Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




Skumringstimen / Johan Theorin / 416 sider
Lindhardt og Ringhof. ISBN 978-87-11-31727-3
Anmeldt 9/4 2008, 17:19 af Peter Kirkegaard

Genfærd på Øland?


Genfærd på Øland?

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

De stamper stadig fine talenter frem i den svenske krimiverden, en god lang tradition smitter produktivt af, også nu mange år efter de legendariske Sjöwall og Wahlöö. Johan Theorin (f. 1963) hedder nyeste skud på stammen, hans Skumringstimen vandt Det svenske Kriminalakademis debutantpris 2007. Og han er absolut lovende.

Skumringstimen foregår i midt-halvfemserne på Øland og er første del af en planlagt Ølandskvartet. Det er karakteristisk, også i Sverige, at provinsen er dukket op som åsted og miljø for krimien, det er ikke længere bare storbyens onde gader. Og den lange flade ø Øland – broforbundet med Kalmar på sydøstkysten – har sine store suggestivt øde stræk, ’Alvaret’ kaldet, hvor megen ondskab kan gå i svang. Johan Theorin (der typisk nok også er journalist) har fra barn af Øland under huden, og kender til den gamle mundtlige tradition for gysende tusmørkefortælling.

Skumringstimen er en sand gyser. Tilbage i 1972 forsvandt seksårige Jens i tæt tåge på Alvaret og blev trods omfattende efterforskning aldrig fundet. Godt tyve år senere kaldes hans mor, den ensomt alkoholiserede Julia, der aldrig er kommet sig over skæbneslaget, pludselig hjem til øen af sin aldrende far, den plejehjems-gigtplagede søkaptajn (sejlskibs) Gerlof, som hun ellers kun har overfladisk kontakt med. Han har mystiske ting at fortælle, små stumper af spor efter den gamle tragedie. Meget af hvad han prøvevist fremlægger handler om den famøse og sagnomspundne Nils Kant, der har både en lillebroders, to flygtede tyske soldaters og en sognefogeds liv på samvittigheden. Født 1926, flygtede han ved verdenskrigens slutning fra Øland og blev angiveligt først i 1963 bragt død hjem til begravelse. Lever han alligevel, eller er det bare spøgelseshistorier, den sprøde gamle Gerlof diverterer med.

Det naturstridige spørgsmål tvinges man til at tage alvorligt, efterhånden som gamle spor, et nyt mistænkeligt dødsfald og mystisk lys i et forladt hus kaster Julia og hendes far ind i større fortrolighed og et produktivt sørgearbejde, som nu får en slags mål i opklaringen af det uforståelige. Til den ende får Julia god støtte af den godt jævnaldrende politimand Lennart, der dog blankt afviser mistanken mod Nils Kant som fantasteri. Og mellem Julia og Lennart spirer en forsigtig ømhed frem… Det kan nok lyde lovlig sødt. Men hele vejen gennem opklaringsarbejdet interpunkteres det suspense-effektivt med udvalgte sekvenser af den gruopvækkende Nils Kants liv. Født til rigdom, med en skræmmende usund selvfølelse handler han sig voldsmæssigt frem gennem livet, og må efter flugten leve mange år på bunden i Sydamerika, kun tidvist understøttet af sin gamle slægtsstolte moder. Indtil altså…

Hvordan det altså hænger sammen tør selvfølgelig ikke afsløres her. Det er rigeligt indviklet (for min simple smag), og éns mistanker og formodninger bliver grundigt gjort til skamme. Til slut, da pludseligt dramatiske begivenheder, mere død og en opgravet grav endelig har bragt alt for en dag, kan Julia (og hendes far) dog se enden på det traumatiske. Om ikke andet. Johan Theorin skriver lavmælt, upåfaldende roligt, poetisk åbent, så at spændingsknuden strammes fint, indtil slutsekvensernes voldsomme omvæltninger, af liv og af tilsyneladende nagelfaste opfattelser. Det er faktisk ret godt gået.

Mere Øland, tak!


34
Forrige anmeldelse
« Det sidste ord «
Næste anmeldelse
» Mand i mørke »


Flere prosaanmeldelser