Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




Renselse / Sofi Oksanen / 360 sider
Rosinante. ISBN 9788763811316
Anmeldt 24/2 2010, 16:59 af Ove Christensen

En flue gjorde fortræd


En flue gjorde fortræd

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Sofi Oksanen har skrevet en glimrende og medrivende fortælling, som fuld fortjent er indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris 2010. Umiddelbart lyder det måske ikke så spændende med en roman, der beskriver Estlands historie fra 1936 og frem til begyndelsen af 90erne. Men Oksanens prosa er både nøgtern, hård i filten og alligevel dybt sansende.

Det sidste kommer ikke mindst frem gennem personernes dagligdags handlinger, hvor eksempelvis syltning og fremstilling af sirup beskrives, så man mærker duftende stige op i næsen under læsningen. Beskrivelser af blomsterne vokser, så de forankre hændelserne i et miljø, der bliver nærværende.

Handlingen er en på sin vis stramt fortalt slægtshistorie centreret om den gamle estiske kvinde Aliide, der i 1992 sidder alene på sin families gård. Da hun har været kommunist, mens Estland var en sovjetrepublik, chikaneres hun af det nye Estlands bøller, der har taget friheden og en ny ideologi til sig. Aliide har dog på den hårde måde lært at leve med angsten – og livet går videre med syltning af madforråd til vinterens komme.

Stilstanden forstyrres helt klassisk, da en fremmed dukker op. Livløs ligger en ung kvinde ude foran på gårdspladsen. Aliide tager kvinden ind og behandler hendes sår. Kvinden viser sig at være Zara, der er flygtet fra en ualmindelig voldelig alfons, der har holdt hende som fange, siden hun flygtede fra Rusland til vesten for at gøre sin lykke. Begge kvinder gemmer på en hemmelighed, de ikke umiddelbart vil lade den anden vide – og de behandler hinanden med gensidig mistillid.

Oksanen fortæller den ’nutidige historie’ (1992) med en række afbrydelser fra fortællinger om, hvad der er hændt i fortiden. Især er det Aliides fortælling, der følges fra 1936, hvor hun bliver forelsket i Hans, der dog ikke gengælder hendes kærlighed, ja vel dårligt nok kender til den. I stedet forelsker hans sig i og gifter sig med Aliides søster Ingel.

I glimt følger vi livet i den lille familie på baggrund af krigen og de politiske strømninger, hvor det uafhængige Estland forvandles til en sovjetisk republik. Slægtens historie fremstilles som en lidelseshistorie, hvor håb og fortvivlelse altid er nærværende. Især fortvivlelse som for nogle gør ’håb’ til en beregnende strategi for overlevelse. Magthaverne beskrives stort set som støvletrampende mænd i sorte læderfrakker, og det er ligegyldigt, hvilken ideologi, de repræsenterer: Der ville ”altid dukke en ny kernelæderstøvle op, altid en ny støvle, en der var magen til, eller også så den anderledes ud, men måden, den trådte én over halsen på, ville altid være den samme.” Dette bekræfter Zaras fortælling til fulde.

Det er en hård fortælling, Oksanen har skrevet, men man følger den som en kriminalroman, hvor man søger efter forklaringer på, hvad der er sket tidligere – og hvorfor. Samtidig er romanen blottet for sentimentalitet over for sine karakterer, der ellers oplever de værste former for tortur og ydmygelser, hvilket gør dem til kyniske overlevere, der har mistet deres menneskelighed.

Men netop her bliver romanen også stærk ved at vise, at det ikke kun er systemer, der er grufulde. Beskrivelsen af Aliide, hendes kærlighed og hendes overlevelsesstrategi er virkelig hårrejsende læsning. For hver bid af historien, der afsløres, mærker man både sympati og afstandtagen – og måske forståelse?

Beskrivelsen af Aliide er foretaget med en imponerende indlevelsesevne, der dog bevare en klar distance. Beskrivelsen af Zara er måske romanens svage punkt, da hun ikke får den samme dybde som Aliide, men mere bliver en dramaturgisk nødvendig figur med en funktion.

Og fluen? Fluen spiller en afgørende rolle, som man må læse romanen for at forstå, men i ’nutidsåbningen’ hedder det: ”Aliide Truu stirrede på fluen, og fluen stirrede tilbage. Dens øjne bulede ud, Aliide væmmedes.” Fluer er ondsindede intelligensvæsner, der venter på en lejlighed af uopmærksomhed, så de kan fordærve kødet. Dette billede samler hele romanen i et billede af, hvordan mennesker korrumperes og umenneskeliggøres af at leve i stadig angst for magtens systematiske og alligevel tilfældige voldsudøvelse.

Renselse er Oksanens tredje roman, og nu må vi så vente på oversættelse af de to første, hvis man da ikke læser finsk.


Forrige anmeldelse
« Skyggefamilie «
Næste anmeldelse
» Aske »


Flere prosaanmeldelser