Det er tvivlsomt, om dansk film ville have set ud, som den gør i dag, hvis ikke Christian Braad Thomsen havde været en så fyldig del af den, som han har været. Ikke nok med, at han står bag en lang række centrale, kreativt grænseoverskridende film. Han var og er stadig også selv kunstkritiker, mens han tilmed har været en central figur i den danske distribution af en lang række af filmhistoriens hovedværker. Især dem, som han selv var inspireret af. Nu er han debutfilm, Kære Irene fra 1971, samt hans afgangsfilm fra filmskolen, Revolution fra 1969, omsider gjort tilgængelige på dansk dvd.

Kære Irene er en central film af mange årsager, men først og fremmest fordi den står som et udtryk for det kulturrevolutionære 68’er-opgør. Både afgangsfilmen og debutfilmen lader ingen tvivl om Braad Thomsens revolutionære tilhørsforhold, men det interessante er derfor snarere den kritik af samme, som han her leverer af den revolution, der var ved at kvæle sig selv. Oprøret var på dette tidspunkt ved at blive fanget i sine egne klichéer, mens det tilmed var begyndt at bekræfte en lang række af de fordomme, som revolten var imod. Derfor handler filmen – i stedet for en regulær diskussion af det revolutionære i samtiden, som det er gældende i Revolution – om det forhold mellem mand og kvinde, der i kraft af primært revolutionens samfunds- og kønsrollemønster vil være og var resultatet. Trods filmens kulturradikale undertone er dette ikke pointen med filmen.

Snarere er filmen et mere lyrisk fikserbillede på forholdet mellem to personer, der ikke rigtig kan få det til at svinge, hvilket sekundært bliver en anledning til refleksioner over kulturradikale tendenser. Det lyriske udspringer på ingen måde af manglen på indlysende forståelighed, men i forsøget på at skildre livet som det er uden et plot – som den amerikanske instruktør Jim Jarmusch har sagt: Livet har ikke noget plot, så hvorfor skal film have det? Dette er også en beskrivelse, der er ganske dækkende for Braad Thomsens debutfilm, der går i cirkler omkring mødet mellem de to centrale skikkelser. Opgøret med fortælling bliver også i begge film på hver sin måde udtryk metafilmisk og refleksivt.

Det anti-episke bliver dermed en kilde til en særlig realistisk skildring af livet efter opgøret i sluttresserne, der har svært ved at finde sig til rette blandt yderlige frihedsgrader, fri sex og fri porno og en egenrådig placering på det kulturelle landkort. Dermed er filmen på en gang et billede af sin samtid, mens det også skildrer nogle generelle aspekter af livet, som ikke kan begribes gennem narrative strukturer. Som Braad Thomsen selv skriver i den yderst interessante booklet, der er vedlagt filmene, så er han glad for, at de ikke på det tidspunkt, hvor han gik på filmskolen, lærte dramaturgi. Ydermere resulterer dette også i en spillestil, der langt hen ad vejen var improviseret, hvilket giver et meget selvstændigt og i høj grad realistisk, dokumentaristisk udtryk – og ikke mindst en række uforglemmelige scener. Tror man ikke på filmisk realisme, har man ikke set Braad Thomsen.

Dermed er det også tydelig, hvor Braad Thomsen henter sin inspiration fra, nemlig de mange forudgående nybølgebevægelser, særligt selvfølgelig Jean-Luc Godard og François Truffaut. Braad Thomsen anmeldte disse, importerede deres film her til landet (blandt mange andre vigtige værker), og lod den frugtbare udnyttelse vise ved at understrege deres interessante form- og fortælleeksperimenter ved selv at bruge stilelementer herfra i sine egne film. Derfor er Kære Irene et af de sene omdrejningspunkter for danske nybølgetendenser, der for alvor selvfølgelig finder sit udtryk med Palle Kjærulff-Schmidts Weekend fra 1962. Men der er også vigtige forskelle, hvilket i høj grad kommer til udtryk i filmen erotiske elementer, der mest af alt er et udtryk for pornoens frigørelse få år før, men derfor også i den samtidsorienterede skildring.

Filmen var ilde set af sin samtid. De danske anmeldere var hårde ved den, og den var dermed årsag til, at Braad Thomsen ikke fik støtte til sine film igen før efter flere år. Filmen fik dog langt bedre kår internationalt, hvor den gik sin sejrsgang, men det hjemlige miljø var især årsag til, at Braad Thomsen i stedet søgte egne veje. Derfor var disse biografiske spor så skidte, at de var gode for hans filmproduktion, der står så centralt i dansk filmkunst i dag, at han i ’92 blev hædret med Statens Kunstfonds livsvarige ydelse – en pris, der sidste år generelt også satte diskussioner i gang i forbindelse med kritikken af samme ydelse. Braad Thomsen er i sig selv en ’ouvre’ af visse kontroversielle elementer, hvilket selvfølgelig karakteriserer disse tidlige film i hans lange række af værker. Og i en tid, hvor den politiske film for alvor er ved at have genskabt sig selv, er det nok det helt rigtige tidspunkt at få disse film ud – selvom de skulle være det for lang tid siden. Det er dansk filmhistorie, som burde være pensum for alle filminteresserede.

Samtidig med denne udgivelse udkommer også hjemstavnsfilmen Herfra min verden går. Den vil snarligt blive behandlet her i kapellet.