Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Nat uden nåde (90 min.) Købsfilm / Another World Entertainment
Anmeldt 5/12 2007, 09:33 af Steen Christiansen

Nat uden nåde


Nat uden nåde

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

En ung pige hentes i lufthavnen, men langsomt går det op for hende, at hun er blevet bortført i stedet. Resten af filmen følger vi kidnapperne mere end vi følger hende, og vi finder aldrig ud af hvad hun hedder. Det vigtige er ikke kidnapningen, men det indbyrdes forhold mellem kidnapperne. Vi følger deres interne magtkampe og stridigheder, og filmen fungerer rigtig godt som en psykologisk krimi. Dermed er selve plottet også lidt underordnet, da filmens fokus ligger på karaktererne.

Kidnapperne er en flok anløbne sadister, narkomaner eller på andre måder ubehagelige bekendtskaber. Selvom filmen ikke er en typisk film noir, låner den helt klart både karaktertyperne og en særegen visuel stil. Vi oplever Buds (Marlon Brando) stigende mistanke til sine medsammensvorne, hans kæreste Vi (Rita Moreno) som forsvinder i alkohol- og stofmisbrug, Leer (Richard Boone) som nyder at pine den bortførte pige, og lederens (Jess Hahn) desperation over at blive for gammel. Filmen bygger langsomt op, og den perfekt lagte plan, kollapser langsomt på grund af mistro, paranoia og sadisme. Filmen kulminerer i en lang, intens scene som virker endnu mere spændt på grund af den rolige opbygning.

Nat Uden Nåde er ikke en typisk krimifilm, med en kraftig spændingskurve, men mere et psykologisk krimidrama, som minder meget om noget f.eks. en tidlig Roman Polanski kunne have lavet. Skuespillet bliver holdt forfriskende underspillet, samtidig med at man kan mærke en fare som lurer under overfladen på alle karaktererne, især Brandos karakter som eksploderer i et enkelt tilfælde af raseri.

Filmen er stram, uden overflødige scener. Den bruger lokaliteter og klipning på en formidabel måde, som understøtter og afspejler karakterernes indre kamp. Den øde strand, hvor det meste af filmen foregår, lufthavnene og det indre Paris virker alle isolerede og distancerede fra personerne. Lyd, tomme landskaber og hurtige klip er alle virkemidler som giver en fornemmelse af, at personerne er fanget af omstændighederne. Langsomt forfalder de, og slutopgøret finder sted på en strand lige så øde og forladt som deres moralske indre.

Filmen slutter med et twist, som ikke skal afsløres her, men på samme tid heller ikke rigtigt er vigtigt for selve handlingen. Det kunne sagtens have været udeladt uden at påvirke filmen. Usædvanligt for tiden, men i dag virker det mere lidt malplaceret.

Fordi filmen er lidt af en glemt perle, findes der ikke alverdens materiale at krydre udgivelsen med, så ekstramaterialet imponerer ikke. Til gengæld må man sige, at det er flot overhovedet at udgive en så relativt ukendt film, og det er langt vigtigere end ekstramaterialet. Desuden har Another World Entertainment været nødt til at trække første tryk af filmen tilbage, da der var problemer med tekstningen. Derfor udkommer filmen senere end planlagt, for at få rettet fejlen.


Forrige anmeldelse
« Passionens labyrint «
Næste anmeldelse
» The Killers »


Filmanmeldelser