Da duerne forsvandt er den lidt kryptiske titel på tredjedelen af Sofi Oksanens tetralogi om Eslands nyere historie. Og først i romanens Epilog finder man ud af, hvad titlen refererer til, og de symbolske betydninger forløses i et stort AHA, det var sådan, det hang sammen, samtidig med at romanens forskellige lag af tider samles i ét samlende overblik – et fortættet punkt, hvor alle betydninger flyder sammen. Prologen og Epilogen danner en harmonisk enhed.

Epilogen er temmelig bastant i sin udpegning af de betydninger, der har været holdt i spil i løbet af romanens forskellige spring i tider. Som om forfatteren ikke har stolet på det, hun så mesterligt har gjort i de to foregående dele: Stalins køer og Renselse, hvor læserens uvidenhed langsomt og dog sikkert bliver forvandlet til indsigt i sammenhænge. Oksanens fortællestil er på mange måder en tilbagevenden til den alvidende fortæller, der leger kispus med læseren.

Det er kriminalfortællingens uddeling af små betydningsbidder hen ad vejen, der strukturelt set er forbilledet. Fortælleren løfter en lille flig for at trække læseren videre. Dette fungerer godt i de tidligere romaner, men fortælleteknikken lider i dette tredje bind – måske fordi teknikken træder mere tydeligt frem, da karaktererne i Da duerne forsvandt er langt svagere end i forløberne.

Romanen udspiller sig i Estland i tiden fra ca. 1940 til midt i 60erne. Vi følger Estland som besat af sovjetiske styrker over den nazistiske besættelse til Sovjets tilbageerobring og genindsættelse af den estiske sovjetrepublik. Som i forgængerne er temaet den forkvakling af mennesker, der aldrig ved, hvem de kan stole på, da de forskellige besættelsesregimer udøver terror gennem stikkeri. Den eneste mulighed for at sikre sig et anstændigt liv er samarbejde og korrumpering, hvilket naturligvis har mange menneskelige omkostninger.

I romanen følger vi primært tre personer: Nationalisten og frihedskæmperen Roland, hans fætter medløberen Edgar og kvinden, der er fanget midt i mellem, Juudit, som også er ulykkeligt gift med Edgar. Værdimæssigt er synsvinklen hos Roland, der også fungerer som personalfortæller i de afsnit, der er tildelt ham. Romanen skifter mellem at fortælle fra de tre (og i sidse ende også en fjerde) karakterer som omdrejningspunkt. Den opsplittede fortælleform behersker Oksanen, men alligevel trækkes man ikke ind i romanens univers, da karaktererne bliver for flade – for ligegyldige.

Som romanen skrider frem bliver Edgar mere og mere dominerende. Han fungerer som spion og propagandist for sovjetmagterne, hvilket også giver ham adgang til at optrevle den nære historie, som han selv har været en del af med skiftende identiteter i forhold til, hvad der bedst kunne betale sig. Centralt for hans optrevling af forholdet til hans egen familie.

Edgar er et helt igennem dumt svin, der snyder og bedrager for egen vindings skyld. Han har ingen moralske skrupler overhovedet, hvilket også gør ham til den mest interessante af romanens karakterer. Dette er dog ikke nok til, at romanen kan kaldes for vellykket.

Stilistisk og sprogligt er Oksanen virkelig ferm, men det hjælper ikke, når persontegningen ikke rigtigt fungerer og plottet virker for konstrueret. Set i tilbageblik kan man sige, at noget tilsvarende med plottet gjorde sig gældende med Renselse og Stalins køer, men der fungerede personerne så godt, at det ikke gjorde denne læser noget. Jeg vil forføres, så jeg ikke lægger mærke til det, jeg godt kan se, hvilket ikke sker med Da duerne forsvandt.