Hvem er jeg? Dette er et eviggyldig og på mange måder banalt spørgsmål. Eksistensen er en gåde, man ikke kan få hold på. Man må lære at leve med, at der ikke gives svar og mening, og at man er dømt til at lide en meningsløs død, når der er gået nogen tid efter, man blev født. Livets udspring skyldes et tilfældigt møde mellem en spermatozo og et æg.

Når menneskets celler udskiftes løbende og alle er udskiftet i løbet af en kort årrække er personen så stadig den samme? Den dømte, der kommer i fængsel, har ingen eller kun meget få molekyler tilfælles med den, der begik forbrydelsen. Kan han så siges at være ansvarlig for forbrydelsen?

Disse spørgsmål stiller Christian Jungersen i sin seneste roman ’Du forsvinder’. Dog er hans udgangspunkt ikke kroppens mikrobiologi, men en bestemt del af den, nemlig hjernens. Romanens omdrejningspunkt er Frederik, der er blevet hjerneskadet. Hjerneskaden har påvirket Frederiks personlighed, og spørgsmålet er så om han i juridisk og moralsk forstand er ansvarlig for de handlinger, han har begået med sin ændrede personlighed?

Frederik er et rigtigt succesmenneske, der er vellidt af alle, og som har held med alt hvad han rører ved, men som man kender fra utallige fortællinger, så er der ofte en bagside ved en så succesfuld mand – nemlig familien, som lider frygtelige afsavn, mens manden er ude og erobre verden. I dette tilfælde skoleverdenen, idet Frederik er en skoleleder, der har gjort sin skole respekteret og fremgangsrig. Efter at have været en total workaholic blev Frederik for ca. tre år siden familiemenneske – og dropper sine sidespring. Spørgsmålet er blot om det Frederik, der er blevet sådan – eller er det hjerneskaden, der har påvirket Frederik på denne måde?

Dette kunne hans kone Mia måske leve med, men hvad med alt det andet? Hvorfor køber manden en sportsvogn, de ikke har brug for? Og hvordan skal hun forholde sig til, at Frederik bliver fuldstændig selvcentreret og ikke kan se ud over egen navle? Frederik sammenlignes indirekte med en teenager, der også lider af mangel på impulskontrol. Spejling bliver endog meget direkte gennem deres egen teenagedreng, som lider ikke så lidt under de ændringer, der sker i familien – og ikke mindst de ændringer, Mia gennemløber som den raske person, der nu må tage sig af det hele.

Spørgsmålet om ansvar accentueres for fulde gardiner i romanens dramatiske motor, der består i, at Frederik har bedraget sin skole for 12 millioner kroner. Pengene har han brugt på spekulationer, da han har været sikker på, at han kunne tjene penge på til sig selv og til skolen. Store dele af bogen kredser om Mias forsøg på at forberede denne retssag til Frederiks bedste, hvilket vil sige, at det skal bevises at Frederik er blevet en anden som følge af sin hjerneskade og derfor ikke har været sig selv i gerningsøjeblikket. Dette betyder selvfølgelig også, at han ikke var sig selv, da han valgte Mia og familien til i stedet for arbejdet og sidespringene.

Parallelt med denne handlingsgang skal Mia også forsøge at finde sig selv, hvilket ikke er en mindre interessant og spændende historie, som spejler hele spørgsmålet om, hvem man er, og hvad man kan gøres ansvarlig for. Indholdet i denne del skal jeg dog ikke røbe her. Blot kan det siges, at når alt kommer til alt, så er vi mennesker alle sammen, mere eller mindre hjerneskadede – og vi udvikler os i en evig ikke-identitet med os selv.

Jungersen har i et interview sagt, at han ville skrive en pageturner. Og selvom handlingsreferatet måske ikke tyder på det, så er det lykkedes til fulde. Romanen er i elementær grad spændende, og jeg har slugt den som var det en kriminalroman, selvom den overhovedet ikke udnytter et krimiplot. Karaktererne er interessante og troværdige – og ikke mindst er den indirekte skildring af Mia imponerende.

Romanen blander forskellige former for ’ekstratekster’ ind i romanen. Der er eksempelvis en lærebogsopslag om orbitofrontale skader (den hjerneskade Frederik lider af), ligesom der indgår andre både fiktive og ikke fiktive tekstfragmenter: facebookprofiler, mails, boligannoncer osv. En række fotos, der er taget af teenagesønnen, viser vand i forskellige afskygninger; andre forestiller boligkvarterer i Farum, hvor familien bor. Alle disse ekstratekster fungerer glimrende som et løbende kommentarspor og er med til at løfte romanens i forvejen høje niveau.

Det er en helt igennem velskrevet og velkomponeret roman, Jungersen har skrevet – en fantastisk læse(r)oplevelse.