheder.

At læse Helle Helle er stadig en fornøjelse, og romanerne er hurtigt læst med et efterfølgende ønske om at følge personerne videre, lære dem bedre at kende. Den minimalistiske komposition og i dette tilfælde mere åbne slutning end normalt, fungerer dog helt perfekt som optakt til videre spekulation hos læseren.


Forrige anmeldelse
« Den svævende tankbestyrer «
Næste anmeldelse
» Den flammende verden »


Flere prosaanmeldelser