Forrige år bød på debutantprisen til Johan Theorin, sidste år blev han rent ud belønnet for bedste krimi i Sverige. Først Skumringstimen, nu Natstorm, bind et og to af planlagt fire fritstående krimier fra Øland, den lange kalkstens- og ferieø på Sveriges sydøstkyst.

Sikkert er det da også, at Theorin er talentfuld, det skrev jeg anerkendende om allerede i forbindelse med debuten. Om det så allerede nu rækker til suverænt bedste svenske krimi 2008, det kan man på den anden side godt ryste lidt undrende på hovedet over. Når man fx tænker på hvor mange priser en type som Arne Dahl ikke har vundet i sit hjemland.

Som i Skumringstimen har Theorin sin mest afgjorte force som stemningsopbygger. Sent efterår og vinter bringer bitre østenvinde ind over Ølands kyster. Dér ligger der mange langtidslukkede sommerresidenser, og dér også Åludden, en tidligere fyrmesterbolig, nu under idealistisk restaurering af et tilflyttet stockholmsk lærerægtepar med to små børn. Guf for skiderikker på tyverov og andet grimt. Fyret glimter ensomt i mørket, og det siges at spøge. Ånder af tidligere ulykkeligt afdøde på det øde sted.

Alt det der kan Theorin. Med enkle, suggestive streger ridses ulykkernes komme op. Lærerfruen Katrine drukner på mystisk vis, og hendes mand Joakim sørger sig grå i hovedet. En grov tyvebande – med skummelt udgangspunkt i den famøse satanist Aleister Crowley - hærger rundt om Åludden. Og øen har fået nyt nærpoliti i skikkelse af den unge, nyligt kærlighedsskuffede Tilda, der indføres i Ølands dystre folklore af sin plejehjemsgamle slægtning, sejlbådsskipperen Gerlof, som også spillede en hovedrolle i debutromanen. Ydermere interpunkteres forløbskurven effektivt af skitseagtige erindringer af en vis Mirja Rambe, den ’frigjorte’ malermor til afdøde Katrine. Opklarings-ræson brydes med thriller-suspense.

Mikset af disse handlings- og gådefulde baggrundstråde bygges – om end en smule mekanisk – effektfuldt op. Vinteren strenges, tyvebanden nærmer sig Åludden, og den store snestorm melder allerede før jul sin snarlige ankomst. Det spøger i det hemmelige rum på høloftet, uhyggen breder sig. Blev Katrine i virkeligheden myrdet? Af hvem da? Bliver hendes mand tosset af sorg? Har den gamle Gerlof, der inkarnerer en fortids ro, også en aktuel indsigt, der står til troende? Får tyvebanden kolde fødder?

Theorin skriver enkelt, prunkløst, med suggestiv luft mellem linjerne, Østersøens klamme ensomhed og gustne vejrlig er levende. Men når det går stærkt, så bliver sproget blot viderebefordrende, man diagonallæser. Theorins problem er, at han netop tvinger sine plotlinjer så tæt sammen, at de må eksplodere voldsomt til slut. Det fik endda være, havde han været mere kunstner end journalist. Værre er det, at gådernes løsning har så korte affyringsramper, at man som læser ikke har en kinamands chance for at gætte ræsonnabelt med. Det er ikke godt nok, det er faktisk snyd; og var det allerede også i Skumringstimen.

Som sagt. Theorin kan blive rigtig god, tror jeg. Jeg håber - på Ølandskrimi nummer fire. PS. En helt anden ærgrelse: en usikker oversættelse, og en sloppy korrektur. Kan man, kan Katrine og ham virkelig dufte en kjole der hængte på bøjlen? For eksempel. Og skal en korrekturlæser nødvendigvis slappe af trekvart inde i bogen? For dårligt.