Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




Gudindens sidste offer / Steen Bille, Lisbeth Ammitzbøll Bille / 302 sider
Politikens Forlag. ISBN 9788740003536
Anmeldt 2/3 2012, 06:17 af Kim Toft Hansen

Billernes gudinde


Billernes gudinde

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

I løbet af det seneste årti er antallet af krimier og spændingsromaner udgivet på dansk tredoblet. Skal man nå at læse alle udgivne krimier, oversatte som oprindeligt danske, så skal man for tiden læse en roman om dagen. Markedet er oversvømmet af spændingslitteratur. En vigtig årsag til dette er, at alle forlagene søger den varme indtjeningskilde ved at udgive nye romaner af debutanter efter debutanter i håb om, at netop de bliver det nye internationale fænomen på krimiens himmelstrøg. Flere og flere forfatterpar ser i denne forbindelse også dagens lys. Og endnu et er blevet født. Bille & Billes første roman i en serie om videnskabsjournalisten Thea Vind Gudindens sidste offer udkommer i dag.

I Damaskus gør en knægt et opsigtsvækkende fund: en figur af en mesopotamisk gudinde. Samtidig interviewer Thea Vind arkæologen Lindtrup, årets underviser på Carsten Niebuhr Instituttet på Københavns Universitet. I sin artikel nævner hun i forbifarten denne figur, som hun ser på hans kontor. Dagen efter artiklens udgivelse findes arkæologen myrdet på sin kontor, og figuren er væk. I mellemtiden har Thea været syg, og hun har ikke kunnet modtage hans opkald om at revidere interviewet – en sætning ville han have ud. Nu er det for sent. Andre interesser viser sig hurtigt på banen. Figuren tiltrækker opmærksomhed i hos religiøse mørkemænd, i smuglerkredse og arkæologiske cirkler.

Bille & Bille udgøres af hhv. dramaturgen Steen Bille, der bedst kendes som medforfatter til Niels Arden Oplevs to film Drømmen (2006) og To verdener (2008), og journalisten Lisbeth A. Bille, der har en baggrund i religionshistorie og antropologi. Alt sammen skinner klart igennem i Gudindens sidste offer. Romanen er stramt struktureret som en hæsblæsende blockbuster, mens tematikken trækker kraftigt på babylonsk og assyrisk mytologi. Med et væld af cliffhangere og blodige optrin er romanen skåret tæt over den struktur, som enhver dramaturg har på rygraden: den basale berettermodel.

Romanen har et nært slægtskab til en af tidens stærke og voksende tendenser i skandinavisk krimi, hvor interessen i tro og overtro igen har fået plads. Det mest oplagte forfatterskab at sammenligne romanen med er norske Tom Egelands arkæologikrimier om albinoen Bjørn Beltø. Enhver, der har set Indiana Jones, ved også, at arkæologi og spænding kan hænge tæt sammen. Forskellen er dog, at Bille & Billes roman hverken har Indiana Jones-filmenes skarpe humor eller Egelands sans for at teologiske konsekvenser af fund og stemningsmættet handling. I stedet er det kun de personlige konsekvenser for Thea og hendes nye ven Saïd, der er i centrum.

Spændingen, der udspringer af fundet, har derfor lidt svært ved at indfinde sig. Hovedproblemet er, at stil og spænding starter på de høje tinder med et stakatisk sprog, der gør det svært at intensivere spændingen, når det først for alvor skal blive spændende. En anden ting er, at Thea Vind ikke udgør en specielt interessant hovedperson. Hvor krimier ofte arbejder med skarpsindige hjerner, der er klogere end læseren selv, så er Thea undervejs faktisk desværre irriterende dum. For det første lægger hun meget langsomt to og to sammen, når hun skal udtænke sine antagonister, mens hun for det andet – i sin egenskab af videnskabsjournalist – er bemærkelsesværdig uengageret i videnskab.

Derfor bliver romanens fornødne inddragelse af assyrisk historie og mytologierne omkring gudinden Ishtar nærmest fremsagt til gene for Thea, der ikke rigtig gider lytte til eksperterne, som hun skulle forestille at skrive artikler om. Det virker nærmest som skal arkæologerne undervejs tvinge sig til ørenlyd, fordi læseren af romanen har brug den viden, som Thea ikke vil have. Der er dog potentiale i Thea og videnskabsjournalistikken, der i nogen grad er en fornyet vinkel på den journalistiske krimi. Hendes fulde fornavn Theofilia – med betydningen ’elsket af Gud’ – er inciterende og motiverende. Men det bliver ikke brugt til noget – endnu. Måske i det videre forløb i de kommende fortællinger.

Krimien har traditionelt haft det svært med religiøse forestillinger. Derfor læner den sig ofte op ad det moderne samfunds sans for religionskritik. Det kender vi fra kanoner som Arthur Conan Doyle og Agatha Christie. Særligt mellemkrigstidens puritane, engelske krimitradition har cirkelsparket tro og overtro. Senest er dette forhold dog blevet blødt op, og krimien forsøger at tilpasse religionsforståelsen i et moderne samfund, der ikke ser en modsætning mellem tro og viden. Gudindens sidste offer har passager, der tegner et mere interessant billede af Islam end normalt i danske medier, men i overvejende grad placerer romanen sig i den religionskritiske rolle: Brugen af den assyriske mytologi er i hvert fald indpasset som en stærk modsætning til opklaringen af romanens plot.

Bille & Bille vil formentlig få sine læsere. Romanen spiller på mystikformlen, som særligt Tom Egeland og Dan Brown har populariseret. Men sprog, stil, handling og i særdeleshed hovedpersonen Thea er endnu for uvedkommende til, at det rigtig kan bide sig fast. Videnskabsjournalistikken er dog en interessant og i nogen grad ny vinkel i dansk krimi, der fortjener lidt opmærksomhed. Men den stærkt formulariske og forudsigelige opbygning af fortællingen er mere trættende end hæsblæsende. Romanen forsøger at holde identiteterne skjulte, så spændingen holdes, men den opmærksomme læser har for længst luret sammenhængene. Skolebørn får fortællemønsteret ind med skolemælken, og populærdramaturgien har meget svært ved at vige bort fra den. Krimier lever af spænding, Gudindens sidste offer har desværre for lidt.


Forrige anmeldelse
« Dette er ikke en krimi «
Næste anmeldelse
» Baby Jane »


Flere prosaanmeldelser