Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




Baby Jane / Sofi Oksanen / 201 sider
Rosinante. ISBN 978-87-638-2055-4
Anmeldt 14/3 2012, 21:53 af Ove Christensen

Depressiv desperation


Depressiv desperation

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Sofi Oksanen fik et større gennembrud med romanen Renselse, der kom på dansk for et par år siden og i øvrigt fuld fortjent modtog Nordisk Råds Litteraturpris i 2010. Renselse var Oksanens tredje roman, og siden er også de to første romaner udgivet på dansk, nemlig Stalins Køer og for nyligt Baby Jane, som udkom på finsk i 2005.

Oksanen har et fantastisk sprog, og hun er i stand til at fremmane nogle utroligt kuldslåede stemninger. Mest vellykket i Renselse, hvor beskrivelsen af en flue er nok til, at læseren sidder med gåsehud. Oksanens nøgterne og alligevel følelsesfremkaldende sprog fungerer perfekt i beskrivelse af dysfunktionalitetens normalitet. Og sådan er det også i Baby Jane, hvor vi som i Stalins køer ser det meste fra en psykisk diagnoses side.

Baby Jane er i sammenligningen med de to andre romaner mere snæver i sit univers. Hele romanen er centreret om et lesbisk forhold mellem den dominerende alfa-hun Piki og den feminine fortæller. Forholdet er fra begyndelsen ulige, da Piki har en dominerende position i det lesbiske miljø. Hun er rå men også beskyttende og kærlig. Hun går i store militærstøjler og store bukser. Er altså en rigtig ’trucker’-type. Fortælleren er derimod en lille dukkepige, der skal bæres på hænder og fødder, og som bruger ufattelig lang tid på at lægge make-up og gøre sig til. Fortælleren forekommer meget skrøbelig og lider da også af en depression.

Romanens fem dele er viet til stadier på kærlighedsforholdets sti. Vi følger forelskelsen, krisen, opløsningen, bruddet og slutningen i en slags resigneret uforløsning. De to kvinder har et stormende samliv, og da de begge er ude af stand til at have et almindeligt arbejde, finder de en fin løsning med pr. postordre at sælge brugt undertøj til en stor gruppe af mænd med særlige lyster.

På trods af Pikis stærke fremtoning er hun dog også psykisk lidende. Hendes depression er endnu stærkere og endnu mere forkrøblende end fortællerens. Piki virker livsduelig, men er i virkeligheden ikke i stand til at klare sig selv. Hun kan ikke gå i butikker, hun kan ikke gå ud, før det er mørkt. Hun kommer i det hele taget ingen steder ud over på homobarer, hvor hun er omgivet af sine venner og støtter.

Det er de to elskendes svagheder, der fører dem ud i et psykisk opslidende forhold. De er bundet til at gøre hinanden ondt – ikke fordi de vil det, men fordi det bare må ske. Dette ligger også i titlen, som er hentet fra Robert Aldrichs ubehagelige og glimrende film fra 1962 Whatever happened to Baby Jane, hvor den psykiske terror stille og roligt udvikler sig mod katastrofen.

Der er dog ingen vilje til ondskab i Oksanens roman. Det er blot uundgåeligt, da den deprimerede ikke kan lykken; ikke kan lykkedes.

Som i de øvrige romaner af Okasanen er det den nøgterne beskrivelse af depraverede og deprimerende tilstande, der er kvaliteten. Jeg synes dog, at universet bliver lidt for snævert i Baby Jane. Udsynet til det historisk set forkvaklede Estland har i de øvrige romaner fungeret som et fint – og ligeledes deprimerende – bagtæppe for skildringen af personlig beskadigelse. Ikke at den historiske dimension har fungeret som forklaring, men den har alligevel givet dybde til beretningen. Kammerspillet gør i mine øjne ikke noget godt for romanen.

Det snævre univers forhindrer dog ikke romanen i endnu en gang at demonstrere Oksanens evner som sprogkunstner. Få kan som hun give depression så klart og følelsesforladt sprog som hun. Sproget lokker med sin neutralitet læseren ind i et univers, hvor man ikke så gerne vil være, men som man hænger fast i. Det er afstanden mellem sproget og det beskrevne – fraværet af desperation i sproget – der giver depressionens desperation dens styrke.

Nu kan jeg så slappe af, indtil Oksanen viser sig igen.


Forrige anmeldelse
« Gudindens sidste offer «
Næste anmeldelse
» Pigen med sne i håret »


Flere prosaanmeldelser