Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




Omegapunktet / Don DeLillo / 129 sider
Forlaget Per Kofod. ISBN 978-87-924-9428-3
Anmeldt 15/11 2010, 19:23 af Ove Christensen

Vi vil være sten på en mark


Vi vil være sten på en mark

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Don Delillo har længe været anerkendt som en af Amerikas væsentligste forfattere. Han har udgivet en række skelsættende romaner, hvor ikke mindst Hvid støj og Underverden rager godt op i hans senere forfatterskab. Hans romaner er ofte mærkværdige refleksioner over det moderne USA, hvor virkelighed og mytologi smelter sammen. DeLillos figurer er ofte spundet ind i et ’sprog’, der afgør, hvordan de navigerer i deres virkelighed. DeLillo er på den måde en ’diskursforfatter’ forstået som en forfatter, der gennemspiller forholdet mellem repræsentation og virkelighed.

Hans seneste roman Omegapunktet tager denne tråd op i en ny gennemspilning. Fortællingen har to niveauer – begge optaget af, hvad sproglig, visuelle eller mentale repræsentationer betyder. I rammehistorien er udgangspunktet en videoinstallation (som jeg desværre ikke selv har oplevet), hvor Alfred Hitchcocks film Psycho gennemspilles med en hastighed, så hele filmen tager 24 timer. Det udtrykker en langsommelighedens æstetik, der ombryder selve betydningen – tiden kondenseres eller udstrækkes og viser nye elementer, nye virkeligheder i den ellers velkendte filmiske repræsentation. Vi hører om en beskuer, som opsluges af dette værk, og hans virkelighedsopfattelse anfægtes.

Denne rammefortælling spiller en perifer rolle i forhold til ’hovedhistorien’, der også har repræsentation som sit anliggende. En dokumentarfilminstruktør vil gerne lave en film med den ikke særligt almindelige Richard Elster. Filmen skal bestå af et stillestående take, hvor Elster på baggrunden af en væg fortæller sin historie, som deltager i en baggrundsgruppe for USAs krigsindsats i Irak. Elster betragter sproglige repræsentationer som ren overflade eller ligegyldig i forhold til det, der virkeligt betyder noget – nemlig det der ligger hinsides rum og tid, men som ikke er en religiøs eller åndelig forestilling. Tværtimod handler det om det, der ligger hinsides bevidstheden: ”Bevidstheden er udmattet. Nu tilbage til uorganisk stof. Det er det vi vil. Vi vil være sten på en mark.”

Elster bor i ørkenen langt fra civilisationens fokuspunkter: ”Nyheder og Trafik. Sport og vejr. Det var hans syrlige betegnelser for det liv han havde lagt bag sig, mere end to års samliv med de anspændte hjerner der skabte krigen.” Her er forsvindingen eller langsommeligheden mærkbare tilstande. Ikke som konkrete sansninger, men som noget, der ikke giver mening.

Som så ofte før mærker man en række såkaldte postmodernistiske tænkninger i DeLillos refleksionsrum. Det er ikke mindst Walter Benjamin og delvist Jean Baudrillard, der skinner igennem, ligesom den amerikanske forfatter Thomas Pynchon, der udgør en ’samtalepartner’ i denne lille roman. Interessant nok har DeLillo valgt at lade Elster være inspireret af den jesuitiske mystiker Teilhard de Chardins bog Fænomenet menneske.

Chardin beskriver, hvordan mennesket søger efter en højere bevidsthed. Men for DeLillo bliver denne stræben til en stræben efter tømning og forsvinding, hvilket også spejles i romanens ’handling’, hvor Elsters datter og instruktørens ’object of desire’ bogstavelig talt forsvinder sporløst.

Omegapunktet er en interessant roman, som ansporer til refleksioner og eftertanke. Men den lever ikke op til DeLillos sædvanlige høje niveau. Den er sproglig spændstig, men alligevel rykker den ikke for alvor ved læseren. Men det har man faktisk også kunne sige om de sidste par romaner fra DeLillos hånd – jeg tænker her på Kosmopolis og Den faldende mand – som alle er fine og gode, men som ikke fanger sin læser ind i en speciel verden, hvor man hele tiden befinder sig på en knivsæg mellem repræsentation og (fiktiv) virkelighed.


200
Forrige anmeldelse
« Blodlag «
Næste anmeldelse
» Giganternes fald »


Flere prosaanmeldelser